Regeringen vil ophæve den næsten 30 år gamle aftale mellem Danmark og FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) om, at Danmark modtager 1500 kvoteflygtninge over tre år - cirka 500 om året.

Billedet af et Danmark, som er ved at synke i havet, tynget af tilrejsende flygtninge, er useriøs populisme.

Efter forslaget skal udlændingeministeren hvert år afgøre, om Danmark skal modtage kvoteflygtninge og i givet fald hvor mange. Der skal indføres en række kriterier, som ikke har noget med flygtningenes situation at gøre - men som kan inddrages i afgørelsen af, om Danmark skal modtage kvoteflygtninge et givet år.

Hidtil har ordningen haft fokus på at løfte særligt udsatte flygtninge ud af de ofte elendige lejre, de sad i, sørge for medicinsk behandling til særligt trængende - i samarbejde med UNHCR, som på forhånd havde visiteret disse mennesker.

Mange har peget på, at 500 kvoteflygtninge om året var en dråbe i havet. Men der var enighed om, at ordningen gjorde en afgørende forskel for de mennesker, som blev løftet ud af lejrene. Med lovforslaget gør regeringen op med tanken om, at det er vigtigt at hjælpe de allersvageste – og om, at et rigt samfund som det danske har styrken til at løfte opgaven.

Det anføres i forslaget, at "Danmark fortsat, i det omfang der er social og økonomisk kapacitet hertil i samfundet, skal genbosætte flygtninge…"

Og videre: "Antallet af nytilkomne flygtninge har imidlertid stor betydning for, om integrationen efterfølgende kan lykkes. En vellykket integration er afgørende for, at Danmark fortsat kan være et godt og trygt samfund, der hænger sammen økonomisk, socialt og kulturelt.

Det er derfor nødvendigt, at der bliver skabt den rette balance mellem antallet af flygtninge, som Danmark samlet modtager, og vores evne til at integrere. Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker på flugt, men vi skal ikke tage så mange flygtninge, at det truer sammenhængskraften i vores land".

Med denne påstand introducerer forslaget en række håndtag, som ministeren kan benytte til at lukke for kvoteflygtninge. Man henviser til, at Danmark i 2015 modtog 21.316 asylansøgere, og konkluderer, at det er på tide, at vi gør op med ordningen for at beskytte os selv. At vi kun har modtaget 1.918 asylansøgere i 2017, forbigås i tavshed.

Der er ikke empirisk belæg for, at vi på noget tidspunkt har været i nærheden af et niveau, hvor man med rimelighed kunne tale om, at sammenhængskraften i det danske samfund har været truet. Der har været udfordringer, men ikke noget, som vi ikke kunne klare. Billedet af et Danmark, som er ved at synke i havet, tynget af tilrejsende flygtninge, er useriøs populisme.

I 1993-94 modtog vi cirka 20.000 flygtninge alene fra det tidligere Jugoslavien – foruden flygtninge fra Iran, Irak, Afghanistan med flere. Det var en logistisk udfordring, men der var ingen tale om, at det danske samfund var udfordret på sin sammenhængskraft.

Men fremover skal ministeren kunne lukke eller skrue ned for kvoteflygtninge, hvis der har været "mange spontane asylansøgere" eller "afviste asylansøgere i udsendelsesposition". "Det nærmere niveau" for, hvor mange kvoteflygtninge Danmark kan modtage, vil blandt andet afhænge af, hvordan det går med de udlændinge, som allerede befinder sig i landet.

Hvordan det går, afhænger af, om de herboende udlændinge er integrerede; hvor mange der er i arbejde, har gennemført en uddannelse, er på offentlig forsørgelse, består en danskprøve, dømmes for straffelovsovertrædelser og så videre.

Man må spørge regeringen, om det betyder, at vi ikke skal hjælpe rohingyaerne, som for tiden trues af etnisk udrensning i Myanmar – fordi der har været bandekrig på Nørrebro?