Viden om befolkningens gøren og laden – herunder for eksempel sygdoms-, trafik- eller forbrugsmønstre – er en guldgrube for både regeringer og virksomheder, der mest muligt effektivt vil kunne målrette deres indsats.

Beslutninger, der tages i dag, vil afgøre, om vi om 10 år har et privatliv og et åbent internet, som vi kender det i dag.

Og ja, det er da rart for den enkelte, hvis tegn på sygdom kan opfanges tidligt. Og bekvemt at få rejsetilbud, hvis man netop har søgt på rejsemål via nettet. Men det er ikke spor rart, hvis man omvendt bliver nægtet visse sundhedsforsikringer eller et job hos en privat eller offentlig arbejdsgiver, der har viden om dine personlige holdninger eller interesser.

Pointen er, at data selvfølgelig kan blive brugt såvel som misbrugt. Hvorfor der er al mulig grund til at sikre sig maksimal kontrol og viden om egne data – herunder at lære sig metoder for databeskyttelse og datastrejke her og nu, det vil sige konkret tilbageholdelse eller tilbageerobring af information.

Langt fra paranoid science-fiction

Alt dette er langt fra spekulationer og dyster fremtidsmusik.

Allerede i dag sker der en omfattende og lovlig registrering af data. Derudover kommer den ulovlige samt den, der er juridisk kastebold. Til sidstnævnte hører eksempelvis patient-databasen Dansk Almen Medicinsk Database (DAMD). Databasen har de sidste syv år indsamlet data fra alle danskeres lægekonsultationer – langt ud over det oprindelige diabetes-formål.

Imidlertid har Kulturministeriet nu bestemt, at databasen er bevaringsværdig, og at Rigsarkivet kan overtage de dybt personfølsomme oplysninger. Altså indtil den dag, Folketinget bestemmer sig for at åbne arkiverne.

Venstremanden Michael Lange – i øvrigt ansat i medicinalfirmaet Novartis – har på den baggrund foreslået, at dele af den ulovligt indsamlede database snarest skal sælges til industrien.

Retten til at dele information

Når PROSA, It-politisk forening og andre taler om digitale rettigheder, handler det – som ovenfor – ofte om frihed fra overvågning. Men digitale rettigheder handler i høj grad også om det modsatte – dvs. retten til at blive hørt, hvis man ønsker det.

Hvor ytringsfrihed for 100 år siden kunne siges at være enhver mands ret til at købe en trykpresse, er ytringsfriheden med internettet blevet klart demokratiseret. Nettet er på den måde ikke blot et sted, hvor der indsamles information – men i høj grad også en spreder af information, tilgængelig for enhver med noget på hjerte.

Imidlertid arbejder en række store virksomheder for at opbløde princippet om såkaldt netneutralitet, dvs. at al datatrafik skal behandles lige. Beslutningerne, der tages i dag, vil derfor afgøre, om vi reelt har et privatliv om 10 år – men også et åbent internet, som vi kender det i dag.