I over 100 år har fagforeninger godtaget, at arbejdsgivere har ledelsesretten mod til gengæld at indgå overenskomster og aftaler med de ansatte. Men hvorfor blive ved med at acceptere denne ledelsesret, når arbejdsgivere i dag ikke længere vil acceptere gensidige aftaler med de ansatte – og når vi som lønarbejdere måske godt kunne have fordel af at tænke helt ud af boksen?

Selvfølgelig kan vi styre både samfundet og produktionen, uden at være afhængige af nogle få ejere.

Alene det sidste år har jeg som ansat i it-forbundet PROSA haft kontakt med flere medlemmer, der ønsker at afprøve virksomhedsformer, hvor der ikke som sædvanligt er én direktør og resten er undersåtter, mens nogle eksterne aktionærer i øvrigt smutter med overskuddet. Der er medlemmer, der ønsker at starte virksomhed selv, men med et socialt formål og medarbejderstyret – og der er medlemmer, der bare er godt trætte af inkompetent ledelse, af profitstyring eller af i konkurrenceevnens navn at blive sat op imod kolleger i andre lande eller virksomheder.

Samtidig er overenskomster og velfærdsrettigheder generelt under pres – og det er klart, at mange arbejdsgivere ønsker sig væk fra den gamle model, hvor de ansatte er kollektivt repræsenteret over for ledelsen, og hvor der er gensidigt bindende aftaler.

Når nogle få ejer og bestemmer

For nogle i fagbevægelsen er svaret at kræve bedre og evt. mere professionel ledelse – i kombination med et forsvar for overenskomster, samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentanter, der kan være med til at sikre de ansattes stemme og repræsentation over for ledelsen.

Men hvorfor netop stoppe ved kravet om repræsentation over for ledelsen eller ved kravet om bedre ledelse? For fagbevægelsens pionerer var det de fås private ejendomsret til frugterne af de manges fælles indsats, der var problemet. Herunder at produktionen og dermed samfundsøkonomien var unddraget demokratisk kontrol. Begge forhold er for mig at se uændrede.

Med andre ord er ledelsesretten nært knyttet til ejendomsretten – som jeg mener, der er et kæmpestort behov for at udfordre og tale åbent omkring. Inden for it-branchen er der f.eks. masser af arbejdspladser, hvor de ansatte oplever en relativt flad struktur og et åbent debatklima. Lige indtil nogen skal fyres, eller der er overskud. For det er her, at henholdsvis ledelsesretten og den private ejendomsret til produktionsmidlerne fremstår allermest tydeligt – når nogle få ensidigt bestemmer over de manges liv og arbejdsliv.

Ja til en demokratisk økonomi

Det er her, at vi i fagbevægelsen og som socialister skal på banen. For selvfølgelig kan økonomi indrettes demokratisk og produktion underlægges debat og behovsvurdering frem for kun markedsanalyse og ønskerne fra de købestærke. Og selvfølgelig kan vi styre både samfundet og produktionen, uden at være afhængige af nogle få ejere til at diktere vores adfærd.

At begrænse vore krav og idéer til blot en bedre og mere involverende ledelse og til forsvaret for overenskomster, er at begrænse vores samfundshorisont. For hvorfor er det lige, at ”den danske model” eller socialdemokratisk kapitalisme skulle være historiens endestation? Eller at folketinget skulle være det eneste sted, at vi skal diskutere samfundsreformer? Eller at virksomheder og organisationer kun kan indrettes på én måde, hvor der altid skal være chefer og underordnede?

Lad os bryde ud af over 100 års mundkurv i forhold til ledelsesretten, så vi kan tage debatten om fremtiden helt uden skyklapper på. Arbejdsgiverne er allerede godt i gang – nu er det vores tur.