Af Nanna Bjørnbak Christoffersen, cand.scient.soc., bestyrelsesmedlem i Center for Muslimers Rettigheder i Danmark

Ghettoer. Parallelsamfund. Normer og værdier i modstrid med de danske. Sorte huller på danmarkskortet.

Vi er gået fra at forklare minoriteters boligvalg ud fra socioøkonomiske og strukturelle faktorer til at forstå og forklare bosætningsmønstre ud fra “kultur”, normer og værdier – fuldstændig i modstrid med forskning på området.

Sådan bliver visse almene boligområder typisk omtalt blandt politikere og i medier i dag.

Men hvordan forstod og forklarede politikere egentlig etniske minoriteters bosætningsmønstre for 60 år siden? Og hvordan har forklaringen på boligsegrerering mellem etniske danskere og etniske minoriteter udviklet sig gennem tiden?

Danmark manglede arbejdskraft

Da Danmark i 1964 stod i en akut situation med mangel på arbejdskraft, inviterede danske arbejdsgivere udenlandsk arbejdskraft til landet, og de såkaldte gæstearbejdere kom især fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien.

Arbejdsministeriet vurderede, at de udenlandske arbejdere i mange tilfælde blev udnyttet på det danske boligmarked og havde svært ved at finde bolig, og derfor gav man i 1971 gæstearbejdere fortrinsret til visse lejligheder, ligesom man opførte kollegier til arbejderne.

Derudover fik etniske danskere i starten af 1980’erne økonomisk mulighed for at investere i ejerboliger, hvorfor boliger i almennyttigt boligbyggeri blev ledige, og de nyankomne fik mulighed for at flytte ind.

Kort sagt var det altså strukturelle forhold, der skabte en tendens til boligsegregering mellem etniske minoriteter og etniske danskere, og boligsegregeringen blev dengang forstået som et resultat af bolig- og arbejdsmarkedsforhold, nytilkomnes begrænsede økonomiske råderum og den kommunale boliganvisningspraksis.

Danmarks første ghettopakke

I begyndelsen af 1990’erne satte en række socialdemokratiske borgmestre fra den københavnske vestegn for alvor ghettoisering på den politiske dagsorden. De protesterede mod regeringens flygtningepolitik, fordi den hæmmede borgmestrene i at afvise boligsøgende flygtninge, og konsekvensen var ifølge borgmestrene, at for mange flygtninge og indvandrere blev bosat i samme boligområder.

Som reaktion på borgmestrenes utilfredshed lancerede regeringen i 1994 Danmarks første ghettopakke, og her begyndte man for første gang at bruge andelen af "flygtninge og indvandrere fra tredjeverdenslande og Østeuropa" som en selvstændig indikator for, hvor problematisk et boligområde var.

Ghettopakken blev fulgt op af “Handlingsplanen mod ghettoisering” i 2000.

"Danske normer og værdier"

Under VK-regeringen fra 2001-2011 kom værdipolitik generelt og integrationspolitik specifikt til at fylde mere i de politiske debatter, og dele af by- og boligpolitikken blev placeret under det nyoprettede Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i 2001.

I strategien understreges vigtigheden af "danske normer og værdier", og etniske minoriteters bosætning forstås og forklares i højere grad end tidligere som et selvvalgt ønske, det vil sige et ønske om at leve i et "parallelsamfund" med “egne normer og værdier”, som forestilles at være “i modstrid med de danske”.

Forklaringen på og dermed også ansvaret for tendenserne til boligsegregering blev således overvejende placeret på individerne selv frem for samfundsstrukturer. 

I 2010 lancerede den samme regering et nyt ghettoudspil sammen med ghettolisten, som sort på hvidt gør oprindelse i et såkaldt "ikke-vestligt" land til et problem i sig selv på linje med kriminalitet og arbejdsløshed.

Den meget værdiprægede tone blev delvist modereret med S-SF-R-regeringens boligudspil i 2013, men den nye regering valgte dog at videreføre “etnicitetskriteriet”.

Beboersammensætning problematiseres

Siden gæstearbejdernes indtog i Danmark i 60’erne har politikere interesseret sig for etniske minoriteters bosætningsmønstre.

I 1990’erne så vi for første gang, at beboerne i almene boligområders oprindelsesland blev problematiseret politisk, hvilket afledte særlige politiske tiltag for at håndtere “problemet”. Desuden ses en udvikling, hvor den "etniske" beboersammensætning i boligområderne i tiltagende grad problematiseres og bruges som motivation for boligpolitiske udspil (med undtagelse af den røde regerings boligudspil i 2013).

Det historiske tilbageblik viser, hvordan man frem til omkring årtusindskiftet i højere grad forklarede og forstod tendensen til boligsegregering ud fra strukturelle forklaringer.

Disse er sidenhen blevet erstattet af forklaringer om, at segregeringen er en selvvalgt isolation, en slags modkultur og ønske om at leve afskærmet fra det omkringliggende samfund.

Vi er altså gået fra at forklare minoriteters boligvalg ud fra socioøkonomiske og strukturelle faktorer til at forstå og forklare bosætningsmønstre ud fra “kultur”, normer og værdier – fuldstændig i modstrid med forskning på området.

På den måde spreder politikerne misinformation og fordomme om etniske minoritetsborgere, som danner grobund for racistisk politik.

For når forklaringen på samfundsforhold – som for eksempel boligsegregering – ikke findes i samfundsstrukturer, men i minoriteters "kultur" og "frie valg", ja så bliver det desværre lettere at legitimere alvorlige, vidtrækkende og dybt diskriminerende politiske indgreb.