Den anden runde af trepartsforhandlingerne befinder sig et dødvande.

Det var ellers her, at der kunne være perspektiver for lønmodtagerne om flere praktikpladser til de unge og mere uddannelse og efteruddannelse til både ufaglærte og faglærte.

Her må fagbevægelsen, hvis det står til mig, sætte hælene i og sige klart og tydeligt fra.

Der er særlig to emner, som indtil nu har blokeret ganske effektivt for at få gang i realitetsforhandlinger: Dels spørgsmålet om en form for praktikpladsgaranti og dels spørgsmålet om lediges pligt til at stå til rådighed.

Det startede ellers overraskende, da statsministeren lagde op til at skabe en garanti i en eller anden form for, at unge er sikret en praktikplads.

Den udmelding har tydeligvis voldt store vanskeligheder på arbejdsgiversiden eller i det mindste hos Dansk Arbejdsgiverforening. Når det kommer til diskussionen om, hvem der skal belønnes, og hvem der skal straffes for henholdsvis at oprette eller ikke oprette praktikpladser, så har der været en tydelig uenighed blandt arbejdsgiverne.

Og det fortsatte med beskæftigelsesministerens fastholdelse af at ville forhandle udvidelse af lediges pligt til at stå til rådighed.

Og det er en udvidelse, der vil noget.

Væk med krav om en samlet transporttid på mere end tre timer om dagen og ind med ubegrænset rådighed i hele Danmark!

Det er ganske enkelt forrykt.

Vi har fået reformer på både dagpengeområdet og beskæftigelsesområdet, hvor Christiansborg har forhandlet sig frem til det, som kunne skabe forlig.

Så skal regeringen ikke bagefter gå til arbejdsmarkedets parter med krav om endnu mere vidtgående ændringer, end dem Christiansborg har kunnet enes om.

En rådighedsforpligtelse i hele landet betyder, at social- og sundhedsassistenten på Lolland, der bliver afskediget på grund af kommunale besparelser, skal være parat til at sige ja til et job i Nordjylland. Og dermed være forpligtet til at flytte til den modsatte ende af landet.

Det ville reelt udvide rådighedsforpligtelsen fra at gælde en ledig lønmodtager, der modtager dagpenge, til at gælde hele hendes familie.

Og samtidig vil beskæftigelsesministeren så også indføre hårdere økonomiske straffe, hvis rådighedsforpligtelsen ikke bliver overholdt.

Her stopper festen i mine øjne.

Lønmodtagerne og de svageste har lagt ryg til en stribe forringelser gennem de seneste års reformer.

Og vi stiller i forvejen meget store krav til lediges jobsøgning og vilje til at flytte sig – både fagligt og geografisk. Det må og skal ikke være med fagbevægelsens accept, at pisken svinges endnu mere.

Her må fagbevægelsen, hvis det står til mig, sætte hælene i og sige klart og tydeligt fra.

Ministeren må have et klart signal om, at han lige så godt først som sidst kan kaste det ideologiske bras i papirkurven, så vi kan komme i gang med realitetsforhandlinger om praktikpladser og uddannelse.