De sidste par år har jeg med kortere og kortere mellemrum oplevet, at EU-modstanden på dele af venstrefløjen, der ellers plejer at profilere sig som EU-modstandere, i højere grad bliver anset for at være et nationalistisk foretagende.

Hvis vi virkelig ønsker international solidaritet og retfærdighed, er vi nødt til at bryde med EU’s varetagelse af de ”europæiske interesser”, der er alt andet end solidariske.

Med argumenter om at det kun er nationalister, der tænker indenfor eget lands grænser, og at der ikke findes et ikke-nationalistisk alternativ til EU, bliver EU nu pludselig stillet som et alternativ til netop dette; nationalisme.

Nationalismen i EU 

Har man læst eller blot sat sig en smule ind i EU-traktaterne, så ved man, at EU’s overordnede mål er total harmonisering af medlemslandene, altså det der også betragtes som ”unionstaten”, og denne ”unionstat” er på mange måder et nationalistisk projekt i sig selv.

Når Donald Trump eksempelvis kritiseres for sine planer om en mur mellem USA og Mexico, så er det væsentligt at huske, at EU er godt i gang med et søsterprojekt; Fort Europa, der med sin ”mur” rundt om Europas ydre grænser, skal være med til at varetage de såkaldte ”europæiske interesser”.

Denne mur er vi som medlemmer af EU også med til at bygge, om vi vil det eller ej. I hvert fald giver vi en masse penge til projektet.

En varetagelse af de såkaldte ”europæiske interesser” handler altså om, hvad der menes ”at være godt” for EU uanset, hvad det så betyder for resten af verden.

EU er ikke international solidaritet

Vi har absolut ingen indflydelse på, hvad EU gør med alle de penge, vi betaler for vores ”abonnement”, eller hvilke EU-projekter, vi støtter.

Eksempelvis har EU igennem flere år betalt millioner af euro til den libyske kystvagt, for at libyske militser skal forhindre flygtninge i at flygte mod Europa, og dette sker på ekstrem voldelig og brutal vis.

Ligeledes har Tyrkiets Erdogan fået millioner af euro for at holde flygtninge ude af Europa, og ligeledes her er metoderne fuldstændig uacceptable.

Om det gælder våbenproduktion, militær oprustning, EU’s imperialistiske landbrugspolitik, brud på menneskerettighederne eller alt muligt andet, så har det alt sammen samme formål; at varetage de ”europæiske interesser”, og dét er vi en del af, om vi vil det eller ej.

Ikke retfærdighedens tag-selv-bord

Det forholder sig nu engang sådan med EU, at man som medlemsland ikke bare kan vælge, hvad man vil gerne vil være med til, og hvad man ikke vil være med til.

Man kan altså ikke gennem EU være med til at støtte et blødende Sydeuropa uden også at være med til at støtte brutale libyske militser og våbenproduktion.

Det samme gør sig i øvrigt også gældende med klimaet, hvor EU’s klimaindsats først og fremmest blot er varm luft. De få initiativer, der reelt skal hjælpe den grønne omstilling, kommer også med beskidte sidegevinster, hvor der stadig investeres massivt i fossile brændstoffer.

Solidaritet på arbejdsmarkedet oplever vi heller ikke noget af fra EU. Måske synes man, at den længe ventede Vejpakke, der skal være med til at sikre gode forhold for lastbilchauffører, er en god idé. Men så er det væsentligt at huske på, at vi samtidig også stadig er med til at legitimere polske håndværkeres uacceptable vilkår på danske byggepladser.

Det ér vores ansvar

Nogen skal stilles til ansvar, og her kunne vi jo passende starte med os selv. I Danmark. Nok er vi et lille land, men ikke for lille til at sige fra overfor de uretfærdigheder, som vores EU-medlemskab har viklet os ind i.

Hvis vi virkelig ønsker international solidaritet og retfærdighed, så er vi nødt til at bryde med EU’s varetagelse af de ”europæiske interesser”, der er alt andet end solidariske, men derimod har enorme konsekvenser for mennesker verden over.

Hvordan det ikke at ville være med til at varetage de ”europæiske interesser”, fordi det har så enorme konsekvenser for mennesker verden over, kan anses for at være nationalistisk, er mig en gåde.