Igen i år topper Danmark listen som det mindst korrupte land i verden, nu for tredje år i træk.

Det viser den årlige opgørelse fra organisationen Transparency International: 

Og igen er der fare for, at førstepladsen tages som bevis på, at korruption ikke findes i Danmark.

Det synes overset, at der i de sidste ti år er sket en enorm magtkoncentration i den almene boligsektor via fusioner mellem boligforeninger.

Transparancy International advarer endda udtrykkeligt mod en sådan slutning: Korruption findes skam i Danmark, og derfor må problemet ikke ignoreres i en dansk sammenhæng!

Der nævnes sager som ATEA (hvor den sidste dom lige er blevet afsagt), Seruminstituttet, hærchefen, Britta Nielsen, Carlsberg, Danske Bank og Mærsk, men PFA og Lego er nu for resten heller ikke gået fri.

Korruption defineres som: "Misbrug af betroet magt for egen vindings skyld". Og dækker dermed bestikkelse, smørelse, underslæb, afpresning, nepotisme, karteller med mere.

Det ses, at magt er en forudsætning for korruption – og det betyder, at risikoen for korruption stiger ved enhver form for magtkoncentration. I et demokrati forhindrer magtbalanceprincippet med opdelingen i en dømmende, lovgivende og udøvende magt, at en enkelt person/institution kan få den totale magt.

Magtudøvelsen kontrolleres desuden via lovgivningen, som eksempelvis offentlighedsloven. Men hvordan står det så til, når vi bevæger os ned i samfundet? Som lejerforening kan vi konstatere, at det synes helt overset, at der i de sidste ti år er sket en enorm magtkoncentration i den almene boligsektor via fusioner mellem boligforeninger.

Stor omsætning

Ganske vist er der på papiret stadig cirka 800 boligforeninger i Danmark, men et enkelt boligselskab, KAB, sidder allerede via fusioner på administrationen af mere end 62.000 almene boliger, altså på ti procent af de cirka 620.000 almene boliger i Danmark.

Når man så tænker på de mange milliarder, der hvert år omsættes i denne sektor (anslået cirka 50 milliarder kroner), er der tale om en enorm magtkoncentration, også fordi topstyringen via landsforeningen BL Danmarks Boliger (og KAB?) bliver mere og mere udpræget.

Magtforskydningen mellem beboerne og administrationen er evident for alle, der lever i den almene sektor. På papiret har beboerne ganske vist magten via reglerne om beboerdemokratiet, men de har desværre ikke meget at have den i, ud over stemmeretten på det årlige afdelingsmøde.

Administrationen sidder i det daglige ikke blot på alle ressourcer, men har reelt frit slag. Offentlighedsloven gælder ikke for den almene sektor, så beboerne har ingen mulighed for at kræve indsigt i boligselskabernes dispositioner – og selv den mindste kritik/indsigelse/tvivl bliver mødt med et massivt advokatopbud fra boligselskabernes side. På beboernes bekostning forstås, for de er de eneste betalere i dette system.

Interesserer sig ikke for almene boliger

Politikerne synes heller ikke særligt interesserede i forholdene i den almene sektor, hvilket vi sædvanligvis tilskriver boligselskabernes enorme indsats på medieområdet, naturligvis også på beboernes bekostning.

Mange kalder det ren propaganda. Alligevel rumsterer det da i den almene boligsektor, især efter Radius-sagen, der viste, hvordan ledende medarbejdere i store boligorganisationer "misbruger betroet magt for egen vindings skyld", i dette tilfælde at få en velbetalt plads i Radius’ bestyrelse.

Nye sager om korruptionslignende forhold dukker jævnligt op, men når desværre sjældent udover lokalområdet.

Men nu har en enkelt politiker, Venstre-rådmanden Büniyamin Simsek fra Aarhus, efter en række konkrete sager fået øje på de uholdbare tilstande i den almene sektor og har taget problemet op som en generel risiko på grund af magtforskydningen mellem en stadig mere professionel administration og "amatørbestyrelserne".

Büniyamin Simsek skal have stor tak for at have sat ord på et stigende problem, som ingen åbenbart rigtig tør røre ved. Risikoen for korruption i den almene sektor er ganske enkelt enorm.

Truet med injuriesag

Selv har jeg efter afsløringen af en række stærkt kritisable dispositioner oplevet, at boligselskabets direktør truede mig med en injuriesag, bare fordi jeg spurgte, hvordan boligselskabet egentlig sikrede, at indkøberne (typisk de lokale driftschefer) ikke blev eller var alt for gode venner med leverandørerne.

Også her skal man tænke på, at enhver aftale mellem et boligselskab og en leverandør bliver betalt af beboerne. Det normale modsætningsforhold mellem en køber og en sælger er derfor ikke nødvendigvis til stede.

Büniyamin Simsek mener, at løsningen på dette dilemma er at få erhvervsfolk ind i boligselskabernes ledelse. Vi mener, at en retablering af magtforholdet mellem beboerne (de betalende) og administrationen (de forbrugende) er den eneste vej, og det kræver lovgivning. Aktindsigt i boligselskabernes dispositioner er ganske enkelt nødvendigt som et første skridt!