Kontanthjælpsloftet gælder for alle modtagere af integrationsydelse, uddannelseshjælp pg kontanthjælp.

Det er på mere end høje tid, at vi tager den kamp mod de, der vil mere ulighed og mindre fællesskab.

De økonomiske konsekvenser er naturligvis helt afgørende for de, der skal prøve at få økonomien til at hænge sammen, når de rammer ind i loftet. Loftet er imidlertid mere end en begrænsning af økonomisk støtte.

Det er samtidig et signal til de, der midlertidigt eller varigt er udenfor arbejdsmarkedet om, at vi som samfund ønsker at straffe dem, der ikke kan eller ikke får muligheden for at arbejde helt eller delvist. Et signal til både dem, der er blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet og dem, der aldrig fik chancen for at komme ind.

Det med at straffe er af kosmetiske årsager pakket ind i mantraet om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Tankegangen bag er lige så simpel, som den er usympatisk. Du skal ned på et eksistensgrundlag, der er så lavt, at du tvinges til at finde et arbejde, der kaster mere af sig end den lofts-ramte økonomiske støtte. Og er du syg, så skal du i det mindste finde 225 timers arbejde om året for at bevare retten til økonomisk støtte uden reduktion.

4.000 af FOAs medlemmer modtager kontanthjælp, og langt de fleste – 3.500 – har forinden opbrugt retten til arbejdsløshedsdagpenge. De har med andre ord været i arbejde, og er for rigtig manges vedkommende efter mange års arbejde i kommuner eller regioner ramt af sparekniven i de offentlige budgetter. Alligevel skal de ustandseligt lægge øre til påstanden om, at kontanthjælpsloftet skal hjælpe med at motivere dem til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. At de dagpenge, som delvist skulle erstatte deres tabte arbejdsindtægt, som siden blev til den lavere kontanthjælp, nu skal underlægges et loft, der vil kunne bringe dem tilbage i arbejde - det er simpelthen en absurd tankegang.

Vi kan i mine øjne ikke være bekendt at gå på jagt efter menneskers eksistensgrundlag og børns udfoldelsesmuligheder i stedet for at bruge kræfterne på at skabe de arbejdspladser, som skal til, hvis de, der er skubbet ud, eller de, der ikke kom ind, skal have en reel mulighed for at blive selvforsørgende.

Og vi kan ikke være bekendt at gå på jagt efter mennesker, som reelt ikke kan arbejde.

Ingen af delene er et velfærdssamfund værdigt.

Det handler både om at give alle lige muligheder og om fælles ansvarlighed overfor de, hvis tilværelse slår knuder undervejs.

Det er på tide, at vi i fællesskab sejler op mod de, der ikke vil de lige muligheder og den fælles ansvarlighed.

Og det er på mere end høje tid, at vi tager den kamp mod de, der vil mere ulighed og mindre fællesskab.