Landbruget taler med to tunger. På den ene side praler erhvervets talsmænd i Landbrug & Fødevarer med, at dansk landbrug hører til det mest klima-, miljø- og dyrevenlige i verden, og på den anden side jamrer de sig, hver eneste gang, der er tale om at gennemføre bare små bitte forbedringer til fordel for klima, miljø eller dyrevelfærd. Dette endda selv om et flertal i Folketinget i foråret gav erhvervet endnu friere tøjler til at udvide produktionen. 

Med for-årets vækst-plan kan vi desværre forvente at se en øget gødnings-anvendelse og dermed øget klimabelastning. 

Den påståede klimavenlighed er ellers diskutabel. Det er ingen overdrivelse at sige, at den danske landbrugssektor udleder enorme mængder af drivhusgasser. Faktisk kan mere end en fjerdedel af de indenlandske emissioner henføres til det primære landbrug, når det hele regnes med, nemlig et tal på omkring 17 millioner ton CO2-ækvivalenter ud af Danmarks samlede emissioner, der ligger i omegnen af 60 millioner ton CO2-ækvivalenter. Oveni skal lægges et næsten ligeså stort tal fra importeret foder, kunstgødning med mere.

Urentabel biogas

Landbrugets eneste svar på klimaudfordringen er, at de er villige til at gennemføre nogle teknologiske fif med minimal effekt – dog kun hvis de støttes økonomisk af samfundet. Biogassen er et eksempel. Men den klimamæssige gevinst er usikker, for biogasanlæg er slet ikke rentable, hvis de kun kører på gylle. Derfor skal der tilsættes biomasse i form af affald og afgrøder. Og det rykker klimaregnskabet i negativ retning. 

Hvis man kigger på de seneste 20-25 års udvikling i landbrugets emissioner, viser det sig, at det, der virkelig har battet i forhold til at nedbringe klimabelastningen, er kravet om at nedbringe landbrugets kvælstofbelastning. Lattergas, der produceres, når mikroorganismer nedbryder og omdanner forskellige kvælstofholdige forbindelser, udgør nemlig størstedelen af landbrugets klimabelastning. Så når der fra samfundets side er stillet krav (eksempelvis i vandmiljøplanerne) om at begrænse brugen af kvælstof for at begrænse forureningen, har det samtidig været godt for klimaet. I praksis er landbruget blevet bedre til at udnytte gødningsværdien i husdyrgødningen til planteproduktion – i stedet for at lade den forurene omgivelserne – og derved har det været muligt at begrænse brugen af kunstgødning, uden at det er gået ud over produktionens størrelse. 

Evige klager

Det er en succeshistorie, som landbruget med stolthed beretter om, og som udlandet har fået øje på. Men det samme landbrug forsømmer ingen lejlighed til at klage over, at de har ulige vilkår i forhold til landmænd i andre lande, der ikke er underlagt de samme regler. Og med forårets vækstplan kan vi desværre forvente at se en øget gødningsanvendelse og dermed øget klimabelastning. 

Hvis landbrugets emissioner skal nedbringes, bliver det nødvendigt at begrænse den animalske produktion og den dertil knyttede foderproduktion. Det, der for alvor kan få betydning i forhold til fremtidens klima, er nemlig at omlægge marker med foderkorn til flerårige græsmarker og natur, så jordens indhold af kulstof kan genopbygges. Dét er der perspektiv i.