19 Jul 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Spindoktor på afveje

Blogs

Dennis Kristensen
Samfundsdebattør
Født 13. februar 1953. Tidligere portør, tillidsmand og fagligt aktiv. Fra 2002-2018 formand for Fagforbundet FOA.
Blogindlæg af Dennis Kristensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 09. marts, 2021, 12:37:39

Spindoktor på afveje

Ifølge Helle Thorning-Schmidts tidligere spindoktor Noa Redington er fagforeningerne ikke særligt vigtige for velfærdssamfundet. Han anerkender ikke, at den faldende organiseringsgrad er et af velfærdssamfundets alvorligste problemer.

Spiller det reelt nogen rolle for det danske samfunds udvikling, at andelen af lønmodtagere, der organiserer sig i en fagforening, falder?

Det er altså mærkeligt, at en socialdemokratisk spindoktor slet ikke har blik for netop den rolle, fagbevægelsen spiller på den store klinge.

Spørgsmålet formuleres i Politiken af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts spindoktor Noa Redington, der selv giver et svar i en kommentar med titlen: "Man må forstå, at den danske model står med mere end én sikkerhedssko i graven. Og hvad så?"

“Selvfølgelig er det danske arbejdsmarked en vigtig komponent i den danske konkurrencemodel og i velfærdssamfundet. Det er bare ikke sikkert, at fagforeningerne er lige så vigtige, som vi har vedtaget, at de er", skriver Redington.

Og han filosoferer videre over medlemstilbagegangen i fagbevægelsen, særligt på det private arbejdsmarked, hvor han finder langt mere grund til at bekymre sig over dét, han kalder “en enorm skævvridning af lønmodtagerinteresserne i den offentlige sektors favør”.

Blind vinkel

Til gengæld kan Redington ikke finde konsekvenser af medlemstilbagegangen i eksempelvis rigdommen i det danske samfund, virksomhedernes konkurrenceevne eller de beskæftigede danskeres økonomiske muligheder.

Det er i sig selv overraskende, at Redington ikke forbinder netop denne udvikling med den danske model og det fundament for økonomisk fremgang og stabilitet, som kollektive overenskomster og et relativt roligt arbejdsmarked skaber.

Måske er hans blinde vinkel for netop de nordiske arbejdsmarkeders særkende et resultat af den næsegruse beundring for teorien om konkurrencestaten og begejstringen for globaliseringen, som hans tidligere arbejdsgiver og hendes finansminister dyrkede, men som den nuværende socialdemokratiske regering fornuftigvis er på delvist tilbagetog fra til fordel for mere ligelig fordeling, tryghed og velfærd.

Den faldende organiseringsgrad – andelen af lønmodtagere, der er medlem af en fagforening – er et af velfærdssamfundets alvorligste problemer. Selvom den traditionelle fagbevægelse efter mange års medlemstilbagegang nu fra 2014 samlet har haft en beskeden fremgang, er der de sidste par årtier 200.000 flere, som ikke har valgt en fagforening til eller har meldt sig ud.

Danske model i fare

Med en organisationsgrad på 53 procent så er den danske model i fare.

Og den farligste konsekvens for lønmodtagerne og velfærden af et fortsat fald i organiseringsgraden får Redington slet ikke øje på.

Det er risikoen for at ende i den sydeuropæiske situation, som jeg kender ganske godt på det offentlige område fra mit tidligere arbejde.

Den situation hvor en faldende organisationsgrad frister arbejdsgivere over evne til at droppe den for den danske model altafgørende grundsten om indgåelse af kollektive overenskomster med repræsentative fagforeninger. Og lokker Folketinget til at regulere forhold, der i dag fastlægges ved aftaler mellem arbejdsgivere og fagforeninger, på arbejdsmarkedet gennem lovgivning.

Ikke med ét slag, men som en glidende proces i takt med organisationsgradens fald.

De sydeuropæiske landes situation er netop færre aftaler og mere lovgivning.

Den situation, hvor lønmodtagernes vilkår ikke aftales ved forhandlingsborde med konfliktmuligheder mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, men i stedet afgøres i gaderne ved massedemonstrationer og generalstrejker, der skal presse parlamenterne til at droppe forringelser eller indføre forbedringer.

Det er de grundlæggende forskelle, der kræver ganske stor snilde, smidighed og kompromisvilje, når nordiske fagforeninger i eksempelvis de internationale samarbejdsorganisationer for offentligt ansatte skal finde fælles fodslag med de sydeuropæiske kolleger.

I den situation er fagbevægelsen ikke et stort og i øvrigt omkostningstungt forhandlingsapparat, der er klædt på til både forhandling med og konflikt mod arbejdsgivere. Og til at sikre overenskomsternes overholdelse.

Massedemonstrationer og strejker

I landene med få overenskomster og med helt ned til en-cifrede organisationsgrader fungerer fagbevægelsen i langt højere grad som et relativt lille aktivitetssekretariat, der kan mobilisere til de massedemonstrationer og generalstrejker, der skal presse parlamenterne og forsøge at vinde kampen i gaderne.

En sydeuropæisk udvikling vil skabe samfund af en helt anden type end de nordiske, hvor fagbevægelsen har og fortsat spiller en stor rolle i at skabe en udvikling, hvor lighed og retfærdighed ikke er rene fremmedord.

Og hvor lønmodtagerne selv gennem overenskomsterne har direkte andel i vilkårene på arbejdspladsen.

Det er altså mærkeligt, at en socialdemokratisk spindoktor slet ikke har blik for netop den rolle, fagbevægelsen spiller på den store klinge.