BT kører for tiden en artikelserie om beboerne på ”Udrejsecentret Kærshovedgård”. Artiklerne har et fokus på kriminalitet blandt beboerne på centret og utryghed hos deres naboer i Bording – en stationsby med 2.374 indbyggere.

Hvis man vil motivere en gruppe mennesker til at opføre sig kriminelt, skal man gøre præcis hvad politikerne har gjort med beboerne på Kærshovedgård.

Beboerne fra Kærshovedgård begår efter sigende butikstyveri, kører på røven med kollektiv trafik og der har også været et enkelt tilfælde af afmagtsvold. Nu står politikere fra højrefløjen til Socialdemokraterne i kø for at kræve strengere forhold for de afviste.

Peter Skaarup (DF) kræver eksempelvis beboerne spærret inde og langer ved samme lejlighed ud efter den europæiske menneskerettighedskonvention.

Venstre og Inger Støjberg danser lidt nervøst rundt om debatten fordi de godt ved det er svært at stramme op uden at komme på kollisionskurs med konventionerne og dermed EU.

At politikere forarges over kriminalitet er ikke noget nyt. Det er heller ikke noget nyt at de kappes om at love strammere kurs og konsekvenser. Det er dog stadig værd at huske at de tiltag de selvsamme politikere har indført er så blottet for almen viden om kriminalitet, at det undrer at forholdende ikke er langt værre.

Hvis man vil motivere en gruppe mennesker til at opføre sig så kriminelt som muligt, skal man ifølge al kriminologisk forskning og almindelig sund fornuft gøre præcis hvad politikerne har gjort med beboerne på Kærshovedgård.

I det følgende vil jeg liste de kriminalitetsmotiverende tiltag vi som samfund udsætter dem for. Som en person der har været inde i lidt af en kriminel løbebane selv, og i øvrigt har skrevet speciale om kriminalitet, har jeg et par indsigter der ellers kan være til at overse i debatten.

1: Kærshovedgård er i praksis et fængsel

Kærshovedgård var indtil dets indvielse som udrejsecenter et åbent fængsel. Jeg havde fornøjelsen af et kort ophold der i 2005. Hvad fysisk indretning angår er det mere lukket nu hvor det ikke længere huser afsonere med højere hegn og svingdør ved indgangen. Fysisk er det altså mere et fængsel nu end den gang det var et fængsel.

2: Personalet er uniformerede fængselsbetjente

Hvad personalet angår er det drevet af kriminalforsorgen minus alt det civile personale. Det er altså uniformerede fængselsbetjente alene der står for driften af stedet. Deres træning er altså rettet imod kriminelle afsonere – ikke flygtninge der blot søger efter et sted at overleve.

3: Intet civilt personale

I et normalt fængsel er der tilknyttet en række skolelærere, socialrådgivere, pædagoger og typisk en psykolog også. Disse er vigtige da de bygger en bro imellem den dømte og samfundet på en måde uniformeret personale ikke kan. Noget jeg skrev speciale om i 2013. På kærshovedgård findes der ingen civilt ansatte.

4: Ingen mulighed for at forbedre egen livssituation

I Kærshovedgård har beboerne ingen mulighed for at påvirke deres livssituation på nogen meningsfuld måde. De må ikke arbejde, gå i skole eller lave mad selv. Uanset hvad de gør er deres utålelige hverdag den samme. Det er veldokumenteret at det er ekstremt psykisk nedbrydende at leve uden perspektiver på den måde. Det bedste man kan gøre for at presse folk ud i kriminalitet er at nedbryde dem psykisk og understrege de ikke har noget at miste.

5: Kriminalitet lader dig tage kontrollen tilbage

Da jeg selv sad i fængsel  2011 gjorde jeg en interessant observation. De fanger der havde en kriminel livsstil, tilhørte bander og havde mange relationer til andre kriminelle havde det på mange måder lettest i fængslet. De kunne pleje kontakter med folk fra deres netværk, lave vante aktiviteter og på mange måder fortsætte det liv de havde på ydersiden.

