Instrukskommissionens afhøringer giver helt uundgåeligt mindelser om Tamilsagen for snart 30 år siden. Embedsmænd fra statsadministrationen beretter om den daglige kamp med og mod en minister, som var villig til at gå meget langt for at gennemtrumfe sin politik på et helt konkret område – også selv om det ville være ulovligt.

Grundloven og internationale konventionsforpligtelser skal respekteres. Hvis ikke handler magthaveren ulovligt.

På sin vis er det en klassisk strid og sådan set helt legitimt, det vil sige i overensstemmelse med demokratiets vilkår og væsen: Vælgerne stemmer mellem partier og personer. Det valgte flertal bestemmer så og søger sin politik gennemført. Er vælgerne utilfredse, må de ved næste valg stemme på nogle andre og således søge at bringe et nyt flertal til magten.

Minister fastholdt krav

På sin vis og sådan set altså en klassisk strid!

Men flertal har ikke ubegrænsede beføjelser. Grundloven og internationale konventionsforpligtelser skal respekteres. Hvis ikke handler magthaveren ulovligt.

I Instrukskommissionen har vi hørt embedsmænd m/k forklare om deres til tider indædte indsigelser mod ministerens kategoriske krav om en undtagelsesfri adskillelse af samtlige flygtningeægtepar, hvor kvinden var mindreårig, det vil sige under 18 år, og manden ældre.

Angiveligt var ordene skarpe og advarslerne mod således at handle ulovligt uden forbehold, men uden virkning på ministeren. Hun fastholdt sit krav og insisterede på at meddele klart ud af huset, at sådan var det, og sådan blev det.

Hvem kan straffes?

Hvem kan og bør så, hvis det var situationen, drages til ansvar, det vil sige straffes?

For embedsmændene m/k bør det ikke fritage for ansvar, om bare man har advaret ministeren. Når der alligevel blev handlet ulovligt, hvad der de facto blev, det vil sige ikke foretaget partshøring og/eller ikke tilladt samliv, selv om omstændighederne talte derfor, fritager nok så mange advarsler til ministeren ikke embedsværket for ansvar. Hertil kommer, at ingen af dem, efter alt foreliggende, afslørede ulovlighederne ved som foreskrevet at orientere Statsministeriets departementschef eller som whistleblower at gå til pressen.

Men om embedsværket måtte ifalde ansvar, diskulperer ikke automatisk ministeren. Et ministeransvar for ikke at rette sig efter klare og gentagne advarsler er evident. Det bliver kun værre af at vildlede offentligheden og vælgerne med falske udsagn. Og allerværst er det ud fra loven om ministeransvarlighed at vildlede Folketinget.

Uskyldsformodningen går ud på, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Men den gælder ikke, hvis der foreligger en tilståelse.