Voxmeters måling fra 21. december viser, at blå blok må kigge længere og længere efter regeringskontorerne.

Med Mette Frederiksen i spidsen har Socialdemokratiet vendt en udvikling, som de fleste af søsterpartierne i Europa ikke har fundet nøglen til.

Rød bloks samlede forspring har således taget endnu et spring til 55,8 procent, mens blå blok igen træder et skridt tilbage. Siden valget er det en fremgang på 3,7 procentpoint til rød blok og nogenlunde tilsvarende tilbagegang til blå blok.

Bevægelserne indenfor blokkene er imidlertid ekstra interessante, efter at vi det seneste trekvarte års tid med skiftende styrke har været under angreb af coronavirussen. Og set i lyset af at indsats for klimaet, genopretning af velfærden og adgang til tidlig pension på forhånd ellers tegnede til at blive årets største politiske armlægninger både mellem og indenfor blokkene.

S står for fremgangen i rød blok

I rød blok er det ubetinget øget tilslutning til Socialdemokratiet, der har skabt fremgangen. Det Radikale Venstres opbakning har været begrænset og stærkt svingende efter partiformandens afgang som følge af den berygtede hånd på låret.

Socialistisk Folkeparti ligger og svinger omkring valgresultatet, mens Enhedslisten er gået knap et procentpoint frem siden det noget ringe valgresultat i 2019. Alternativet skraber bunden så dybt, at det næppe giver mening at tælle partiet med i rød blok efter næste valg.

Der kan uddrages flere konklusioner af vælgerbevægelserne i rød blok og sikkert også flere end disse:

Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen har vendt en udvikling, som de fleste af søsterpartierne i Europa ikke har fundet nøglen til. I en række ikke mindst sydeuropæiske lande har de socialdemokratiske partier mistet vælgere i hobetal og er visse steder direkte truet på eksistensen.

Jeg er ikke i tvivl om, at partiets skifte fra Thorning-regeringens reform-amok til gavn for globaliseringen og eliten til Frederiksen-regeringens tryghedsskabelse for almindelige danskere i en omskiftelig tid, og fremhævelse af fællesskab i et samfund bygget på nærhed, har været afgørende for, at partiet igen er i fremgang og i offensiv.

Og så spiller partiets nye linje i udlændingepolitikken, selvom jeg ikke bryder mig om den, uden tvivl en ganske stor rolle for en del af vælgertilgangen.

De radikales reelle opslutning bør nok først vurderes, når partiet er på afstand af formandens fald.

SF og Enhedslisten rykker ikke

Både SF og Enhedslisten er røget af den vogn, som Socialdemokratiet mere eller mindre ved egen kraft har skubbet i gang.

SF ser ud til langsomt at være på vej tilbage efter nær-døds-oplevelsen i Thorning-regeringen, men set i forhold til 2019-valget står partiet hos Voxmeter i stampe. Selv ikke partiets succes med at skabe massiv omtale af minimumsnormeringer i daginstitutioner ser ud til at løfte partiets tilslutning her ved årets udgang.

Enhedslisten er gået frem med stort set det, partiet satte over styr ved 2019-valget.

Udefra set kan det være svært at afgøre, hvad partiet reelt står for på nogle af de områder, som har fyldt i årets løb. Det ser således ud til, at der både er en officiel partilinje og en mere eller mindre officiel oppositionslinje.

Partiet står således ifølge eget udsagn for en meget forsigtig coronalinje, men bruger alligevel kræfterne på at få uddelt ministeradvarsler af forskellig karakter. Og partiet støttede adgangen for de, der startede tidligst på arbejdsmarkedet, til at tjekke ud før andre, men dele af partiet kritiserede samtidig ordningen sønder og sammen.

Blå blok på hælene

I det modsatte ringhjørne er blå blok helt på hælene. Blokken har tydeligvis sat alle sparepenge ind på minksagen.

Den indgangsvinkel virker tydeligvis på blokkens egne kernevælgere, men rokker ikke ved Socialdemokratiets fortsatte fremgang.

I mine øjne er en mulig forklaring kritiktræthed, ikke at forveksle med coronatræthed. Den endeløse kritik fra eksperter og oppositionspolitikere ser således ud til at have den modsatte virkning end tilsigtet. Den ser ud til at flytte stemmer til Socialdemokratiet.

Venstre drøner således ned. Partikampen mellem Ellemann- og Støjberg-fløjene gør det umuligt at vide, om Venstre i morgen mener det ene eller det modsatte. Fortsætter den udvikling, er det næppe usandsynligt, at Det Konservative Folkeparti overtager rollen som leder af den borgerlige opposition på samme måde, som Nye Borgerlige allerede har overtaget Dansk Folkepartis rolle som de store strammere i udlændingespørgsmål.