Undskyldninger til outsidere og undermålere
Blogs
Undskyldninger til outsidere og undermålere
Statsministerens officielle undskyldning til Godhavnsdrengene og til de anbragte på 18 andre børnehjem var rigtig og nødvendig, engageret og flot leveret. Gad vide om eftertiden også vil give undskyldninger for vor tids håndtering af anbragte og indlagte?
Tidligere regeringer har uanset farve afvist at give en undskyldning for, hvad der foregik på en række børnehjem i perioden efter besættelsen frem til 1967.
Hvordan vil nutidens indsats for udsatte grupper blive betragtet i eftertiden?
De fleste af disse politikere var måske selv børn, da uhyrlighederne fandt sted, og har nok følt, at de med god grund kunne følge embedsværkets anbefalinger om at afvise undskyldninger for ting, ministrene ikke personligt havde et direkte politisk ansvar for.
Embedsværkets anbefaling om at krybe i flyverskjul og afvise at tage ansvar for statens tidligere handlinger er den nemme men uigennemtænkte politiske vej udenom at tage ansvar for alvorlige statslige fejltagelser med store konsekvenser for minoriteter i samfundet.
Et samfund må nødvendigvis vedgå sig arv og gæld. Historien ophører ikke med at eksistere, blot fordi vi ikke hver især har oplevet den. Det, der er sket, er sket. Og vi kan ikke på samme tid sole os i historiske fremskridt og trylle tilbageslag og fejltagelser bort.
Og selvom historiske begivenheder og forløb skal ses og forstås i forhold til deres samtid, så vil eftertiden se på begivenheder og forløb i et andet lys.
Brug af vold
Eksempelvis var tilladt vold ikke et ukendt begreb i sidste århundrede. Husbondens ret til at afstraffe sit tyende korporligt blev først afskaffet i 1921, og håndværksmestre kunne straffe lærlinge på samme vis helt frem til 1937.
Skolelærere havde gennem mere end to tredjedel af århundredet et særligt voldsprivilegium overfor eleverne, som ved afskaffelsen i 1967 var indskrænket til anvendelse af spanskrør. Og forældres revselsesret overfor egne børn var gældende helt frem til 1997.
Der var med andre ord godt gang i næver og slagvåben overfor børn rundt om i samfundet, da ansatte på Godhavn og andre børnehjem mishandlede de anbragte børn.
Men de ansatte gik amok i forhold til revselsesretten, og staten greb ikke ind og beskyttede børnene mod volden og misbruget.
Det er i det lys, at statsministerens undskyldning var rigtig og nødvendig. Volden og misbruget kunne og skulle været stoppet langt tidligere.
Der er andre dele af social- og sundhedspolitikkens og den offentlige sektors historie, hvor det ikke er de, der arbejder til daglig med socialpolitikken, der er gået amok, men hvor det derimod er de politiske og faglige beslutninger, vi i dag med god grund kan skamme os over.
Racehygiejne
Racehygiejne er ét af de områder, der springer i øjnene.
I 1934 fik socialminister K.K. Steincke suppleret sin sterilisationslov med en legal mulighed for at tvangssterilisere åndssvage medborgere.
Steincke havde allerede fjorten år tidligere formuleret formålet: “Vi behandler Undermåleren med al Omsorg og Kærlighed, men forbyder ham blot til Gengæld at formere sig.”
Begrebet “undemåler” blev her ikke brugt som det skældsord, det blev til i mine barndom, men blot som det nøgterne fiskerudtryk om den del af fangsten, der måtte smides ud igen, fordi den ikke opfyldte mindstekravene.
Racehygiejnen var ikke som tæskene et udslag af ondskab, men derimod resultatet af politiske beslutninger baseret på faglige anbefalinger. I dag ville man sikkert kalde det for evidensbaseret.
Som mere eller mindre frivillige indgreb for at forhindre videregivelsen af gener fortsatte steriliseringerne helt frem til 1968.
Også tvangsanbringelsen helt frem til 1961 af “den klasse af let aandssvage Kvinder, hvis Erotik frembyder en væsentlig Fare for udbredelse af Kønssygdomme og for en Forøgelse af Samfundets aandelige individer gennem Barnefødsler” på Sprogø for “at formindske den store økonomiske Byrde, som det aandeligt defekte Afkom er for Samfundet” springer i nutidens øjne.
Tilsvarende med tvangsfjernelsen af 22 grønlandske børn i 1951 for at gøre dem til syddanskere, der kunne bringes tilbage til Grønland som forbillede for andre grønlændere.
Der er rigtig meget af det, der foregik i særforsorgen, især børneforsorgen, psykiatrien og åndsvageforsorgen frem til 1960’erne, som eftertiden nødigt vil stå på mål for i dag.
Hvad med vores eftertid?
Vi får også en eftertid.
Hvordan vil nutidens indsats for udsatte grupper blive betragtet til den tid? Hvordan vil dagens ulighed i sundhed blive set på?
Skal nogen siden hen til at sige undskyld for dét, der i vores tid er normen på sociale institutioner, i psykiatrien og i resten af sundhedsvæsenet?
Vil eftertiden sige om os, at vi videreudviklede velfærden og gjorde det på den tids betingelser godt? Eller vil eftertiden sige undskyld for, at vi ikke udnyttede den viden og de muligheder for at skabe bedre vilkår, vi havde til rådighed?
Det bør Mette Frederiksens undskyldning få beslutningstagere og velfærdsansatte til at tænke dybere over.
Vi skal føle os sikre på, at velfærden er den bedst mulige, og at vi sætter hælene i, hvis velfærdsydelserne ikke er, hvad de kunne være.