Ved indgangen til 1900-tallet arbejdede kræfter i fagbevægelsen for én samlende organisation eller ”One Big Union” på tværs af landegrænser og fag. Den samlende klassesolidaritet skulle køres i front frem for snæversynede faginteresser.

100 år senere er der også kræfter, der arbejder for samling – stadigvæk med hovedargumentet om at stå stærkere i fællesskab over for arbejdsgiverne, blot inden for rammerne af de etablerede fagforeninger.

Der er brug for en fagbevægelse, der sætter medlemmernes interesser i centrum frem for hensynet til både politikere og profithunger.

Forskellen er bare, at vi i dag godt ved, at man kan fusionere sig til døde, og at faglig stolthed og identitet er en drivkraft, der ikke bør undervurderes. Desuden er der langt fra et lighedstegn mellem højt medlemstal og stor styrke – det kommer helt an på, hvordan et forbund er organiseret og i hvilken grad, medlemmerne selv er involveret i det faglige arbejde.

I over 40 år har PROSA udelukkende organiseret inden for it-faget. Organisationen har både vundet og tabt overenskomster og har tillidsrepræsentanter på adskillige arbejdspladser, heraf flere fællestillidsfolk. Samtidig har professionsetik fra starten spillet en stor rolle, og PROSA har gået i spidsen for at se informationsteknologi i en samfundssammenhæng.

Aktuelt er PROSA for eksempel med i kampagnen imod EU's patentdomstol på grund af frygt for, at software-patenter vil blive indført ad bagdøren. PROSA er også kraftigt imod anti-terrorlovene og den massive registrering, den lægger op til. Blot for at nævne nogle få sager, som organisationen har engageret sig i gennem tiden.

En dyb forankring i en bestemt faggruppe er derfor langt fra i strid med hverken solidaritet eller en kritisk indstilling over for skiftende regeringer eller arbejdsgiveres ønske om at udnytte faget til bestemte formål. Men hvis det ikke blot skal blive symbolmarkeringer, så kræver det selvfølgelig, at aktive medlemmer selv er med til at udforme, kvalificere og også gennemføre politikken, og at fagforeningen både bygger på og opmuntrer til demokrati og solidaritet.

I dag som for 100 år siden er der behov for en fagbevægelse, der sætter medlemmernes interesser i centrum frem for hensynet til både politikere og profithunger. En rigtig fagbevægelse, der positivt skiller sig ud fra de skrabede og gule alternativer ved både reelt at udgøre de faglige fællesskaber og reelt også forsvare dem mod en stadigt mere aggressiv arbejdsgiverstand. Og sidst, men ikke mindst, en bevægelse, der stadigvæk er i stand til at tænke og handle solidarisk på tværs af landegrænser og fag – uafhængigt af, om vi selv er organiseret ud fra fag, industri eller en tredje måde.