Sparekniven har været brugt flittigt under den økonomiske krise. Alene kommunerne har nedlagt 35.000 jobs siden 2010.

En skattekrone kan ikke både sendes tilbage som topskattelettelser til de rigeste og bruges til at forbedre velfærden.

Det betyder ringere velfærd og service for brugerne, og det betyder endnu mere stress og jag for de ansatte.

Hvis jeg siger 26 beboere på en afdeling af et plejecenter, hvor mange ansatte, tror I så, at vi som samfund bruger for at sikre de ældre et værdigt liv?

Horsens Folkeblad fulgte forleden social- og sundhedsassistent Linda Hay en hel arbejdsdag. Hun er den ene af de seks ansatte i dagvagt indtil kl. 13, som hjælper de ældre op, i bad, gennem morgentoilette og udfører plejeopgaver, anretter spisning, klarer dagens rengøring og hjælper med toiletbesøg. Seks ansatte til 26 ældre, der har brug for hjælp i større eller mindre udstrækning. Og så skal de naturligvis også nå kontakt til læge, snak med pårørende og dokumentation ved PC’en.

Overleveringen til næste hold ansatte skal ske skriftligt. Der er ikke indlagt tid til at se afløserne i øjnene og drøfte dagens særlige problemer.

Aftensmaden og bistanden med at komme i seng klares af tre, og derefter overlades hele ansvaret og arbejdsbyrden til en enkelt nattevagt.

Trods denne arbejdsbyrde brænder Linda så meget for sit arbejde, sit fag og sine beboere, og hun føler, at hun hver dag har gjort en forskel.

Og det er lige præcist dét med at gøre en forskel, der er kernen i velfærden.

Velfærd skabes ikke ved skriveborde, regneark eller i kommunalbestyrelsessale.

Velfærden skabes i mødet mellem en borger, der har et behov, og en professionel, der har faglighed, erfaring og sund fornuft i rygsækken:

I mødet mellem barnet og pædagogen, pædagogmedhjælperen eller dagplejeren. Mellem eleven og folkeskolelæreren. Mellem den syge og lægen, sygeplejersken eller social- og sundhedsassistenten. Mellem den ældre og social- og sundhedspersonalet. Mellem den handicappede, den udsatte, den svage og de mange andre professionelle i den offentlige velfærd og service.

Det er det møde, vi skal dyrke, når vi skal genoprette dét, der faldt for sparekniven under krisen.

Og vi skal genoprette, hvis danskernes tillid og opbakning til velfærden og servicen skal bevares.

Selvom nogen ihærdigt prøver at bilde os ind, at vi kan få bedre velfærd og service med færre ansatte - at vi kan få det dobbelte for det halve - så passer det ikke. Bliver vi ved med at gå den vej - ad Joakim B. Olsens Allé - så ender vi med discountløsninger til de allermest trængende og selvbetalte luksusløsninger til de allerbedst stillede.

En skattekrone kan kun bruges én gang. Den kan ikke både sendes tilbage som topskattelettelser til de rigeste og bruges til at forbedre mødet i velfærden.

Hvis vi vil velfærden, så handler det om genopbygning af den fælles ansvarlighed for de, der har størst behov.

Så enkelt er det.