Højrekræfter i SF forsøger i disse dage at opbygge en "dolkestødslegende", hvorefter partiets exit af regeringen skyldtes, at venstrekræfter ikke ville bakke formanden og regeringen op i Goldman Sachs sagen.

Man må håbe, at S indser, at SF's nedtur også er et vink med en vognstang til dem.

Og det er da rigtigt, at den velbegrundede modvilje i dele af partiet mod at støtte det famøse salg af DONG-aktier til Goldman Sachs blev den umiddelbare anledning til SF´s udtræden af regeringen.

Men SF's exit har langt dybere årsager, først og fremmest at regeringen opgav størstedelen af det, som man var gået til valg på, og i stedet overtog VK's økonomiske politik og reformer, blandt andet dagpengeforringelser, forringelse af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og SU, topskatte- og selskabsskattelettelser, kæmpestore merbesparelser i kommuner med videre.

Legitimering af borgerlig politik

Især blev dette udsalg føleligt for SF. Uanset hvor meget tilhængere af regeringsdeltagelsen talte med våde øjne om "SF's store indflydelse og resultater" i regeringen, så er kendsgerningerne, at SF aldrig fik nogen større indflydelse. Tværtimod solgte man ud gang på gang og måtte indkasserer det ene nederlag efter det andet: Millionærskat, betalingsring med mere.

SF's regeringsprojekt endte som legitimering af borgerlig økonomisk politik, og partiet fremstod primært som halehæng til en stærkt højredrejet SR-akse. Noget som SF's medlemmer naturligvis ikke kunne genkende sig selv i, hvilket fik vælgeropbakningen til at styrtdykke og sled partiet op. Allerede ved kommunevalget blev SF reduceret til en 1/3 af hidtidig tilslutning.

At partiledelsen ikke for længe siden korrigerede kursen, kan kun skyldes, at store dele af den i virkeligheden selv mere var socialdemokrater, hvad den seneste tids partiskift jo også har vist.

SF's regeringsexit skyldes således dybest set højredrejningen og socialdemokratiseringen af partiet, og at man overtog VK's borgerlige økonomiske politik og reformer, og dermed vendte ryggen til sine egne. At der hermed ikke er en nogen fremtidsudsigt for SF i at videreføre denne politik turde være selvindlysende.

Socialdemokratiet

Men nok så væsentligt rummer denne indsigt også et vink med en vognstang for Socialdemokratiet vedrørende dette partis udsalg af valgløfter og økonomisk-politiske højredrejning. S fremstår lige så lidt som SF som noget økonomisk politisk alternativ til en borgerlig regering, men alene som et mindre onde. Og derfor flygter også socialdemokraternes egne vælgerne fra partiet.

Og med SF ude må S nu i højere grad selv stå til ansvar for sit politiske udsalg. Ændrer S ikke politik og vender i højere grad tilbage til det, som man gik til valg på, styrer partiet mod en kæmpe vælgerlussing ved næste folketingsvalg.

En ting er, at Thorning så bliver nødt til at gå som S-leder, og at den ikke-borgerlige fløj i Folketinget dermed igen risikerer at skulle tilbringe 10 nye år i opposition, før man har genvundet den forliste troværdighed. Men endnu værre er, at det desværre vil bringe Løkke og de borgerlige tilbage i regering med en endnu mere højredrejet økonomisk politik og velfærdspolitik. Vi kan så vente massive velfærdsbesparelser, indførelse af brugerbetaling og meget mere til finansiering af endnu voldsommere (top)skattelettelser.

Man må for velfærdsstatens skyld indstændigt håbe på og arbejde for, at S indser, at SF's nedtur også er et vink med en vognstang til dem: " bliver de næste, hvis I ikke vender tilbage til det, I gik til valg på".