Fremtidige generationer vil sandsynligvis lære, at sammenfaldende med Sovjetunionens opløsning og socialismens svækkelse kom Danmark til at blive en lille, men militant aktør i europæisk politik. Hvordan den danske politiske kultur blev et vedhæng til USA's målsætning vil også blive analyseret.

Det udbredte fjendskab til Rusland kan imidlertid vise sig at være en dyrt købt fornøjelse: Militær oprustning og krig på bekostning af velfærd!

Denne refleksion blev vækket for nylig af en artikel på DR’s hjemmeside med overskriften ”Russisk trussel: Dansk støtte på 860 millioner til to lande”.  Den første reaktion var en følelse af stolthed over Danmarks gavmildhed. Lidt længere nede i teksten står der imidlertid, at pengene skal tages fra udviklingsbistand og gives til Georgien og Ukraine. Formålet er, siges det, at bevæge dem i en mere vestlig retning og hjælpe dem til at stå imod det, der anses som en overhængende russisk fare.  

Det udbredte fjendskab til Rusland kan imidlertid vise sig at være en dyrt købt fornøjelse: Militær oprustning og krig på bekostning af velfærd!

Konfrontation mod Rusland og Kina

Vi lever i en overgangstid, som er fuld af faremomenter og muligheder. Den gamle verdensorden udfordres på grund af USA's hegemoniske krise: Interne politiske opløsningstendenser samt svækkelse af dets økonomi. Samtidig gør nye aktører modstand imod det vestligt dominerede overherredømme, som har eksisteret siden den industrielle revolution i Europa.  

Udfoldelsen af USA's udenrigspolitik, som i disse år synes at være gået i panik, har medført en konfrontationsstrategi imod især Rusland og Kina samt den tredje verden. Dialektisk har denne konfliktfyldte politik bidraget til dannelsen af en slags alliance mellem verdens anden stærkeste magt og verdens anden stærkeste økonomi.

Det er i denne geostrategiske forandringsproces, at venstreorienteret politik skal navigere. I mellemtiden synes venstrefløjen at have overtaget russofobiens diskurs og tilpasset sig den herskende ideologi og praksis.

Enhedslistens ideologiske had

Ikke alene er den danske venstrefløj desorienteret, hvad angår Rusland, men ledende medlemmer af Enhedslisten (EL) ytrer et ideologisk had eller sarkasme ikke alene til den bolsjevikiske revolution, men også til de socialistiske eksperimenter i Cuba og Venezuela.

I forbindelse med en russisk anmodning om anlæggelse af en gasledning i dansk farvand har de venstreorienterede partier (og ikke mindst EL) argumenteret imod en sådan tilladelse. Grunden angives at være: Russisk aggressivitet skal ikke belønnes.

Det russiske fjendebillede overser imidlertid den strategiske kendsgerning, at NATO-tropper fra vestlige lande for første gang siden 1941, da Tyskland invaderede Sovjetunionen, nu står ved den russiske grænse.

Det interessante i venstrefløjens argumentation er, at den rejser nogle påstande om russisk udenrigspolitik både i Mellemøsten (Syrien) og i Østeuropa (Ukraine). EL's fremstilling af Ruslands rolle i Syrien som krigsforbryderisk bygger på en primitiv forståelse og ønsketænkning. Selvom Ruslands indsats har krævet civile ofre, blev Moskva tilkaldt af den siddende syriske regering og var i takt med folkeretten. Uden russisk deltagelse (med Iran og Hizbollah) ville et islamisk kalifat have været etableret i Damaskus.

I Ukraine ville de etniske russere uden Moskvas støtte have mistet deres nationale identitet og rettigheder som følge af et vestligt iscenesat kup imod en folkevalgt regering. Hvordan ved EL's ordfører, at Krims befolkning blev ufrivilligt indlemmet i Rusland?

Der findes et mere nuanceret narrativ end dæmoniseringen af Rusland. Husk Afghanistan, Irak, Libyen, Yemen og så videre! For EL's partimedlemmer og sympatisører med en anden holdning til verdenspolitik er bægeret snart overfyldt: Nok er nok!