27 Feb 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Retssikkerhed – en umulig opgave?

Blogs

Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer
Også formand for Dansk Blindesamfund og udpeget af socialministeren som medlem af det Centrale Handicapråd.
Blogindlæg af Thorkild Olesen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 28. januar, 2021, 08:38:41

Retssikkerhed – en umulig opgave?

Udhulingen af retssikkerheden på handicapområdet er taget til, siden kommunalreformen i 2007 flyttede hele ansvaret for området til kommunerne. Det er umuligt at sikre retssikkerheden, sådan som vi har skruet organisering og økonomi på området sammen i dag.

Begyndelsen af 2021 har igen sat fokus på problemer med retssikkerhed på handicapområdet. Dagbladet Politiken har i en artikelrække fortalt om borgere og familier, hvor manglende retssikkerhed har givet store problemer i form af manglende hjælp og støtte.

Man drukner faglighed på handicapområdet i udbudsrunder, som om det er en vej, man skal anlægge.

Der er tegnet et billede af et velfærdssamfund, som er under pres og måske afvikling, og hvor basal retssikkerhed ser ud til at drukne i økonomi.

Det er ikke nyt, at borgere med handicap og vores pårørende oplever disse problemer.

Faktisk er frustrationerne over udhulingen af retssikkerheden taget til, siden kommunalreformen i 2007 flyttede hele ansvaret for handicapområdet til kommunerne, og siden den økonomiske krise fra 2008 accelererede, at der blev mere fokus på økonomi end faglighed og viden i de kommunale afgørelser.

Venter på evaluering

Regeringen har sat i gang i en meget ventet evaluering af det specialiserede socialområde. Seneste kulmination er et borgerforslag, der foreslår, at opgaverne på området flyttes væk fra kommunerne og altså artikelrækken i Politiken. Så man kan godt stille sig selv spørgsmålet, om retssikkerhed på handicapområdet er en umulighed.

Svaret på spørgsmålet er selvfølgelig et klart nej. Retssikkerhed er ikke en umulig opgave, men den er umulig, sådan som vi har skruet organisering og økonomi sammen på området i dag.

De mange frustrationer, som kommer til udtryk i Facebook-grupper og i medierne, er et udtryk for, at vi borgere med handicap og vores pårørende ikke føler, at sagsbehandlingen har os og vores problemer i centrum.

Det er alle mulige andre hensyn, som er centrale, herunder ikke mindst kommunernes økonomi. Det, vi borgere med handicap og pårørende sidder tilbage med, er følelsen af ikke at have fået en fair sagsbehandling med en deraf følgende forståelig afgørelse.

Faglig viden i centrum

Det kan der gøres noget ved. Først og fremmest kan der gøres det, at borgere og pårørende ligestilles i relationen med den kommunale sagsbehandling.

Som det er nu, har kommunerne overhånden i alle forhold, fordi det er kommunen, der for eksempel bestemmer, om man skal spørge efter faglig viden i sagsbehandlingen, og det er kommunen, der har det fuldstændige myndighedsansvar i alle forhold i sagen.

Følelsen er, at den kommunale sagsbehandling kan lukke sig ind i sin egen boble, og så må man som borger eller pårørende stå udenfor og prøve at banke på dykkerklokken og håbe på kontakt.

For at borgere, pårørende og sagsbehandlere kan få den bedste faglige viden, er det nødvendigt, at vi fremmer, at den eksisterer.

Kommunalreformen har medført en afspecialisering, så de vidensmiljøer, der var på handicapområdet, er blevet færre og har fået det vanskeligere. Det skyldes ikke mindst en forkvaklet idé om, at viden og faglighed på området kan markedsgøres, og at man drukner faglighed i udbudsrunder, som om det er en vej, man skal anlægge.

Også på handicapområdet er viden noget, der opbygges med møjsommeligt arbejde, også her gør øvelse mester. Jo flere borgere med forskellige typer af funktionsnedsættelser man har i hverdagen, jo mere viden og faglighed opbygger man. Det er ikke anderledes end i alle andre forhold i livet.

Væk fra økonomitænkning

Og så skal vi have gjort op med den totale sammenblanding af myndighedsansvar og økonomi. Mantraet ved kommunalreformen var, at den, der betaler for musikken, også bestemmer, hvad der skal spilles.

Men vi ved alle, at en god fest kun opstår, hvis andre gæster også vælger noget af musikken. Det er grundlæggende usundt at sammenblande dem, der bestemmer, med dem der betaler, for det kan gøre det vanskeligt for dem at finde ud af, hvornår det er økonomi, og hvornår det er borgernes tarv, der er centrale.

Når det usunde princip overhovedet blev indført, var det fordi kommunerne fik til opgave at foretage den besparelse på handicapområdet, som Finansministeriet ikke kunne få amterne til at gennemføre.

Den delte finansiering af handicapområdet mellem amter og kommuner var heller ikke særlig let for borgerne, fordi det medførte et vist bureaukrati og længere sagsbehandlingstider.

Men realiteterne er, at vi i dag har udskiftet en dobbelt sagsbehandling i amter og kommuner med lange sagsbehandlingstider og vanskelige samarbejdsflader mellem kommunale afdelinger. Og placeringen af finansiering og myndighed har gjort det nærmest umuligt at få flere øjne til at se på sagerne, så man sikrer en høj faglig viden i afgørelserne.

Jeg har ikke den endelige løsning på alle problemer inden for handicapområdet. Jeg venter blandt andet på, at den evaluering, regeringen har sat gang i, kommer med nogle resultater, som kan indgå i drøftelser, så vi kan finde fornuftige måder at få borgere med handicap i centrum.

Mit udgangspunkt er dog de frustrationer, som er nævnt ovenfor, og som er konsekvenser af kommunalreformen.

Jeg er af den klare opfattelse, at kommunalreformens flytning af hele ansvaret for handicapområdet til kommunerne var en stor fejl. Der var problemer med måden, amter og kommuner arbejdede på, men der var ikke problemer med viden og faglighed på området i det omfang, vi ser i dag.

Borgerne skal i centrum

Jeg tror, at der skal flyttes opgaver væk fra kommunerne til et andet niveau. Selv med kommunalreformen og de større kommuner er der i dag alt for stor forskellighed blandt kommunerne i størrelse og dermed muligheder for faglighed og for tilstrækkelig økonomi.

Hvis man virkelig har borgerne i centrum, vil det også være naturligt, at flere borgere med handicap starter en rejse med habilitering og rehabilitering i sundhedssystemet, fordi vi ofte får konstateret funktionsnedsættelsen i sundhedsvæsnet.

Endelig skal vi have knækket nødden og fjernet det økonomiske hegemoni på området. Det er let nok at sige, at myndighedsansvar, visitation og sagsbehandling skal adskilles fra finansiering, men hvordan skal det gøres, uden at det bliver en ny, bureaukratisk papirtiger?

Jeg er uafklaret, åben og nysgerrig på forslag til forandringer på handicapområdet. Det kan lade sig gøre at sikre retssikkerheden, men der er ingen snuptagsløsninger.

Det eneste, jeg vil fastholde, er, at vi skal have borgere med handicap tilbage i centrum. Vores drømme og forhåbninger, ønsker og idéer skal være de centrale i fremtiden. Det ser det ud til er glemt de seneste to årtier.

Vi fik ikke, som Anders Fogh Rasmussen lovede i 2001, mennesker frem for systemer, vi fik det modsatte.