Generelt har de almene boligselskaber et meget godt image i det danske samfund.

De har været gode til at markedsføre sig som de helt store problemløsere på stort set alle sociale udfordringer i samfundet – og bliver belønnet med nærmest ubegrænset tillid.

Da boligselskabet KAB konstaterede pcb, bly og asbest under den igangværende renovering i Søndermarken og nægtede at genhuse beboerne, rejste der sig et ramaskrig.

Kritik af deres indsats er derfor nærmest helligbrøde – men med sagen om Søndermarken må der være kommet dybe rifter i den blankpolerede overflade.

Da boligselskabet KAB efter konstatering af pcb, bly og asbest under den igangværende renovering i Søndermarken nægtede at genhuse beboerne, rejste der sig et ramaskrig.

Men KAB nægtede at bøje sig – og leverede herefter de mest utrolige PR-stunts i ansvarsforflygtigelse og magtmisbrug.

Den 22. juni erklærer KAB-byggedirektør Rolf Andersson på TV2, at det "er fuldt forsvarligt at bo i Søndermarken under renoveringen". Da krisen fortsat tilspidses, bemærker han den 11. august, at den manglende genhusning skam er beboernes eget valg – øh, hvornår og under hvilke omstændigheder skulle dette valg være truffet?

Forinden havde KAB den 24. juni handlekraftigt erklæret, at man nu går efter de “skyldige”, fordi man ønsker, at “alle parter i sagen påtager sig deres ansvar”. Lyder jo umiddelbart godt og rigtigt, men hvad med boligselskabets eget ansvar som bygherre?

Forekomsten af pcb, bly og asbest er velkendt i bebyggelser fra 1950-77 – men kommer alligevel åbenbart altid bag på boligselskaberne. Det skete også i store boligafdelinger som Tingbjerg og Egedalsvænge og gav enorme budgetoverskridelser. KAB kender det i øvrigt også fra boligafdelingen Ellebo, hvor samme KAB-direktør i december 2017 til TV2 udtalte: Alle renoveringsprojekter rummer overraskelser og uforudsetheder, og det planlægger vi også efter (sic!).

Meromkostninger på 70 millioner

Men derfra og til at påtage sig et ansvar for Søndermarken er der meget langt.

Det PR-mæssige klimaks i ansvarsforflygtigelse nås, da KAB mandag den 27. juli 2020 (altså midt i ferien!) med 14 dages varsel indkalder beboerne i Søndermarken til et ekstraordinært afdelingsmøde den 10. august med ét punkt på dagsordenen: Stem ja eller nej til meromkostninger på 70 millioner kroner ved genhusning, altså en kraftig huslejestigning på grund af boligselskabets forsømmelighed under planlægningen.

Skinhelligt melder man ud, at dette er den “beboerdemokratiske” måde at afgøre sagen på – men det er regulær afpresning! Under de givne omstændigheder må genhusning være en ret for beboerne – og denne ret kan ikke sættes til afstemning, når beboernes liv og helbred står på spil!

Lige så misvisende er KAB's påstand om, at skridtet er nødvendigt på grund af princippet om balanceleje. Princippet kræver, at huslejen i enhver boligafdeling skal dække alle driftsomkostninger inklusive en relativ del af boligselskabets omkostninger, men her er tale om bygge- og anlægsvirksomhed.

Beboere fik stoppet angreb

Så KAB forsøgte både at misbruge beboerdemokratiet og princippet om balancelejen for at tørre prisen for sin forsømmelighed af på Søndermarkens beboere. Det er topmålet af ansvarsforflygtigelse!

Beboerne skulle tages på sengen – med pistolen for brystet: Ja, det er rene mafiametoder!

Heldigvis sover Søndermarkens beboere med støvlerne på, og de fik stoppet KAB’s overrumplingsangreb med en i al hast indsamlet underskriftssamling. KAB måtte indse, at deres ja/nej-spørgsmål ville blive afvist den 10. august, og det kunne jo blive ganske pinligt. Så mødet blev aflyst. Naturligvis ikke af den grund, nu præsenterer man sig igen som det omsorgsfulde boligselskab, der har fundet andre løsninger, så en voldsom huslejestigning kan undgås.

Jamen, den mulighed har jo hele tiden været der, hverken i Tingbjerg eller i Egedalsvænge udløste det ikke-budgetterede behov for oprensning og genhusning en huslejestigning – så hvorfor skulle beboerne i Søndermarken egentlig udsættes for alt dette?

Når det sker så tit, bør man jo også spørge, om sådanne store renoveringer bevidst underbudgetteres? Og hvorfor? For at sætte flere i gang, da Landsbyggefonden som hovedsponsor ikke har ubegrænsede midler, og/eller spiller byggesagshonoraret til boligselskabets ledelse en rolle?

Hvor er den kritiske journalist og/eller den allestedsfraværende boligminister?