28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Masser af penge men ingen vækst

Blogs

Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist
Uddannet murer, ingeniør og civiløkonom. Har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi.
Blogindlæg af Carl-Aage Jensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 31. oktober, 2014, 07:00:41

Masser af penge men ingen vækst

Politikerne venter på, at væksten kommer udefra, skabt af det private marked. Og de private aktører, der har pengene, holder på dem og investerer ikke, før der kommer gang i væksten!

Tiden er ved at løbe ud for Thorning-regeringen. Den har taget hul på det sidste år inden, den skal vejes og måles af vælgerne.

Helle Thorning-Schmidt gik til valg på først at genskabe væksten, så folk igen kunne få sikker grund under deres privatøkonomi. Der var brug for et kursskifte, som SF's Villy Søvndal formulerede det inden valget.

Da de mange nye job er udeblevet, er resultatet af regeringens politik blevet øget fattigdom og større utryghed.

Først når der var kommet gang i økonomien, ville Socialdemokratiet og SF gennemføre reformer, der øgede udbuddet af arbejdskraft, så der ikke opstod flaskehalse som følge af mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Sådan gik det som bekendt ikke. SRSF-regeringen valgte i stedet at fortsætte VK's økonomiske politik og ensidigt satse på at øge udbuddet af arbejdskraft gennem forringelser af overførelsesindkomsterne.

Større utryghed

Det skal betale sig at arbejde, lyder hovedbudskabet stadig, men realiteten er, at der ikke er job til alle. Da de mange nye job er udeblevet, er resultatet af regeringens politik i stedet blevet øget fattigdom og større utryghed, som det er dokumenteret i bogen ”Klassekamp for oven” og beskrevet her i Arbejderen.

Det er ikke bare i Danmark, at væksten udebliver, men i hele EU. Senest er tysk økonomi begyndt at skrumpe, og i takt med at den tyske industri har svært ved at afsætte sine varer, vokser kritikken af den sparekurs, Tyskland selv har været bannerfører for i hele EU.

En af dansk erhvervslivs ”tunge drenge”, Ole Andersen, udtalte i sidste uge, at det, han frygter mest, er et nyt tilbagefald for økonomien blandt andet på baggrund af krisetegnene i tysk økonomi. Ud fra hans horisont er den vigtigste opgave derfor nu, at få gang i væksten:

- Investorerne har masser af penge, og virksomhederne har masser af penge. Alligevel står det i stampe. Vi bliver nødt at have forbruget i gang. Det er der, det begynder, forklarer han til Berlingske Business

Brug for et kursskifte

Ole Andersen er bestyrelsesformand i Danske Bank, B&O, Chr. Hansen samt i kæden af Tiger butikker. Dansk Industri og Nordeas topchef, Chr. Clausen, deler hans bekymringer med hensyn til de dårlige vækstudsigter.

Som bestyrelsesformand for Chr. Hansen har Ole Andersen netop vedtaget at sende halvdelen af selskabets overskud på en milliard kroner tilbage aktionærerne i form af udbytte. Men hvorfor investerer han ikke noget mere, så der kan komme gang i den vækst, som han selv efterlyser?

- Det gør man ikke. (…). At investere på forventet efterbevilling er for tungt og risikabelt, og det er ikke noget, man får ros for, forklarer Ole Andersen sin afvisning.

Vi befinder os altså i en situation, hvor politikerne har mest fokus på at mindske de offentlige underskud, mens de venter på, at væksten kommer udefra, skabt af det private marked. Og de private aktører, der har pengene, holder på dem og investerer ikke, før der kommer gang i væksten!

Der er i sandhed brug for et kursskifte. For der er for mange penge i de forkerte lommer.