Plakater og privilegier
Blogs
Plakater og privilegier
Om teater, racisme og de undertryktes ret til at definere egen kamp.
De to organisationer for racialiserede danskere, Black Lives Matter og Afro Empowerment Center, har begge på deres facebooksider lavet stort set identiske næsten-opfordringer til at rive plakaterne for et kommende teaterstykke ned.
Ingen af de to grupper er særligt ivrige efter konkret at forklare hvad de finder så problematisk at nedrivning af plakaterne er svaret. Dem der spørger i kommentarsporet på Black Lives Matters side får at vide det ikke er de undertryktes job at uddanne de besøgende og kommentarer slettes. Hos Afro Empowerment Center er de en anelse mere informative.
Efter at have knebet øjnene sammen og decifreret resterne af plakaterne på de billeder der deles lykkedes det at google mig frem til den teaterforestilling, der vækker vrede. Stykket hedder ”White Nigger – Black Madonna” og er opført på teatret Sort-Hvid og har endnu ikke haft præmiere.
Det der tilsyneladende vækker vrede er plakatens motiv af en hvid person der har malet sit ansigt sort (blackfacing) og brugen af N-ordet.
Teater er revolutionært
At nogen ser sig nødtaget til at pille plakater for teaterstykker ned skræmmer mig i første omgang på et helt intuitivt plan af den simple grund at jeg elsker teater.
Jeg er opfostret med massevis af samfundskritiske teaterstykker på min efterskole og senere i gymnasiet. Teatermediet var en del af min grundlæggende dannelse som kritisk og politisk menneske. Jeg har set massevis af stykker der formår at fortælle menneskelige historier samtidig med at de er dybt kritiske overfor kulturelle og politiske forhold i samfundet. Teatermediet kan vække forbrugeren på måder ingen andre medier kan. Et godt teaterstykke er som god science fiction. Det stiller kritiske spørgsmål til sociale normer og regler. Det dekonstruerer vores antagelser og forandrer vores opfattelse af hvad der er virkeligt og hvad der er muligt. Et godt teaterstykke er revolutionært i sin natur.
En af de bedste eksempler på teatrets revolutionære potentiale er den spanske socialist Federico García Lorcas værker. Hans stykker er altid intrigante, karaktererne komplekse intet er som det fremstår og der er altid noget på spil under overfladen. Når værkerne analyseres kan man dog finde dybe feministiske og revolutionære budskaber under overfladen. De omhandler typisk kvinder fanget i umulige situationer grundet samfundets normer og regler og deres oprør imod dem. I Lorcas teaterstykker er det private i den grad politisk ligesom Lorca selv var et politisk menneske. At hans stykker var en trussel imod de konservative spanske dyder blev især tydeligt da han blev myrdet af fascister under den spanske borgerkrig.
Har stykket en god eller dårlig ambition?
Men er ”White Nigger – Black Madonna” et progressivt stykke på Lorcas niveau? Vi ved det ikke da det endnu ikke har haft præmiere.
Men hvis man kender stykket eller menneskerne bag lader der dog til at være aldeles konstruktuve og progressive ambitioner bag det. Teatret Sort-Hvid har lige opført stykket ”Der var et yndigt land” hvor Zaki Youssef ifølge avisernes kulturanmeldere ”spidder nationalfølelsen”. Altså et stykke som er gennemført kritisk overfor den nationalisme og racisme der gennemsyrer vores samfund.
Hovedpersonen i det stykke de forhadte plakater reklamerer for lader heller ikke til at ville verden det ondt. Den transkønnede Madame Nielsen har som resultat af den såkaldte ”flygtningekrise” i 2015 rejst i flygtninges fodspor og forsøgt at nuancere diskursen om flygtningene som ”farlige fremmede horder” i sin bog ”invasionen”.
Om selve stykket skriver Sort-Hvid på sin hjemmeside at det er science fiction. ”En kvinde skifter langsomt race. Imens fortæller hun os sin livshistorie blandet med sange om racekrig, racelyst og raceangst. En personlig fortælling inspireret af virkeligheden.” Det lyder altså ikke som et stykke der har tænkt sig at forherlige racisme igennem de 90 minutter det varer. Det lyder som et stykke der har til hensigt at få forbrugeren til at tænke over race og racisme i det moderne samfund. Ikke et stykke der vil fremme racisme.
