Fri os nu for mere vrøvl om arbejdsudbud
Blogs
Fri os nu for mere vrøvl om arbejdsudbud
Liberal Alliances tænketank Cepos knokler på for at holde liv i teorien om, at flere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, i sig selv skaber flere jobs, og at pisken er vejen til flere hænder på arbejdsmarkedet.
Egentligt havde det været mest naturligt, hvis Liberal Alliances tænketank Cepos havde oplevet sig slået tilbage til start på ludobrættet med regeringsskiftet og det fælles forståelsespapir mellem S, R, SF og EL.
Nu er pisken som arbejdsmarkedspolitisk og socialpolitisk værktøj forhåbentligt solidt lænket til skammekrogen.
Forståelsespapiret indeholder nemlig ikke, som tænketankens cheføkonom Mads Lundby Hansen med stor ærgrelse konstaterer i Politiken, “et konkret mål om en betragtelig stigning i arbejdsudbuddet som følge af nye reformer”.
Dermed har Mette Frederiksens mindretalsregering det mest uambitiøse grundlag, Mads Lundby Hansen har set i årtier.
Og grundlaget kan med Cepos' øjne slet ikke måle sig med ambitionerne under Thorning-Corydon-eksperimentet om at øge arbejdsudbuddet med 55.000 personer gennem reformer.
Og heldigvis for det.
Reform-amok
SRSF-regeringens reform-amok med øget arbejdsudbud midt under den økonomiske krise med stor arbejdsløshed var en teoretisk skrivebordsøvelse undfanget i Finansministeriets regneark kombineret med en tyrkertro på, at hvis man svinger pisken over mennesker, der er arbejdsløse, ikke kan bide sig fast på arbejdsmarkedet eller aldrig fik chancen for at komme ind, så opstår jobbene af sig selv.
Og så kan selv den langtidssyge, den nedslidte, den handicappede og den udsatte komme i beskæftigelse og blive helt eller delvist selvforsørgende.
Men Cepos føler sig tydeligvis ikke slået tilbage.
Tænketanken fortsætter ufortrødent i det spor, som stifterne lagde ud i 2004, hvor løsningen på ethvert samfundsmæssigt problem er pisk til de svageste og økonomiske gulerødder til de bedst stillede.
Men at øge arbejdsudbuddet gennem reformer med pisk skaber ikke nye jobs.
Mantraet om, at forringelse af arbejdsløshedsdagpengesystemet og nedsættelse af offentlige ydelser får mennesker til at finde et job, der pludselig falder ned fra himlen, holder ikke.
Det fik vi netop dokumenteret gennem Thorning-Corydon-eksperimentet.
Ud over dagpengekanten
De borgerlige partiers forkortelse af perioden, man kan få dagpenge, trådte i kraft 1. januar 2013.
Udsigten til at miste retten til dagpenge tidligere ville i regnearkene og på skrivebordene betyde, at rigtig mange ville komme i beskæftigelse i månederne op til den 1. januar, og kun få ville efter denne dato blive skubbet ud over kanten til kontanthjælp eller ingen forsørgelse overhovedet.
Regnearkene og skrivebordene ramte imidlertid ikke i plet. De ramte slet ikke skiven.
Antallet af langtidsledige, der mistede retten til dagpenge, blev blot ti måneder inde i 2013 ti gange større, end lovgiverne forventede.
Forkortelsen af dagpengeperioden blev aftalt mellem den daværende VK-regering og DF med stemmer fra LA og R i 2010. På dette tidspunkt beregnede Beskæftigelsesministeriet, at 2-4000 lønmodtagere vil blive skubbet ud over kanten.
I november 2013 kunne Danske A-kasser så opgøre de ti første måneder med forkortelsen til at have kostet 37.700 retten til dagpenge. Ikke færre end 100 røg ud over kanten om dagen.
Jobbene var der ikke, og pisken over de langtidslediges ryg kunne ikke trylle jobbene frem. Arbejdsudbuddet blev teoretisk set øget, men jobbene fandtes ikke i virkelighedens verden.
Lander på lave ydelser
På samme måde gik det med førtidspensionsreformen.
Reformen skulle begrænse antallet af fremtidige førtidspensionister blandt andet ved hjælp af ressourceforløb og fleksjobs, der skulle fastholde og skabe en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Forskere ved Københavns Universitet fremlagde for nylig – til deres egen overraskelse – et helt andet billede. Der bevilges færre førtidspensioner, men mennesker med moderate eller svære helbredsproblemer fastholdes ikke på arbejdsmarkedet. De lander i stedet på lave midlertidige offentlige ydelser.
S, R, SF og EL balancerer i deres fælles forståelsespapir mellem på den ene side ikke at reducere arbejdsudbuddet og på den anden side ikke at øge uligheden i det danske samfund.
Med den målsætning er Cepos' “arbejdsudbud forever” forhåbentligt skudt godt og grundigt ned.
Og når partierne så tillige vil kigge en række reformer efter i sømmene og “rette op på de dele af reformerne, som desværre har medført, at mennesker er kommet i klemme i systemet”, så er pisken som arbejdsmarkedspolitisk og socialpolitisk værktøj forhåbentligt solidt lænket til skammekrogen.