De sidste par uger er jeg kommet til at følge alt for meget med i kommentarer, nyheder, indlæg og skriverier om Anahita Malakian (Nye Borgerlige) og hendes nye burgerbar The Barn. Det kan virkelig ikke anbefales, men samtidig er det lidt svært at stoppe igen, så snart man er gået i gang.

Derfor har jeg ufrivilligt dannet mig et overblik over de argumenter, der har forenet den politiske klasse fra højre til venstre i et enigt og vredt kor af fordømmelse af den radikale venstrefløj i almindelighed og mediet Konfront i særdeleshed.

Jeg står dog stadig tilbage med en ret klar opfattelse af, at al fordømmelsen er ualmindelig ureflekteret og hyklerisk. Jeg vil derfor gennemgå forløbet og analysere på fordømmelsens logik og natur.

Anahitas call to action

Den første mobilisering af politisk harme over Konfronts naziburger-artikel kommer fra Anahita selv, hvor hun på Facebook laver et opslag:

Hun mener altså ikke, at man skal angribe en privatperson på sit levebrød, bare fordi personen har en politisk holdning. Man skal gå efter bolden og ikke spilleren! Det er et princip, som måske lyder sympatisk, men som faktisk ikke giver ret meget mening, når det handler om politikere. Faktisk bliver alle politikere angrebet på deres levebrød hvert fjerde år. Det kaldes at gå til valg.

Var Anahita blevet valgt ind, havde hun sandsynligvis haft levebrød nok resten af livet. Under valgkampen deltog hun i et spil om levebrød med samtlige andre partier, som hun tabte. Dette kan hun dog ikke brokke sig over, fordi sådan er reglerne i det politiske spil, og det har alle deltagerne accepteret.

Der findes altså to slags personer, der begge hedder Anahita. Politiker-Anahita, som det er okay at angribe på levebrødet, når der er valg, og så Privat-Anahita, der driver en burgerbar, og som man ikke må angribe.

Privat-Anahita er det perfekte offer

Anahitas call to action er dog særdeles effektivt til at mobilisere hendes støtter, og det vælter ind med positive anmeldelser af The Barn. Faktisk bliver folk, der normalt betragtes som politiske modstandere, også mobiliseret.

Centrister som Leif Donbæk (SF) og debattøren Nima Zamani kommer også ind i kampen og spiser derinde i sympati med Privat-Anahita, der i alles øjne bliver beskrevet som et offer for de udemokratiske venstreekstremisters vrede. Selvom man kan være uenig i hendes politik, er de enige om at fordømme de utilstedelige metoder, hun bliver udsat for.

Men hvad er det for metoder, de egentlig kritiserer? Det er værd at bemærke, at de metoder, der fordømmes i denne første fordømmelsesbølge, udelukkende består af brugeranmeldelser og den oprindelige artikel i Konfront. Det bringer os til fordømmelsens andre antagelser.

Anmeldelser og vidensdeling anses som udemokratisk

En ting, der vækker meget harme i de kommentarer og opslag, der støtter Anahita, er, at de “utilstedelige” venstreekstremister laver dårlige anmeldelser på Facebook og andre sociale medier. Vi har altså den frækhed at kritisere The Barn udelukkende af politiske årsager! Vi har ikke engang spist deres burger, før vi tillader os at kritisere stedet.

Intet sted i fordømmelsens logik reflekteres der over det faktum, at etisk forbrug eller forbrugerboykots bliver umulige, hvis man ikke må kritisere et produkt, før man køber det. Det er i øvrigt kun de negative anmeldelser, der er udemokratiske. De positive sympatianmeldelser, der strømmer ind fra hele landet, beskrives intet sted som et problem, selvom de også er skrevet af folk, der aldrig har været der. 

Endelig angribes det oprindelige indlæg fra Konfront. Det angribes dog uden at forholde sig til konteksten. Argumenterne er umiddelbart, at Anahita ikke er nazist, hvilket aldrig er blevet påstået, eller at Privat-Anahita er et godt menneske, hvilket artiklen ikke forholder sig til.

Det ironiske er jo netop, at fordømmelsesfolkene nok ser sig selv som forsvarere af ytringsfrihed og demokratisk debat. Den demokratiske samtale må dog ikke finde sted i Facebooks anmeldelsessystem. Måske fordi centristerne i så fald ville være nødt til at forholde sig til tonen i debatten hos dem, der støtter The Barn.

Eskalering

Natten til lørdag den 5. oktober eskalerer de venstreradikale tilsyneladende deres angreb mod Anahita. I BT kan man læse overskriften: “Politikers restaurant smadret i nat”. Læser man helt ned til den sidste halvdel af artiklen, finder man den godt gemte oplysning, at det kun er en enkelt rude, der er smadret.

Vi venstreradikale har historisk set været i stand til at begå langt mere omfattende hærværk imod bygninger tilhørende kapitalister eller fascister. Hvis en enkelt rude virkelig er det værste, vi kan præstere, er det let som gammel venstreradikal at få tanken, at der nok ikke er tale om organiseret hærværk, men nok snarere en enkelt flaske, der røg i restaurantens generelle retning på vej hjem fra byen.

