Engang målte man et samfunds rigdom på, hvordan det behandlede de svageste. På få årtier, er det lykkedes at skabe et skred, hvor det er blevet de svageste grupper, som hele tiden er i skudlinjen.

Det er uhyggeligt at se, hvor beskeden oppositionen er til den åbenbare klassepolitik, Venstre fører.

Det lykkedes ikke den ”røde” regering at stoppe den udvikling, tværtimod. I stedet fik vi konkurrencestaten og jagten på stadig større produktivitet.

Det er måske ikke så mærkeligt, at den lille statsminister og den smalsporede Venstre-regering satte yderligere turbo på hetzen mod de svageste - uanset hudfarve og oprindelsesland og samtidig straks gik i gang med at arbejde "stenhårdt" for yderligere privilegier til deres kernevælgere. Men det er uhyggeligt at se, hvor beskeden oppositionen er til den åbenbare klassepolitik, Venstre fører.

Det ødelagte dagpengesystem fortsætter med at kaste sin mørke skygge over både arbejdsløse og folk i arbejde - hver dag mister folk retten til dagpenge. Samtidig er der de seneste fem år lukket for en hel række andre overførselsindkomster. Pensionsalderen er sat op, efterlønnen udfases hastigt, muligheden for førtidspension er næsten forsvundet, og syge bliver pisket i arbejde.

Selvom antallet af mennesker på overførselsindkomst er faldet, så er der kommet flere på kontanthjælp. Kontanthjælpen er blevet en skraldespand, hvor mennesker med problemer bliver smidt i. Beskæftigelsesministeren stillede sig overrasket an: Den "eksplosive" stigning af kontanthjælpsmodtagere måtte stoppes, derfor halverer regeringen nu - med DF’s hjælp - kontanthjælpen.

Konsekvenserne bliver, at mennesker kommer til at gå fra hus og hjem.

For at føje spot til skade, så forklares enhver nedskæring af overførselsindkomster som en hjælp til de udsatte, der bringer dem tættere på arbejdsmarkedet. Altså en sultens logik, som skal motivere dem til at tage det arbejde, som ikke er der. De herskende er kommet afsted med at opdele mennesker i to: De fattige som skal motiveres ved at miste, mens de rige smøres med flere skattelettelser og ekstra bonusser for at de skal tage "socialt ansvar". 

Mens "dovne-Robert" og "fattig-Karina" i månedsvis kunne bidrage til hetzen mod de arbejdsløse, så er Panamapapirerne snart glemt. Her fik vi et lille glimt af de milliarder, som finanssektoren bidrager til at gemme væk fra fælleskabet i skuffeselskaber kloden rundt.

Eksemplerne viser, hvordan fortalerne for nødvendighedens politik har haft held til at sætte en dagsorden, hvor hvidt bliver sort, og op og ned flytter rundt. Resultatet er et fortsat ræs mod bunden, mens uligheden vokser.

Hvis vi ikke formår at genskabe solidaritet og en smule "krævementalitet", så fortsætter ræset mod bunden. Arbejdsgiverne og dets konsorter på Christiansborg letter ikke på trykket - uanset de menneskelige omkostninger.