De fleste mennesker, tror jeg, antager, at domstolene træffer retligt korrekte afgørelser og har styr på juraen, inden afgørelser træffes. Det er jo deres kernekompetence!

Man kan risikere, at ens sag bliver afvist, inden den overhovedet er kommet i gang, fordi en ret anvender reglerne forkert. 

Domstolsstyrelsen udsender selv den ene statistiske undersøgelse efter den anden, der skal vise, at denne tillid eksisterer i den klart overvejende del af befolkningen.

Og det virker nok betryggende for mange af os at tænke, at en så magtfuld institution i et demokratisk retssamfund lever op til sit ansvar og derfor varetager fællesskabets og individets rettigheder ved, efter bedste evne, at behandle sagerne på en fagligt kvalificeret og neutral måde.

Men sådan kan man ikke stole på, at sagerne bliver behandlet, når man rent faktisk henvender sig til den danske stats dømmende myndighed. Man kan for eksempel risikere, at ens sag bliver afvist, inden den overhovedet er kommet i gang, fordi en ret anvender reglerne forkert. På baggrund af en beslutning, der end ikke træffes af en jurist.

Hvis en sag når at blive forældet, efter den er anlagt, men inden den afvises, kan sagen oven i købet ikke genanlægges. Det kan altså have meget store konsekvenser for brugerne af domstolene, når denne myndighed ikke selv følger loven.

For at kunne anlægge en civil retssag skal man i langt de fleste tilfælde betale "retsafgift" til domstolene.

Det er almen viden blandt procesadvokater, der fører sager imod det offentlige, at den retsafgift, en sagsøger skal betale for at få lov til at anlægge sag imod myndighederne, maksimalt kan udgøre 2.000 kroner, hvis sagen drejer sig om ”myndighedsudøvelse”, (for eksempel når en kommune træffer afgørelse). 

Til denne almene viden hører, at maksimum også gælder for erstatningskrav, der udspringer af myndighedsudøvelsen. (I modsætning til hvis for eksempel en statsligt ansat kommer til at køre ind i en hæk eller en husmur.)

Men i dag kan vi ikke stole på, at de blandt domstolenes personale, der skal anvende denne viden, rent faktisk har den.

I en konkret sag blev opkrævet en samlet retsafgift på 9.750 kroner, selv om sagen klart var omfattet af maksimumreglen på 2.000 kroner. Den næsten femdobbelte retsafgift fik vedkommende syv dage til at indbetale, ellers "bortfalder sagen". 7.750 kroner er ikke bare et greb i lommen. Hvad gør en borger, som ikke har advokatbistand på dette tidlige tidspunkt i processen? Hvad er konsekvensen, hvis borgeren har tillid til, at domstolene har styr på juraen?

Sagen blev i mellemtiden henvist til en anden byret. Her gentog en anden kontorfuldmægtig den forkerte afgiftsberegning, og femdoblede igen retsafgiften fra den korrekte 2.000 kroner til 9.750 kroner. Syv dages frist til at indbetale 7.750 kroner, ellers "bortfalder sagen".

Problemet blev løst, men det krævede udførlige henvisninger til en række tidligere afgørelser, som ikke-jurister ikke har nogen rimelig chance for at kende. Og et telefonopkald på syvendedagen for at rykke for en juridisk korrekt afgørelse af dette elementære spørgsmål om overhovedet at få adgang til domstolsprøvelse. I en sag imod Justitsministeriet.