For to år siden lyttede jeg tilfældigt til P1 Dokumentaren og hørte for første gang ordet skifergas. Fra første færd var jeg alarmeret, og da jeg havde overstået min 50 års fødselsdag med en vidunderlig fest i mit Tangoværk, begyndte jeg at undersøge alt, hvad jeg kunne finde på nettet om emnet.

Vi er simpelthen blevet modtaget med åbne arme og møder en taknemlighed og lettelse over, at vi er kommet og har sat gang i debatten.

Gasindustriens polerede fremstilling, grønne bevægelsers hjemmesider fra USA, Ingeniøren, Mærsks aktiviteter i Nordsøen, andre VVM rapporter fra konventionel gasudvinding, EU kommisionens rapport, www.endocrinedisruption.org , amerikanske brøndexperter som Anthony Ingraffea osv.osv.

Efter 14 dages intensiv læsning og foredrag og tabt for denne omverden følte jeg, at det, som først lød helt surrealistisk og uforståeligt, udvindingsmetoden, kemikalierne, industrien, den politoske dagsorden, miljø- og energiministeriets holdninger, demokratiet, erhvervslivets magt.osv. blev forståeligt, og der begyndte at tegne sig et billede, og min indignation var ubeskrivelig og hele min krop og person var i alarmberedskab i flere måneder.

Var med fra starten

Jeg følte mig ret og slet truet på livet ved udsigten til en udbygget industri af det fossile brændsel og ukonventionelt udvundne skifergas her i Vendsyssel, som jeg elsker. Trussel om grundvandsforurening, miljøskader, naturødelæggelser og sundhedsskader.

Jeg deltog ved første møde om Skifergas i Ravnstrup, hvor Klimakollektivet kom fra København for at sætte Nordjyderne igang, og vi dannede små lokale grupper. Jeg følte mig magtesløs, men fuldstændig optændt af tanken om, at jeg måtte gøre noget. Jeg oprettede Facebook-gruppen "Vendsyssel imod skifergas", og mine voksne børn udbrød, "Mor! Du er jo blevet aktivist" 

Knap to år senere sidder jeg nu her i Campen "Totalprotest" på Anne-Marie og Karstens hesteejendom, 500 meter fra stedet hvor prøveboringen efter skifergas skal foregå og anlægsarbejdet er i fuld gang. Mit telt blev slået op som et af de første, og vi er igang.

Vores værtspar havde organiseret toiletforhold, affaldssystem, adgang til vand og kontor, men ellers er det folk, som kommer til campen, der er med til at opbygge den fra bunden. Vi er en lille flok, som er her hele tiden, andre kommer et par dage eller fler, nogle er her om dagen, men sover hjemme. 

Stor opbakning fra lokale

Det, som er helt fantastisk og som har overvældet mig, er opbakningen fra naboerne og de lokale. Vi er simpelthen blevet modtaget med åbne arme og møder en taknemlighed og lettelse over, at vi er kommet og har sat gang i debatten. Mange naboer kommer på besøg dagligt, der kommer folk fra nær og fjern, og der er bygget et langbord med bænke, hvor vi samles, og der er altid kaffe på kanden og en bid brød.

Vi bliver overøset med støtte i form af hjemmebag, frugt, grøntsager, køkkenting, husgeråd og tilbud om hjælp. Om eftermiddagen er der livligt her på marken, og besøgende og forbipaserende bliver modtaget og budt velkommen. Nogle gange må jeg ud på vejen for at hente folk ind, som har kørt frem og tilbage et par gange.

Jeg oplever, at der opbygges et fællesskab omkring  den her sag, som bringer folk sammen på en ny måde. Nogle af de lokale fortæller, at de har lært flere mennesker at kende på få dage end i den tid, de har boet her, og det er virkelig rørende med den positive interesse, Campen har fået. 

Første dag havde vi presse på, men anden dag var en sand belejring fra pressen, og jeg kom i mediernes søgelys efter at have udtalt, jeg ville sige mit job som social- og sundhedsassistent op for at hellige mig kampen imod skifergasudvinding. Det var meget overvældende og specielt. 

Fællessang

En uge efter opstart har vi igangsat en ny daglig tradition, nemlig fællessang foran porten til borepladsen. Kl. 16.30 går vi sammen med de lokale og alle, som har mulighed, i samlet flok hen og synger nogle sange, og det er bestemt et broget kor.

Men allerede efter de tre første gange lyder det bedre, og vagterne på pladsen får da underholdning og invitation til kaffe, pandekagebagnig osv. nede ved vores bål om aftenen. Al mad er foreløbig lavet over bål, og vi samles omkring ilden, hvor kredsen om lejrbålet bliver større og større for hver dag.