Men det er tilsyndeladende ikke, hvad alle gamle venstreradikale tænker. I hvert fald ikke hvis den gamle venstreradikale hedder Pelle Dragsted. Han kaster nemlig sin stemme ind i koret af fordømmelser i et facebookopslag lørdag middag.

Fordømmelsen af Konfront og “de venstreradikale” spænder nu hele det parlamentariske politiske spektrum. Vi er nået full circle, og privat-politikerens offerfortælling synes nu altdominerende i pressen og på de sociale medier. 

En komplet offerfortælling

Objektivt set havde kampagnen imod The Barn ikke meget succes. Vi lavede nogle dårlige anmeldelser, og en enkelt rude blev smadret. Især på sociale medier var støtten til Anahita og The Barn meget større end kritikken. Ingen i mediesfæren har overhovedet forholdt sig til de påstande, den originale artikel fremkom med, på trods af at det var udmærket dokumenteret, at hun i valgkampen plejede omgang med tidligere nazister.

Alligevel følte Anahita, at presset var for stort, og i et utroligt kortfattet opslag søndag annoncerede hun, at hun stoppede på The Barn med øjeblikkelig virkning. Det er ikke til at vide, hvad der gjorde udslaget, og det virker for mig påfaldende, at en kampagne, der for en garvet venstreradikal som mig, ser inderlig ineffektiv ud, alligevel kan opnå det ønskede resultat så hurtigt.

Tilbage står Anahitas fortælling om de venstreradikale, der gik efter hendes levebrød og vandt via vold og udemokratiske metoder. Tilbage står også den massive fordømmelse, men der er ikke nogen at fordømme. De venstreradikale bag kampagnen kan ikke findes, så i stedet går det ud over uskyldige som for eksempel Enhedslistens rådgiver Poya Pakzad.

En inderligt demokratisk-sindet person der i et sekunds svaghed kommer til at påpege, at der også er andre problemer i verden end en enkelt smadret rude i Nordvest. For de mange fordømmende centrister er Anahitas lidelser tilsyneladende vigtigere end alt, der ellers foregår i verden! Men lad os se på, hvad der gør den historie så stærk for alle politikere i Danmark.

En fortælling der kun tjener den politiske klasse

Kernen i fordømmelsens fortælling er historien om, at Anahita er “angrebet på sit levebrød”. Det narrativ forener det yderste højre med det yderste venstre, og det er den påstand, der går igen i langt de fleste fordømmende kommentarer på sociale medier. 

Det er altså værd at kigge på, hvem der egentlig drager gavn af den fortælling. For hvis man tænker over det, er al politik jo en forhandling om levebrød. Venstrefløjen vil fordele mere levebrød til masserne, og højrefløjen mener, det er bedst, hvis de rige har det meste, og vi fattige deltager i en sund konkurrence om resterne.

I fordømmelsens logik er det altså okay, at politikere forhandler om vores levebrød, men en politiker kan pludselig blive privat, og så er det ikke okay at gå efter deres levebrød længere.

Det eneste, Pelle Dragsted tilsyneladende har til fælles med Anahita, er, at de begge har forsøgt at leve af politik, men nu skal finde en anden måde at skaffe deres levebrød på. Måske er det derfor, fortællingen om levebrødet giver så meget umiddelbar mening for alle politikere. De har allesammen noget at miste, hvis konsekvenserne af deres politiske handlinger kan ramme dem i deres private liv.

Anahitas politiske levebrød

Anahita forsøgte at tjene til sit levebrød hos Nye Borgerlige. Et parti der gerne vil sænke skatten og altså fordele mere levebrød til de rigeste frem for de fleste. Allerede der bliver offerrollen som en privatperson, som bliver truet på sit levebrød, en smule hyklerisk. Hendes opstilling var en trussel mod levebrødet for alle os, der er afhængige af et samfund med et minimum af social sikkerhed, og alle os, der kan risikere at miste vores job.

Men der er nogle grupper, der er endnu mere truet af Nye Borgerlige end andre. Partiet vil nemlig droppe Danmarks overholdelse af menneskerettighederne og ændre grundloven for bedre at kunne diskriminere muslimer samt indføre et stop for al beskyttelse af flygtninge. Anahita tilhører altså et parti, der er fuldstændig ligeglad med demokratiske frihedsrettigheder, når det handler om at fjerne levebrødet for grupper, de ikke kan lide.

En hyklerisk fordømmelse

Det er kun den politiske klasse, der har gavn af levebrødsfortællingen, og den giver kun mening, hvis man ser bort fra det faktum, at politikere i almindelighed og Nye Borgerlige i særdeleshed truer mange hundrede tusinder af mennesker på deres levebrød.

Al den fordømmelse, jeg har set den sidste uge, er dermed dybt hyklerisk, manipulerende og tjener kun til at forstærke den politiske klasse og dens interesser overfor de samfundsgrupper, der skal leve med konsekvenserne af deres handlinger. Den antager, at politikeres liv kan isoleres fra livet i det samfund, de vil bestyre.

Det er den politiske klasse, der spiller et spil, som kun de selv kan vinde. Det er deres spil om magt, penge og levebrød, og det holdes oppe af en heksejagt på alle, der for alvor vil lave noget om. Som venstreradikale bør vi altid stå udenfor deres spil. Hvis vi vinder i deres spil, har vi tabt på forhånd.