Afsløringerne af de usle vilkår for udenlandske lastbilchauffører - ansat ved det danske vogmandsfirma Kurt Beier ved Padborg - er blot et enkelt eksempel på den sociale dumping, der er fulgt i kølvandet af EUs indre marked.

Hverken Lars Løkke eller Mette Frederiksen vil røre ved sagens kerne, nemlig friheden for arbejdsgivere til at udnytte arbejdskraft.

På den baggrund har Lars Løkke Rasmussen her i valgkampen luftet tanker om en lovfastsat mindsteløn for at sikre en vis beskyttelse af udenlandske arbejdere. Omvendt har Socialdemokratiet og Mette Frederiksen talt for et opgør med arbejdskraftens frie bevægelighed i sig selv.

Problemet er, at begge reelt ikke vil røre ved sagens kerne, nemlig friheden for arbejdsgivere til at udnytte arbejdskraft, og at forskellige grupper af arbejdere bliver sat op imod hinanden, mens virksomhedsejerne slipper fri.

Organisering frem for splittelsespolitik

Lars Løkke er ikke netop kendt som en ven af hverken udlændinge eller lønarbejdere, men Mette Frederiksens indfaldsvinkel er her langt fra bedre. I ord går hun imod social dumping, men i praksis har hun hér vendt sig imod de udenlandske arbejdere, som om de er et problem i sig selv. Dermed lægger hun skylden på en gruppe udsatte arbejdere, hvor svaret omvendt burde være at række hånden ud til dem i en fælles kamp for velfærd og et godt arbejdsliv.

Heldigvis findes der røster i fagbevægelsen, der ikke uden videre er med på at angribe udlændinge, men i stedet prøver at skabe nye fællesskaber og også f.eks. give plads til nye klubber, hvor hovedsproget er polsk, rumænsk eller engelsk. Ligesom der også er fagforeninger, der søger samarbejde med ligesindede på tværs af EU for på dén måde at tage initiativet tilbage fra neden, gå til direkte aktion og kræve fokus på mennesker frem for blot handel.

For fælles løsninger, ikke halsløs konkurrence

Stadigt flere flytter, arbejder og uddanner sig på tværs af de gamle landegrænser, der giver mindre og mindre mening. Økonomierne er viklet tæt ind i hinanden, og vi er afhængige af hinanden på nye måder. Politikere, der kun taler om løsninger for enkelte nationaliteter eller som tror, at man kan forskanse sig ud af problemerne og skrue tiden tilbage til lukkede nationalstater, lever i høj grad i fortiden.

Fremtiden tilhører i stedet den internationale arbejderbevægelse, der må på banen med tiltag mod finansspekulation, skattely og superprofitter samt kæmpe med næb og klør imod et opskruet arbejdstempo, nedskæringer og trusler om lønnedgang på grund af den internationale konkurrence.

Som lønarbejdere skal vi ikke lade os spille ud imod hinanden, men tværtimod sikre en fælles bund på tværs, der kan skabe et godt liv for de mange, hvad enten man er fra Brande, Berlin eller Bratislava.