Teatrets forbrydelse
”White Nigger – Black Madonna” har muligvis intet med Lorcas teaterkunst at gøre. Det kan være godt eller dårligt. Det kan være man kan analysere dybt antiracistiske budskaber ud af det. Det kan dog lige så vel være at det begår mange af de fejl der dominerer store vestlige produktioner og dermed opretholder racistiske stereotyper i kulturen. Hverken jeg eller de racialiserede aktivister der hader det kan vide det da stykket ikke har haft præmiere endnu.
Det der får aktivisterne til at angribe stykket er altså ikke dets indhold. Det er alene det faktum at plakaterne der indeholder N-ordet og at personen afbilledet er en hvid der har malet sig sort i hovedet. At hun er transseksuel bliver også bemærket af folkene bag Black Lives Matters facebookside som om det er relevant for deres kritik af hendes projekt.
Aktivismen imod plakaterne stiller et grundlæggende spørgsmål. Kan man afbillede racistiske stereotyper eller bruge racistiske skældsord uden at fremme racisme? Spørger man de to racialiserede grupper lader svaret til at være nej. Det er dem der har oplevet racismen på deres egen krop. Det er dem der er eksperterne i undertrykkelsen. Hvordan kan vi andre, som hvide priviligerede mennesker, vide hvordan det føles for racialiserede mennesker, at se en negativ stereotyp med hundrede års undertrykkelse plastret op på gader og stræder i københavn? Dette synspunkt synes umiddelbart uangribeligt indenfor de idéer der dominere den radikale venstrefløj for tiden.
Dog kan jeg ikke undgå at tænke det er en meget farlig vej at gå. Dels fordi jeg tror på at samfundskritisk kunst og kultur skal have lov til frit at arbejde med problematiske ord og billeder for at kunne behandle dem kritisk. Dels fordi det historisk set vækker minder til dystre passager når politiske strømninger søger at hindre kunstens frie udtryk.
Kultur og undertrykkelse er intet uden kontekst
Kontekst er altafgørende. Både når man analyserer undertrykkelse og kultur.
Det der retfærdiggør de racegjorte gruppers reaktion imod plakaterne er den racistiske kontekst de befinder sig i. Racistiske stereotyper og forskelsbehandling er så normaliseret i samfundet at ingen udover de undertrykte selv forstår dem til fulde. Fordi den racistiske kontekst er overalt, er det dem racismen går ud der har ret til selv at vælge hvordan de bekæmper den.
Samtidig er det virkelig ukonstruktivt at angribe kulturelle udtryksformer uden at forstå den kontekst de bliver bragt i. Ja brugen af N-ordet og blackface er en provokation, men det kan meget vel være at konteksten er en opførelse der netop nedbryder og dekonstruerer disse racistiske skældsord og stereotyper. At dømme efter teatrets tidligere opførelser er det sidstnævnte endda sandsynligt!
Begge perspektiver kan sagtens være sande i deres egen kontekst. Desværre kan jeg ikke vide det. Jeg har ikke mulighed for at forstå den racistiske kontekst, racegjorte mennesker lever da jeg er hvid. Og jeg har ikke mulighed for at analysere plakaternes kontekst, da det stykke de reklamerer for ikke har haft præmiere endnu.
Strategi og privilegier
Jeg mener personligt det en vanvittig dårlig strategi for racegjorte mennesker i Danmark, at angribe teaterstykker der sandsynligvis arbejder på at nedbryde racismen og få folk til at tænke mere over racespørgsmål. Grupper som Identitær arbejder på at få udrenset alle sorte og alle der ikke er af europæisk oprindelse fra kontinentet og deres klistermærker hænger i de fleste bydele i København. Det er dog et strategisk valg jeg ikke kan tage på de deres vegne. Jeg har aldrig oplevet racismen i Danmark og kan derfor ikke vælge hvordan de skal prioritere når de ser racistiske symboler i gadebilledet. Jeg er ikke en del af deres kontekst.
Det eneste jeg kan gøre som hvid priviligeret undertrykker er at dele en svaghed. En indsigt i hvordan man bedst ødelægger de strukturer af privilegier og magt jeg er født ind i. Et middel til at få undertrykkere som mig til at blive lidt mere bevidste, lidt mere tilbageholdne og lidt mere eftertænksomme hvad vores privilegier og positioner i samfundet angår.
Det middel er kritiske teaterstykker.