17 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Modstand i løvens hule

Blogs

Bjarke Friborg
Faglig konsulent i PROSA
Født i 1972. Faglig konsulent i PROSA/Forbundet af IT-professionelle og fagligt aktiv i Dansk Magisterforening. Blogger om nye arbejds-, aktions- og virksomhedsformer.
Blogindlæg af Bjarke Friborg

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 14. november, 2017, 05:59:50

Modstand i løvens hule

Kritiske it-professionelle i USA er blandt bannerførerne for kritik af nye overvågningsteknologier, koblet med solidaritet på tværs af fag og befolkningsgrupper.

Gennem årtier har de store it-firmaer prædiket frihed, frimarked og fremtidstro, og undervejs omformet verden i sit billede. I dag er facaden krakeleret, og blandt de fremmeste kritikere findes branchens egne ansatte.

Der er igen kommet fokus på, at it-arbejdere også er lønarbejdere, der skaber merværdi til en lille gruppe ejere og storaktionærer.

En udløsende faktor har klart været valget af en ny og uberegnelig præsident, der hetzer udsatte befolkningsgrupper, minoriteter og anderledes tænkende, og som råder over USAs højteknologiske overvågnings- og militærapparat. Alligevel var der allerede før valget en bevægelse i gang, der viste, at it-branchen langt fra kun er for højrelibertære.

Under Bernie Sanders’ venstreorienterede valgkampagne var det ansatte ved Google, Microsoft, Apple, Amazon og IBM, der stod for det højeste antal donationer - langt flere end Hillary Clinton modtog. På det tidspunkt havde foreningen Tech Workers Coalition været aktiv siden 2014 og blandt andet støttet initiativer som Silicon Valley Rising, der kæmper mod huslejestigninger og for gode arbejdsvilkår for alle inden for it-branchen - ikke kun for de højest betalte stjerneprogrammører. Da Trump blev valgt, fik kampagner som dette pludselig ekstra opmærksomhed og en strøm af nye aktivister.

"Aldrig mere"

I november 2016 blev aktionsgruppen Tech Solidarity stiftet, og i december lanceredes "Aldrig mere-løftet" ("Never Again Pledge"), hvor de forpligtede sig til aldrig at deltage i opbygningen af en regeringsdatabase, der kortlagde individer på grund af race, religion eller etnisk oprindelse. Protesten var direkte rettet imod Trumps planer om at registrere borgere med muslimsk baggrund og om at deportere udokumenterede indvandrere. "Aldrig mere" var her en reference til IBMs samarbejde med nazisterne og til interneringen af japanere i USA under den 2. verdenskrig.

Næste skridt var protesterne mod det kontroversielle it-firma Palantir, der netop samarbejder med Trump om overvågning og registrering. Og i januar 2017 udvandrede i tusindvis af Google-ansatte fra jobbet for at demonstrere mod det varslede indrejseforbud fra muslimske lande.

It-arbejdere er også arbejdere

I dag har Tech Solidarity aflæggere i hele USA, fra Seattle til New York og San Francisco. Tech Workers Coalition har støttet kantinearbejdere hos Facebook i deres kamp for en overenskomst, og kritiske it-professionelle har været med til at afdække sexisme og forskelsbehandling i branchen. Desuden er der igen kommet fokus på, at it-arbejdere også er lønarbejdere, der skaber merværdi til en lille gruppe ejere og storaktionærer.

Her i Danmark kender vi godt til værdien af et solidarisk fagforbund for it-professionelle, der tager kritisk stilling til it-politiske spørgsmål. En tilsvarende organisering i "løvens hule" USA kan være en vigtigere medspiller, end vi aner.