24 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udmeldelse af EU er en forudsætning

Blogs

Ditte Marie Gyldenberg Ovesen
Sekretariatsleder hos Folkebevægelsen mod EU
Cand.mag i anvendt filosofi, tidligere politisk rådgiver og assistent for Rina Ronja Kari i EU-parlamentet.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 28. december, 2019, 11:01:01

Udmeldelse af EU er en forudsætning

EU er ikke og har aldrig været et socialt projekt. Udmeldelse af EU er en forudsætning for at kunne føre progressiv politik.

På venstrefløjen rundt omkring i Europa er skuffelsen stor over Labours nederlag ved det netop overståede parlamentsvalg i Storbritannien, og der er blevet delt mange tanker og analyser om årsagerne til nederlaget.

Hvordan kunne man dog finde på at vælge en konservativ premiereminister, når befolkningen gerne vil have velfærd? Hvad skal der blive af alle dem, der har brug for et socialt sikkerhedsnet? Er velfærd ikke vigtigere end brexit?

Boris Johnson og hans konservative bagland kan skiftes ud om fire år, men EU’s traktater forbliver de samme.

Når man ser på, hvem der egentlig stemte på Boris Johnsons parti, så er der ikke tale om én befolkningsgruppe, men derimod folk fra alle samfundslag. Det var både arbejderen, forretningsmanden, samfundets udsatte og middelklassen. Selv i områder, hvor Labour ellers plejede at stå rigtigt stærkt, gik mange stemmer til de konservative.

Er dette et udtryk for, at selv arbejderen er gået hen og er blevet konservativ? Nej. Det er derimod et udtryk for, at briterne mente det alvorligt, da et flertal af befolkningen stemte LEAVE tilbage i 2016. Og med god grund.

EU blokerer for Labours valgløfter

Labour lovede velfærd, sociale forbedringer, genopbygning af den offentlige sektor, renationalisering af liberaliserede tjenester og transport samt en grøn fremtid. Valgløfter, der får enhver på venstrefløjen til at juble. Desværre var der samtidig tale om valgløfter, som på grund af EU og det indre marked var urealistiske.

EU er ikke og har aldrig været et socialt projekt. Det har altid handlet om økonomisk profit og vækst, og illusionen om, at en social protokol vil ændre noget, er og forbliver en illusion. Enhver, der har stiftet bekendtskab med EU’s servicedirektiv og udbudsdirektiv, ved, at renationalisering af udliciterede og liberaliserede tjenester er så godt som umuligt. Så når Labour blandt andet ville renationalisere de britiske jernbaner, så var der altså tale om et tomt løfte. Helt specifikt er det EU’s Jernbanepakke 1-4, der har presset liberaliseringer af medlemslandenes nationale jernbaner igennem.

Samtidig gør EU’s konstante nedskæringspolitik det mere eller mindre umuligt at øge de offentlige budgetter og dermed velfærden. I hvert fald hvis velfærd ikke kun skal omfatte de borgere, der selv har råd til at betale for den. Desuden kræver EU, at alle offentlige opgaver og projekter sendes i udbud, og at alle virksomheder skal have lige muligheder for at byde ind på dem.

Den grønne fremtid som Labour lovede, ville briterne med et EU-medlemskab også komme til at kigge langt efter. Godt nok har EU-kommissionen fremlagt en ny klimaplan, men en meget uambitiøs én af slagsen. Når EU samtidig forhindrer medlemslandene i at gå foran med den grønne omstilling, så ser fremtiden pludselig knap så grøn ud.

Har venstrefløjen glemt EU-modstanden?

Hvor der generelt på venstrefløjen tidligere var en tydelig EU-modstand, er det efterhånden blevet mere uklart, hvilken rolle, venstrefløjen egentlig mener, at EU skal spille. Man har vel nærmest fået en slags berøringsangst. Især når det kommer til at anerkende EU som årsagen til de problemer, man ønsker at løse, for EU blokerer jo rent faktisk for alt det, venstrefløjen gerne vil.

Vælgerne var blevet snydt, hvis Labour var løbet med valgsejren, fordi EU havde blokeret for, at man kunne virkeliggøre valgløfterne i en sådan grad, at det faktisk ville gøre en forskel.

Hvis venstrefløjen fortsat ønsker at føre progressiv politik og skabe forandringer, både i Storbritannien og i de andre EU-medlemslande, så kræver det først og fremmest en ophævelse af det enkelte lands EU-medlemskab.

Boris Johnson og hans konservative bagland kan skiftes ud om fire år, men EU’s traktater forbliver de samme.