I oktober kunne man læse, at Rosa Lund, Enhedslisten, havde spurgt Justitsministeriet, om det var rigtigt forstået, at politiet ikke har noget billede af, hvor længe afviste asylansøgere er frihedsberøvet, om det virker, og om man vil gøre noget ved den manglende viden. Justitsministeriet har svaret, at det vil man ikke.

Det må betyde, at de afviste asylansøgere, som er frihedsberøvet i Ellebæk Fængslet, principielt kan sidde der, så længe det skal være, og uden at der gøres tilløb til at foretage en eller anden form for proportionalitetsvurdering: Altså om foranstaltningen – frihedsberøvelse(s længde) – står i et rimeligt forhold til det, som søges opnået: At den frihedsberøvede vælger at samarbejde om udrejsen – og sidst, men ikke mindst: Om det virker eller bare udsætter dem for yderligere pres.

Svaret burde have været: "Vi fører meget nøje statistik over frihedsberøvelserne, så vi kan sikre os, at praksis – og frihedsberøvelsernes længde – ikke skrider, og at de frihedsberøvede ikke kommer til at sidde der længere, uden at der er fuldt overblik over årsagerne. Og vi er MEGET påpasselige med, at vi først frihedsberøver folk, når deres udrejse er umiddelbart forestående. Vi skal jo ikke frihedsberøve folk på et tidspunkt, hvor der ikke er umiddelbar udsigt til, at vi kan gennemføre udsendelsen.”

Dét siger man ikke. Det er vigtigere at udvise handlekraft. Og handlekraft er tilsyneladende ensbetydende med at frihedsberøve folk.

Kriminelle lavalder

Der er andre eksempler på, at Danmarks retspolitik dirigeres ud fra mavefornemmelser. I 2010 gennemførte den Venstre-ledede regering en sænkelse af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. På trods af fagfolks advarsler om, at en sænkelse ikke ville virke præventivt, men snarere "kriminalisere" de unge, som mødte retsvæsenet som 14-årige.

Et medlem af regeringens støtteparti blev interviewet i radioen om det kloge i en sådan sænkelse af den kriminelle lavalder. Journalisten indledte med at opremse de forskere og børnesagkyndige, som frarådede sænkelsen. "Gør det ikke indtryk på dig", spurgte journalisten. "Jamen, jeg tror nu, det virker", svarede folketingsmedlemmet. Og dermed var den retspolitiske diskussion afsluttet.

Forskning påviste efterfølgende, at recidivet – begåelse af ny kriminalitet – steg med 10 procent for de 14-årige, som i denne unge alder fik deres lovovertrædelse behandlet af retsvæsenet.

Ungdomskriminalitetsnævn

Den efterfølgende socialdemokratiske regering hævede derefter den kriminelle lavalder til 15 år. Den følgende regering (VLAK) gennemførte med støtte fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti en nyordning, som betyder, at 10-17-årige kan komme for et ungdomskriminalitetsnævn.

Nævnet kan pålægge barnet eller den unge en række straflignende foranstaltninger – herunder tvangsfjernelse fra hjemmet og frihedsberøvelse på sikrede institutioner. Fagfolk frarådede ordningen, som de mente, lignede det almindelige retsvæsen for meget, og reelt introducerede børn og unge til en kriminel livsstil. Ordningen trådte i kraft i januar 2019.

I Dansk Socialrådgiverforenings blad kunne man læse, at Ungdomskriminalitetsnævnene i nævnenes første tre måneder havde behandlet 54 sager. De 52 sager vedrørte børn mellem 10 og 14 år. To sager vedrørte unge mellem 15 og 17 år.

Formanden for Socialrådgiverforeningen kaldte ordningen en de facto nedsættelse af den kriminelle lavalder og udtalte videre til bladet: "Det er bekymrende, at størstedelen af sagerne handler om børn helt ned til 10 år. For det betyder, at børn nu meget tidligt kommer i forbindelse med et system med et domstolslignende nævn, hvor indsatserne er strafbetonede, og hvor pædagogik og udvikling risikerer at få svære vilkår."

Men socialrådgiverne taler for døve øren. Signaler om håndfasthed og handlekraft går forud for sagligt begrundede indgreb. At kriminaliteten blandt unge ikke har været lavere i årevis, ses der helt bort fra. Fakta er i lav kurs.