23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bedrag – et drama fra klimavirkeligheden

Blogs

Bente Hessellund
hortonom med speciale i samspillet mellem jord og planter.
Aktiv i NOAH omkring landbrug, fødevarer og bioenergi.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 28. januar, 2016, 09:56:42

Bedrag – et drama fra klimavirkeligheden

DR 1's igangværende søndagsdrama er dybt inde i virkelighedens klimaproblematikker – så dybt, at der også formidles vildledning. Det er dog næppe manuskriptforfatter, instruktør eller skuespillere, der er ude på at bedrage befolkningen.

Som mange andre er jeg blevet indfanget af DR’s serie “Bedrag” om “Energreen”, der nok har en del lighedspunkter med eksisterende virksomheder indenfor vedvarende energi.

Serien indfanger noget af den skrupelløshed, der præger visse virksomheder i deres søgen efter at tjene mest på klimaforandringerne.

Den indflydelse, som transnationale "grønne" virksomheder har opnået på det politiske plan – og deres kyniske ageren – giver afsmag i de sociale bevægelser overalt på kloden.

Bedragene hindrer befolkningen i at forstå størrelsen af den krise, vi står i, og hvilke fundamentale ændringer, den fordrer.

Af samme grund har bevægelserne helt opgivet de internationale klimaforhandlinger som et legitimt og troværdigt forum i forhold til at løse klimaudfordringen.

Det er netop de store selskaber, der sammen med regeringerne fra vores del af verden, der (COP efter COP) har held til at gennemtrumfe utilstrækkelige målsætninger og ‛falske løsninger’ – heriblandt CCS, fracking, bioenergi – samt, ikke mindst, de rige landes mulighed for at slippe for at skære ned på deres eget energiforbrug og i stedet betale sig fra det ved at investere i ‛grønne løsninger’ i det globale Syd.

Teknologiske fix

Virksomhederne lykkes med at overbevise politikerne om, at deres teknologiske fix kan fikse klimaforandringerne – en gang ud i fremtiden forstås, men alligevel: Vi må forstå, at det er lige på trapperne!

Politikerne fra vores del af verden er lette at overbevise, for de har i forvejen travlt med at vildlede deres befolkninger til at tro, at vi er på rette kurs, og at det kun kræver små justeringer af vores livstil at komme i mål.

Rent og skært bedrag.

Og selv om vores politikere skulle være villige til at rette op på dette bedrag, så tør de ikke, for så vil virksomhederne istemme en klagesang om, at nu har de investeret i ‛god tro’, og nu kommer politikerne og vil ændre på rammebetingelserne (som netop var de gunstige rammebetingelser virksomhederne fra starten af fik gennemtrumfet).

En bedragerisk ond cirkel!

Kort før jul afdækkede Danmarks Statistik det bedrag, der ligger i, at emissionerne fra afbrænding af bioenergi ikke tælles med i det danske klimaregnskab – og at det giver et absurd fortegnet billede af vores klimaregnskab.

Der har været forbavsende lidt opmærksomhed om dette. 

Endnu et bedrag

I afsnit 2 af “Bedrag” blev jeg mindet om endnu en form for bedrag: Den administrerende direktør i “Energreen”, skal til møde i Klima- og Energiministeriet.

Ministeren vil bekræfte rygtet om, at subsidierne skal omfordeles, så der bliver færre til vindindustrien.

Vindmølleproducent 1 forstår ikke noget, for “Danmark har været førende for udvikling af vindenergi siden 1970erne”, og vindmølleproducent 2 supplerer: “Ja, og 30 % af hele vores energibehov bliver jo dækket af vindenergi i dag”, hvortil ministeren svarer: “Og det er jeg klar over …”.

Kære læser, lagde du mærke til fejlen?

Det er en fejl, der er gentaget igen og igen gennem de sidste årtier. Nemlig den, at ‛elektricitetsforbrug’ omtales som ‛energiforbrug’.

På den måde kan man vildlede uopmærksomme borgere til at tro, at vi er nået meget længere med hensyn til at omlægge til vindenergi, end vi er.

I virkeligheden udgjorde vindenergi under 7 % af vores samlede energiforbrug i 2014. 

Det er næppe hverken manuskriptforfatter, instruktør eller skuespillere, der er ude på at bedrage befolkningen.

De er blot symptomet på, at dette bedrag til fulde er lykkedes.

Så længe bedragene fortsætter, hindres befolkningen i at få realistiske forestillinger om størrelsen af den krise, vi står i, og hvilke fundamentale ændringer, den fordrer i forhold til vores produktions- og forbrugsmønstre.