Hvis man lever i en fængselslignende institution er kriminalitet en måde at gøre ting der betyder noget igen. Ting der kan have konsekvenser for ens liv igen. Det kan godt være de konsekvenser er risikofyldte eller ofte ender negativt men i det mindste har man en rest af kontrol over sit liv igen. Det er mere værdigt at være kriminel hvis alternativet er at være ingenting.

6: Konsekvensen ved småkriminalitet er til at overse

Hvis man på Kærshovedgård gør noget små-kriminelt bliver man enten idømt bøder eller får en kort fængselsstraf. Bøderne kan man aldrig komme til at betale fordi man som beboer alligevel ikke har ret til at tjene nogen form for penge og gør altså ingen forskel i en lovlig økonomi.

Får man en i stedet en fængselsstraf skal den afsones i et andet åbent fængsel hvor forholdene kun er marginalt anderledes end i Kærshovedgård bortset fra at man i mange tilfælde kan arbejde, lave mad selv og oparbejde andre smågoder der ikke er tilladt i Kærshovedgård.

7: En hård straf kan ramme tilfældigt

I april blev otte iranere anholdt og varetægtsfængslet i Ellebæk. En varetægtsfængsling er i modsætning til ophold i et åbent fængsel ekstremt hårdt og det hårdeste man i Danmark udsætter kriminelle for.

De fængslede var hovedsageligt kristne konvertitter der var tilknyttet og vellidte hos en lokal kirke i bording. I modsætning til at tage kontrollen tilbage over deres liv med kriminalitet, havde de fundet en ikke-kriminel måde at få en lille smule meningsfulde aktiviteter ind i deres liv.

Indtil de altså med et snuptag blev varetægtsfængslet som de hårdeste forbrydere i Danmark. Fængslingen var udelukkende motivationsfremmende. Man håbede altså at de ville forlade Danmark frivilligt hvis man fængslede dem under hårde vilkår nok. Et forsøg der fejlede eftersom de netop er blevet løsladt efter et halvt år i Ellebæk.

At straf på den måde tilfældigt kan ramme mennesker der ikke er kriminelle er politisk den bedste motivation for netop at begå kriminalitet. Da jeg som yngre var fan af at kaste ubehagelige ting efter politi og politikere var det bedste argument for min sag når retssystemet fejlede og dømte uskyldige.

Hvis retssystemet kan straffe dig selvom du ikke har gjort noget kan du lige så godt gøre noget og tage chancen. Ethvert retssystem der straffer tilfældigt motiverer tilfældige til kriminalitet.

Lovlydighed undrer mig

De ting jeg oplister ovenfor er almen viden indenfor kriminologisk forskning. Når politikerne med Inger Støjberg i spidsen har designet vilkårene på Kærshovedgård er det altså mod bedrevidende.

De har gjort alt hvad de kunne for at motivere en gruppe mennesker, hvoraf mange i forvejen er traumatiserede og nedbrudte, til så meget kriminalitet som muligt.

Når man tager en flok mennesker og behandler dem som kriminelle af det personale der er vand til at håndtere fanger i fængsler, hvordan kan det så undre at de opfører sig kriminelt?

Når man så straffer en lille gruppe uskyldige så hårdt som man overhovedet kan i Danmark, hvordan kan det så undre at de resterende bliver ligeglade med risikoen ved at begå kriminalitet?

Det der undrer mig er i virkeligheden er at det værste BT kan grave op er lidt butikstyveri, køren på røven og et enkelt tilfælde af afmagtsvold i et supermarked.

Hvorfor er sitautionen i Bording ikke langt værre? Jeg undrer mig personligt over hvorfor vi ikke ser gidseltagninger, ildspåsættelser og væbnet modstand imod personalet.

Vi taler jo om mennesker der i mange år er blevet behandlet umenneskeligt og har langt mindre at miste end den gennemsnitlige danske fængselsindsatte. De småting BT har kunnet grave op er eksemplarisk opførsel omstændighederne taget i betragtning.