Selvom de ansvarlige åndede lettet op, da regeringen og Enhedslisten før sommerferien fandt en midlertidig løsning for de arbejdsløse, som mister dagpengeretten, så er problemet ikke løst. Tværtimod. Mere end 23.000 har allerede nu mistet dagpengeretten – og endnu flere vil komme til.

Regeringen skubber blot problemet foran sig. Man har oven i købet valgt at fodre hunden med sin egen hale. ”Løsningen” er betalt blandt andet ved at udsætte de arbejdsløses muligheder for efteruddannelse de første fire måneder og udsat muligheden for seniorpension, så længe den midlertidige løsning kører.

Det bør være en hovedprioritet for regeringen, at der rettes op, så det igen giver mening at forsikre sig i en a-kasse. 

Det er tankevækkende, at regeringen tilsyneladende ikke kan gennemføre en politik, der peger hen mod sine egne valgløfter, og som skal tilgodese egne vælgere, uden at lave sådanne krumspring for at finansiere den. Mens der ikke er lignende krav til selvfinansiering, når det gælder skattelettelser til de bedst stillede og til erhvervslivet.

Når regeringen hverken vil ændre optjeningsperioden eller den forkortede dagpengeperiode, trods de voldsomme konsekvenser, både for dem der rammes og for den danske model, så kan man ikke tolke det anderledes, end at de folk skal tæskes ud af dagpengesystemet, så der bliver skabt en gruppe, som er desperat nok til at affinde sig med at komme til at gå som løntrykkere. For store grupper vil det ikke give mening at forsikre sig, fordi de ikke har en reel mulighed for at optjene dagpengeret.

Spørgsmålet er, hvad det er for et samfund, vi vil have? Med sin benhårde fastholdelse af den borgerlige dagpengereform har regeringen åbenbart accepteret, at der ikke er andre muligheder end at traske i tyskernes fodspor, med alt hvad det indebærer med store grupper af working poor.

Hvor er kravet om selvfinansiering, når det gælder skattelettelser til de bedst stillede og til erhvervslivet.

Men at fortsætte ad den vej betyder en total undergravning af den danske model. Det helt besynderlige er jo, at regeringen er blevet blind for det faktum, at det er den højtbesungne flexicurity-model, som er grundlaget for den velstand og den stærke konkurrenceevne, som trods alt stadig er fundamentet for dansk økonomi.  Hvis fordelene ved flexicurity skal fastholdes, så må vi stå på begge ben, og det kræver en varig løsning, som genskaber et fair og trygt dagpengesystem.

Det er helt afgørende, og det bør være en hovedprioritet for regeringen, at der nu rettes op, så det igen giver mening at forsikre sig i en a-kasse. 

Hvis regeringen vælger at ”stå fast” og fortsætte ad den tyske vej, så er det ikke kun dens eget liv, den sætter på spil. Det er faktisk en af grundpillerne i den danske velfærdsmodel, som de tager med sig i faldet.