Et effektivt jordbrug er et jordbrug, der ernærer flest muligt mennesker med god og sund mad – og med mindst muligt arealforbrug og mindst mulig påvirkning af klima og natur. Derfor har vi over hele kloden brug for at gennemføre en omstilling af landbruget, så det tilpasses en overvejende vegetabilsk kostsammensætning.

Det er også det, en række internationale organisationer under FN anbefaler. For nylig udsendte UNEP, IPCC, FAO, WFP og IMF en fælles opfordring til at udnytte tiden efter corona til at satse på bæredygtige fødevaresystemer. De peger på fire elementer, der kan opsummeres således:

• Modstandsdygtige forsyningskæder: Mad, der er produceret lokalt, kan fordeles mere effektivt, mindske risikoen for fødevaremangel, fejlernæring og højere fødevarepriser – og samtidig styrke de lokale økonomier og skabe lokale job.
• Sund kostsammensætning: Jorden kan udnyttes mere effektivt og emissionerne fra landbruget begrænses, hvis vi begrænser overforbruget af animalske produkter. Og det vil være muligt at reducere sundhedsomkostningerne globalt og blive bedre forberedte på at kunne modstå nye pandemier, hvis vi omlægger statslige støtteordninger til produktion af sund mad og beskatter usunde fødevarer – og samtidig indretter offentlige indkøbsordninger, uddannelsesprogrammer og sundhedsvæsenet, så de fremmer en sund kostsammensætning.
• Regenerativt jordbrug: Et skift mod bæredygtigt og regenerativt jordbrug, der er forbundet med stærke lokale og regionale fødevaresystemer, kan helbrede vores jord, luft og vand. Det kan opnås ved at fremme bæredygtigt landbrug og indrette økonomi og lovgivning, så bæredygtige jordbrugere stilles bedre i forhold til de store intensive landbrug.
• Naturbevarelse: Reduktion i husdyrproduktionen, så den tilpasses en mere plantebaseret kost, er nøglen til at redde uberørte økosystemer. Globale tiltag til beskyttelse af Jordens planter og dyreliv er – sammen med tiltag til at udrydde handel med vilde dyr – helt centrale i forhold til at genskabe den biologiske mangfoldighed, øge kulstofbinding og reducere risikoen for fremtidige pandemier.

Disse tiltag ligger på linje med de anbefalinger, NOAH har sendt til klimaminister Dan Jørgensen. Her anbefaler vi blandt andet, at lovgivningen bør ændres, så kommunerne har mulighed for at sætte grænser for fortsat udvidelse af det industrielle landbrug. Under de gældende regler er der nemlig ikke meget, der understøtter den nødvendige omstilling. Og lokale politikere har ikke en chance for at sætte begrænsninger for en stadig udvidelse af den industrielle husdyrproduktion. Det har Folketinget besluttet. Men det lokale er jo netop der, hvor forandringerne skal forankres, og hvor de lokale beboere naturligvis skal have medbestemmelse.

Enhedslisten fremsatte i februar beslutningsforslag B 113, der netop adresserer dette behov:

“Forslaget pålægger regeringen inden udgangen af 2020 at fremsætte et lovforslag til ændring af lov om husdyrbrug, så kommunerne fra 2021 gives bemyndigelse til ud fra en helhedsvurdering at kunne afslå ansøgninger om udvidelse af husdyrproduktion. I 2017 blev kommunerne frataget muligheden for at afslå ansøgninger om markante udvidelser af husdyrbrug ud fra for eksempel hensynet til naboer, natur eller turisme. Med ændringen har kommunerne mistet mulighed for at foretage en helhedsvurdering af den enkelte ansøgning, og det lokalpolitiske råderum er indskrænket. Kommunerne bør gives selvbestemmelsen tilbage, så de ud fra lokale forhold og egne klimamål får mulighed for at afslå ansøgninger om udvidelser af husdyrbrug.”

Forslaget blev forkastet 25. juni. Bag denne afvisning stod Socialdemokratiet sammen med den borgerlige opposition. Det lover ikke godt for de kommende klimaforhandlinger.

Med afvisningen af lovforslag B113 har flertallet i Folketinget cementeret storlandbrugets enerådende ret over størstedelen af det danske areal. Og det kan ikke gå hurtigt nok med at genoptage forhandlingerne om at give de lokale politikere indflydelse på jordbruget i deres lokalområde.