Danmark har lige haft besøg af Pablo Solón, der blev kendt som Bolivias kompromisløse chefforhandler for klimaspørgsmål ved COP15 i København og COP16 i Cancun.

Ved disse klimatopmøder forsvarede han Bolivias enestående kritiske position og blev samtidig højt respekteret af den del af klimabevægelsen, der arbejder for global retfærdighed på klimaområdet.

Kun folkelige mobiliseringer kan skabe en solidarisk klimabevægelse, der er stærk nok til at slå igennem.

Siden 2012 har han ledet den aktivistiske tænketank Focus on the Global South, og som repræsentant for denne var har inviteret hertil af Transform!Danmark for at tale ved weekendens internationale konference i København.

En skarp stemme

Både i sin tid som klimaforhandler og i sit nuværende arbejde er han kendt som en skarp stemme, der er kritisk overfor den ansvarsforflygtigelsen i forhold til de nødvendige reduktioner i de globale emissioner, som vi har oplevet under de seneste års klimaforhandlinger, og som især de industrialiserede lande er ansvarlige for.

I sine år som klimaforhandler fordømte han forhandlingerne bag lukkede døre, der førte til katastrofale aftaletekster helt uden forpligtende indhold i København og Cancún i form af 'Copenhagen Accord’ og 'Cancun Acccord’.

Lige nu er Solón stærkt foruroliget over det håbløst svage forhandlingsudkast, der ligger til grund for COP21 i Paris. Han kritiserer såvel manglen på handling her og nu som manglen på kortsigtede målsætninger frem mod 2030.

Hans pointe er, at det ikke hjælper at have en målsætning om at have standset udledningerne af klimagasser omkring midten af dette århundrede, hvis der ikke handles målrettet nu: "Forestillingen om, at vi kan ændre alt og redde verden i sidste øjeblik er spændende på film, men det fungerer ikke i det virkelige liv. Det gælder især, når vi taler om klimaforandringerne, hvor konsekvenserne af det, vi gjorde i det sidste århundrede, først lige er begyndt at manifestere sig".

Svag målsætning

Ifølge Solón er disse mangler en direkte følge af de forhandlingsresultater, der begyndte med de uforpligtende 'accorder', og som nu har ført til en situation, hvor man i bund og grund lader det være op til de enkelte lande at byde ind med, hvor meget de vil påtage sig i forhold til at nedbringe emissionerne.

Solón sammenligner situationen med et bygge en dæmning, hvor man har regnet ud, at den skal have en vis højde, hvis den skal kunne tilbageholde en vis mængde vand. Og så beder man alle dem, der har en interesse i dæmningen om at komme med så mange sten, som de synes svarer til deres muligheder og ansvar.

Sandsynligheden for, at den bliver høj nok til at leve op til de ønskede mål er minimal. Ligeså minimal er sandsynligheden desværre for, at landene vil byde ind med mål, der kan opfylde målet om at den globale middeltemperatur maksimalt må stige 1,5–2°C.

Pablo Solóns budskab er, at kun folkelige mobiliseringer og befolkningernes krav vil kunne ændre dette dødvande, og at dette samtidig er vores håb for fremtiden – at vi faktisk lykkes med at skabe en globalt solidarisk klimabevægelse, der er stærk nok til at slå igennem.