TV2 afslørede i den forgangne uge – gennem optagelser med skjult kamera – alvorlig omsorgssvigt og sundhedsfaglig uforsvarligt arbejde med ældre på plejehjem i henholdsvis Aarhus og Randers. De hjerteskærende scener med demente Else og Niels er gået lige i hjertekulen hos de fleste.

Man kunne ønske sig, at der rejste sig en bevægelse af samme styrke som den, der fik minimumsnormeringer i daginstitutionerne sat på dagsordenen og kæmpet igennem.

Det har naturligvis efterfølgende medført en omfattende debat i medierne og blandt folk i al almindelighed. De fleste har jo nok på fornemmelsen, at det ikke kun er på plejehjemmene i Aarhus og Randers, den er gal.

En række "eksperter" har lidt for travlt med at påpege, at det ikke så meget er et spørgsmål om ressourcer, men mere om forråelse, kultur, ledelse og den slags. Og sandt er det, at de pågældende sosu-assistenter og -hjælpere, der (ufrivilligt) medvirker i TV2’s dokumentar, ikke udviser den fornødne empati og medfølelse for de ældre mennesker, de har med at gøre, og helt klart fagligt også springer over, hvor gærdet er lavest. Men at påstå, at det ikke har noget med ressourcer at gøre, er hen i vejret.

TV-dokumentaren viser jo ikke, hvad der foregår uden for Elses og Niels’ hjem. Den viser ikke, hvor travlt der er på de pågældende plejehjem i øvrigt. Den viser ikke, hvad der ligger og venter af opgaver på de pågældende sosu’er. Alle med kendskab til plejehjemssektoren ved, at der bliver løbet rigtigt stærkt. Det bliver naturligvis aldrig en undskyldning for de sosu’er, vi ser i udsendelsen. De er uetiske og handler uprofessionelt og har tilsyneladende ikke forståelse for, at Else og Niels er totalt afhængige af deres hjælp.

Men det kommer ikke ud af den blå luft. Jeg tror ikke på, at der er ansatte i plejehjemssektoren, der møder ind om morgenen eller i aften- og nattevagt med den hensigt at gøre det så dårligt for de ældre som muligt. Tværtimod! Det her er resultatet af årtiers besparelser og nedskæringer i ældreplejen. I to årtier har skiftende regeringer holdt kommunerne i et økonomisk jerngreb, som har medført drastiske besparelser på velfærden, hvad enten det er daginstitutioner, folkeskole, sundhedsvæsen eller – ældreplejen.

Ifølge FOA er antallet af hjemmehjælpstimer for ældre over 65 år siden 2009 faldet med 7,5 millioner. Der findes plejehjem, hvor én nattevagt er alene med 43 beboere. Der bliver brug for 40.000 sundhedsfaglige medarbejdere i de næste 10 år for bare at opretholde det nuværende (alt for dårlige) niveau. De næste 10 år stiger antallet af ældre over 80 år med 170.000.

I en sådan situation er det katastrofalt, at optaget på sosu-skolerne er faldet med 41 procent på fem år. Men jo meget forståeligt. Der er tale om et hårdt fysisk og mentalt arbejde til en lav løn. Der er ingen prestige i at arbejde med ældre mennesker som sosu-assistent eller -hjælper.

Der er skåret helt ind i benet i ældresektoren. Og det er en kæmpeopgave at få genoprettet gode, trygge og værdige forhold for vores ældre medborgere, når de bliver afhængige af vi andres hjælp. Og at skabe gode og sunde arbejdsforhold for personalet hvor der er tid til at gøre en ordentlig indsats på de ældres præmisser. TV2’s dokumentar viser jo nemlig også, at når der er tid ("i dag har vi god tid, vi skal ikke skynde os"), er det et omsorgsfuldt personale med stor indlevelse, der arbejder på plejehjemmene.

Derfor er det et forsøg på at flytte fokus væk fra det væsentligste, når flere politikere af borgerlig, liberal observans nu skyder på de ansatte og ledelsen og "apparatet". Og ikke vil anerkende, at det er de selvsamme politikeres hårdhændede liberalistiske nedskæringspolitik gennem mange år, der er hovedårsagen til miseren.

Man kunne ønske sig, at der rejste sig en bevægelse af samme styrke som den, der fik minimumsnormeringer i daginstitutionerne sat på dagsordenen og kæmpet igennem. Og det handler jo lidt om det samme. Der skal være nogle faste rammer omkring normeringer på plejehjem. For eksempel skal det være ulovligt med kun én nattevagt på et plejehjem. Men da forholdene på de mange plejehjem er vidt forskellige – for eksempel er der stor forskel på, hvor selvhjulpne det enkelte ældre menneske er, og der findes for eksempel deciderede demensplejehjem eller demensafdelinger – tror jeg, man skal tage udgangspunkt i at give de ældre nogle minimumsrettigheder: Retten til at komme ud på tur, retten til det antal bade, som ønskes, retten til at komme til frisøren og så videre og så videre.

Men skal vi lykkes med at komme igennem med noget, der batter noget – og finanslovsforhandlingerne bliver en prøvesten på det – skal der altså noget bevægelse til blandt pårørende, i FOA og Dansk Sygeplejeråd og andre. Hvis aktiviteterne er omfattende og vedholdende nok, vil det lykkes. Kravet skal være flere varme hænder, bedre uddannelse og bedre løn!