I sidste uge blev 39 migranter fundet døde i en lastbil i England. I juli blev 38 lig fundet efter en båd med 80 migranter kæntrede ud for Tunesien. I maj druknede 65 migranter ud for Tunesiens kyst. I 2015 blev 71 migranter fundet døde i en frysebil på en motorvej i Østrig. De havde så lidt plads i bilen, at de ikke kunne bevæge sig.

Jo sværere det bliver at komme til Europa, desto farligere bliver det. Når der indføres kontrol ved en vej, findes der alternative ruter.

Flere gange de seneste år er migranter faldet ud fra landingsstellet, når fly over London slår hjulene ud for at lande. De falder så hårdt mod jorden, at asfalten bliver slået i stykker, når de rammer.

Politisk lyder det, at disse migranter ikke er flygtninge. De er økonomiske migranter, der blot søger lykken. Lykkeriddere, der tager chancer og nogle gange slår sig på deres eventyr.

Men når de dør i grupper, er det alligevel ubehageligt, og selv om migranter dagligt dør ved Europas grænser, afkræver det alligevel en reaktion, når dødstallet når op på 39, 65 eller 71.

Og selv om der ret ofte er også små børn involveret, kræver fotos af børnelig alligevel en lidt mere passende reaktion.

Straf i stedet for hjælp

Per autopilot fordømmes menneskesmuglere, kriminelle bander og menneskehandlere. Der kræves mere grænsekontrol og hårdere straffe. Der skal konfiskeres både og stilles strenge krav til nordafrikanske ledere, så de vil stoppe migration allerede på eget kontinent.

Der kan migranterne bedre dø, uden at vi behøver forholde os til det. Og de mange der dør under deres migrationsrejse allerede i for eksempel Afrika eller Kina, hører vi da heller intet om.

Dele af verden er i så dårlig forfatning, at fattige mennesker sætter sig i overlastede både over Middelhavet med deres børn, stuver sig ind i containere, der låses udefra eller sniger sig ind i landingsstellet på en flyver.

Men i stedet for at tale om hvordan vi undgår, at store dele af verden handler i så voldsom afmagt for at få del i mulighederne i Europa, vil vi hellere historiefortælle om de slemme menneskesmuglere og menneskehandlere samt fortælle os selv, at vi kan hjælpe i nærområderne.

Vi skælder ud på libyske smuglere, den nigerianske mafia og kinesiske triader. Det er eksotisk, lyder farligt, og så bliver det så uoverskueligt, at vi hellere må overlade det til nogle myndigheder at indføre endnu mere kontrol.

Konsekvensen er dog ikke færre migranter i Europa, men derimod flere døde migranter ved vores grænser og på vores landeveje.

Gældsbyrde og arbejdsvilkår

For jo sværere det bliver at komme til Europa, desto farligere bliver det. Når der indføres kontrol ved en vej, findes der alternative ruter.

Jo større risikoen er for at blive opdaget for bagmanden/rejsearrangøren, eller hvad man nu vil kalde dem, jo højere bliver regningen for at komme afsted, jo mere skal der arbejdes, jo farligere arbejde skal tages, jo dårligere vilkår skal accepteres.

Og derfor ser migranterne ikke nødvendigvis selv disse "menneskesmuglere" som deres fjender. Grænserne er deres fjender. Smuglerne er deres eneste mulighed for at komme over, og den herved oparbejdede gæld skal jo betales.

I migrationsforskning tales der om Europas disciplinerede migrantarbejdere. De skylder formuer. De har ingen mulighed for at afdrage deres gæld i hjemlandet, ej heller for at få hjælp af myndighederne i Europa. De kan alene løse deres udfordringer og problemer ved at affinde sig med arbejdsvilkårene for migranter i Europa.

Men migranter er ikke blot migranter. De er mennesker. Mennesker der hellere vil løbe risikoen i en overfyldt båd over Middelhavet eller i en lastbil på Europas landeveje end risikoen for at dø i eget land.

For der er nogle, der kommer igennem. I stedet for ingen chance for bedre forhold hjemme, løber de den store risiko på rejsen, der indebærer en lille chance for succes i Europa.

De summer, der skal afdrages på fra ankomsten, er store. Der tales om alt mellem 10.000 og 70.000 euro. I perioder er der arbejde i Europa. I perioder er der ikke så meget. Men afdragene skal stadig falde.

Det kan være som trappevasker i Nordsjælland, stofhandler eller sexsælger i Istedgade, på en fiskerbåd i Thyborøn eller som gartnerimedarbejder på Sydfyn.

En enkeltbillet til hjemlandet

Og her kan myndighederne også finde dem. Kun nogle få af kvinderne i Istedgade er heldige at blive identificeret som ofre for menneskehandel, mens resten, selv om rejsehistorierne er ens, må tage til takke med fængsling og administrativ udvisning til hjemlandet.

Slået tilbage til start, fordi de bare ikke skal tage "vores arbejde" her i Danmark. Eller fordi de ikke skal udnyttes af "bagmænd". Eller fordi migranttilværelsen "er uværdig". Eller fordi det er ulovligt.

Uanset argumentet er resultatet det samme. En enkeltbillet hjem til det land, der bød på så få muligheder, at man hellere ville løbe risikoen for i værste fald at fryse ihjel i en kølecontainer.