I disse tider, hvor klimaet står højest på rigtig mange menneskers politiske dagsorden, bliver man som EU-modstander ofte kritiseret for ikke at tage klimaforandringerne alvorligt, “for vi kan jo ikke løse klimakrisen alene.”

Det er helt korrekt, at et lille land som Danmark ikke alene kan løse klimaudfordringerne, men at tro, at EU er klimaets frelser, er en illusion.

Faktisk kan vi ikke engang leve op til kravene i Paris-aftalen, for de krav lever EU ikke engang op til.

Klimaet har aldrig stået øverst på EU’s politiske dagsorden. Det gør EU’s indre marked til gengæld. Og uanset hvor slemt det så end står til med klimaet, så er det indre marked ukrænkeligt ifølge EU’s traktater.

EU poster milliarder i kul, gas og olie

Hvert eneste år investerer EU eksempelvis 112 milliarder euro i fossile brændstoffer som kul, gas og olie. Desuden kræver EU palme- og sojaolie i flydende brændstoffer, hvilket blot medfører yderligere fældning af regnskoven.

Udover det giver EU transportsektoren skatterabatter og tilskud til fossile brændstoffer for mange milliarder euro hvert eneste år.

Når EU’s medlemslande gerne vil gøre en ekstra indsats for klimaet, står EU også i vejen. I Danmark vil regeringen eksempelvis have udfaset salget af benzin- og dieselbiler i 2030. Det lyder både dejligt og progressivt.

Desværre er det også urealistisk. EU’s traktater blokerer nemlig for, at et land kan forbyde salg af varer, der er tilladte på det indre marked, hvor alt i øvrigt betragtes som en vare. Lige fra skrald til CO2.

EU giver gennem sit CO2-kvotesystem CO2-rabatter for mange milliarder euro til nogle af de mest energitunge industrier.

Når vi i Danmark inden 2030 skal have reduceret vores udledning af drivhusgasser med 70 procent, så kommer det altså overordnet set ikke til at gøre nogen forskel, fordi det, der i så fald er sparet, blot sælges til andre som en mulighed for at svine noget mere.

Desuden gik EU-landenes regeringer i 2008-2015 glip af 143 milliarder euro i indtægter på grund af gratis tilladelser til industrien til at forurene og udlede drivhusgasser.

Klimavalg blev en kort fornøjelse

EU-parlamentsvalget i maj i år blev solgt som et “klimavalg”. Der var simpelthen ingen grænser for, hvor grønt det hele nu skulle blive. Den nye, grønne tilgang blev dog en kort fornøjelse.

En måned efter dette “klimavalg” underskrev EU-kommissionen en handelsaftale mellem EU og Mercosur-landene, hvor klimaet utvivlsomt bliver den helt store taber.

Ifølge aftalen, der liberaliserer store dele af landbruget i Mercosur-landene, skal EU årligt importere 99.000 tons oksekød, 180.000 tons sukker, 100.000 tons fjerkræ samt store mængder vin. Dette vil øge produktionen markant og medføre endnu mere fældning af regnskovene.

Alle disse varer lander på EU’s indre marked og dermed i kølediskene i vores lokale supermarkeder. Samtidig skal den tyske bilindustri eksportere massevis af benzin- og dieselbiler til Mercosur-landene.

I september i år, da regnskovene i Amazonas stod i flammer, blev et forslag om netop at fordømme disse regnskovsafbrændinger nedstemt i EU-parlamentet.

EU lever ikke selv op til Parisaftalen

Som sagt er det korrekt, at Danmark ikke kan løse klimaudfordringerne alene, men når vores EU-medlemskab står i vejen for, at vi faktisk kan gøre bare lidt eller i det mindste være et foregangsland, så er EU problemet og ikke løsningen.

Faktisk kan vi ikke engang leve op til kravene i Parisaftalen, for de krav lever EU ikke engang op til.

Verden er større end EU, og det betyder, at der er rigtig mange andre muligheder for at samarbejde globalt om at tackle klimaudfordringerne.

EU’s indre marked forhindrer, at EU nogensinde kan vægte klimaet højere end økonomisk profit og vækst, og derfor burde vi for længst have set os om efter andre muligheder.