Det er helt OK med oplysningskampagner om, hvordan overenskomster kan sikre rettigheder på arbejdspladsen. Men det ville være endnu mere OK, hvis man samtidig fik fortalt, at det til syvende og sidst kun er aktive medlemmer, der kan sikre noget som helst.

Det sidste halve år har LO og FTF ført en fælles kampagne, ”Er du OK”. Konkret med udgangspunkt i, at mange (især unge) ikke er klar over, hvor meget, de faglige organisationer faktisk betyder på arbejdsmarkedet. Lige fra at 70 procent tror, at folketinget har fastsat en mindsteløn – til at ferie, pension og barns første sygedag nok også er omfattet af loven. Hvad der selvfølgelig ikke er rigtigt. Virkeligheden er, at funktionærloven ikke giver dig ret til særlig meget, og at overenskomster giver dig langt større sikkerhed for, at dine opnåede rettigheder ikke uden videre kan fjernes.

Så langt er OK-kampagnen glimrende. Men virkeligheden er desværre også, at navnlig landsoverenskomsterne er meget skrabede – og at de kan misbruges af arbejdsgivere til at underminere gode lokalaftaler. I it-branchen kender vi det fra CSC, hvor arbejdsgiveren foretrak et opgør med PROSA for i stedet at tilslutte sig HKs landsoverenskomst. Bagefter kom turen til KMD, hvor det blev HKs egen lokalaftale, der måtte lade livet pga. landsoverenskomsten.

Hvis vi som lønmodtagere ensidigt fokuserer på overenskomsterne uden samtidig at ruste os til at føre kampen lokalt, risikerer vi gang på gang at blive kørt over. Med den nuværende offensiv fra arbejdsgiverne – både private og offentlige – er det langt fra oplagt, at centraliserede forhandlinger og håb om fattet dialog vil føre til andet end en perlerække af nederlag. Derfor er det på tide, at medlemmerne tager magten i dagligdagen og ser på fagforeningen som sig selv frem for fagbureaukratiet.

I PROSA forsøger vi at opmuntre medlemsinitiativet, både i forhold til arbejdspladser, studerende og ledige – og gerne på tværs af fag. Det er faktisk ret svært, og tit går det skævt. Men når det lykkes, er gennemslaget klart større og bedre. Her tre eksempler:

En gruppe ledige PROSA-medlemmer var utilfredse med at blive sendt i aktivering og ud til "anden aktør". Med støtte fra PROSA og Min A-kasse startede de kampagnen "Ledige uddeler Smiley", hvor ledige selv kan anmelde deres oplevelse på en hjemmeside,  http://ledigeuddelersmiley.dk. Samarbejdet er et græsrodsprojekt og omfatter idag også ledige bl.a. fra HK, Socialpædagogerne og andre faggrupper. 

En anden historie stammer fra uddannelsen til it-teknolog i København, hvor de studerende var utilfredse med undervisningen. Efter de obligatoriske runder med brok og klager til administrationen tog de sagen i egen hånd. De skaffede sponsorater til køb af nyt udstyr, overtog et lokale og begyndte at undervise hinanden i fritiden. De skabte et stærkt sammenhold, en bedre uddannelse og en tro på egne kræfter.

Hvis PROSA blot havde henvendt sig udefra, havde vi næppe fået det samme udfald. Nu havde vi tværtimod både en lokal aktionsgruppe og et eksternt pres i kraft af professionel assistance. Det er OK – og det er sådan, vi skal tænke på fagforeningen: At det er os selv, der skal tage initiativet.

Den tredje historie er et eksempel på det sidste, og hvor den faglige ungdom er ved at overhale os alle indenom. Med kun to år på bagen har det faglige ungdomsinitiativ "Fremtidsfighters" allerede oplevet adskillige arbejdskampe. På den baggrund starter de nu en ny kampagne med titlen "Gør det selv". Hvis du er frisk som dem, så bør du komme forbi onsdag den 22. maj fra kl. 17.30 hos Metal Hovedstaden. Jeg håber, vi ses.