Forleden læste jeg et udbrud på min kammerat Fatma Tounsis Facebook-væg. Hun var stærkt utilfreds over de mange venstreorienterede der havde delt Joachim B. Olsens (LA) seneste tweet om at indvandrene ikke havde taget danske navne nok.

Forargelse er selvdestruktivt og leder altid efter en syndebuk. Forargelsen vender sig imod os selv i sidste ende.

Fatma var forståeligt frustreret over at demoer for flygtninge, de arbejdsløse eller imod ghetto-pakken ikke i samme grad kan få venstrefløjen op ad stolene som det at en højreorienteret siger noget vi tror er for dumt til at være sandt. At folk bruger deres energi på at forarges over højrefløjens næsten barnligt opmærksomhedssøgende stunts, mere end de organiserer for at gøre noget ved det.

Jeg er egentlig egentlig rørende enig med Fatma. Mængden af venstreorienteret forargelse på sociale medier er too damn high. Kapitalismen har givet os sociale platforme som primært sælger os følelsen af at gøre noget politisk når vi deler, debatterer og høster likes.

Vi tror vi gør en forskel når vi udstiller Joachim B. Olsens dumhed, men vi laver ikke ringe der spreder sig i havet længere. Vi bygger i stedet cirkelformede digitale mure op om os selv og lukker os inde med folk der allerede er enige. Vi køber en følelse af at vinde og betaler ved at spille et spil hvor kapitalisterne og højrefløjen har lavet alle reglerne.

Det er lige meget hvor meget Joachim B. Olsen tager fejl og hvor gode dine argumenter er. Det er ikke nogen debat på de sociale medier og det er ikke rationelle nuancerede argumenter der vinder noget. 

Kampen på sociale medier er en kamp på udstilling af følelser. Ikke en udstilling af argumenter. Når vi udstiller noget dumt en højreorienteret siger eller gør, mobiliserer vi på følelsen af forargelse i vores cirkler, og det er nok det mindst konstruktive vi kan gøre.

Vores forargelse vil aldrig kunne blive stærkere end højrefløjens. De har været forargede siden en bondemand en gang i 1700-tallet spurgte om ikke det var meget rimeligt hvis stavnsbåndet blev ophævet. Vi er først blevet det med udbredelsen af sociale medier. Højrefløjen har cirka 300 års erfaring med forargelsen som politisk strategi. Vi har max 10!

Vi har allesammen gjort det. Jeg skreg min frustrerede forargelse ud på sociale medier da Inger Støjberg fejrede flygtningestramninger med kage. Der kom ingen aktivisme ud af det. Verden blev ikke et bedre sted. Inger Støjberg blev ikke væltet af mig eller de titusindvis af andre gode menneskers der istemte forargelsens kor på sociale medier.

Problemet med forargelse er det føles godt og rigtigt i situationen og på venstrefløjen står vi ved vores følelser. Vi kan ikke stoppe os selv og hinanden i at føle vores kamp. Men vi bør måske overveje hvilke følelser vi strategisk mobiliserer ind i den.

De fleste bliver venstreorienterede i kraft af en følelsesmæssig investering. Jeg blev primært aktiv fordi der var rare følelser som sammenhold, solidaritet, kærlighed til hinanden og vrede imod systemet. Det var gode følelser. Følelser der fører til aktioner og mobiliseringer der rækker ud over de sociale medier. Følelser der fører til forandring.

Problemet er at forargelse er hurtigere, lettere og mere forførerisk end de følelser vi på venstrefløjen plejede at mobilisere ind i vores kamp. Det føles måske rart, men fører ikke til en kamp vi kan vinde. Og værre endnu: Forargelse er selvdestruktivt og leder altid efter en syndebuk. Forargelsen vender sig imod os selv i sidste ende.

Derfor bør vi ikke dele ting på sociale medier hvis det eneste vi føler er forargelse. Del når du føler noget positivt eller når din deling fører til handling og forvandling. Del når det kan bruges som aktion i stedet for bare at være en forarget reaktion!