Hvert år op til Kvindernes Internationale Kampdag begynder mediernes debatsider at gløde af en særlig type indlæg. 

Vi bruger 8. marts til at give ordet til de udsatte kvinder, som det hele handler om.

Indlæggene er i formen anklagende. De er blottet for problemløsninger og har typisk overskrifter som: "Kvinder har ikke mere at kæmpe for" og "Hvad med mændenes kamp?" "Hvad med brune kvinder?" og så videre.

Det er trættende, og det er kritik uden løsningsforslag. Det er fint med kritik, men det skal være kritik med indhold, substans, fakta og reelle løsningsmuligheder.  

Feministers indsats

Den vestlige kvindekamp har også sine fejl og mangler, og vi kan sagtens blive bedre. Men det virker som en kritik for kritikken skyld frem for et ærligt ønske om mere lighed. Og man lukker øjnene for det store arbejde, der rent faktisk gøres i hverdagen af feminister.

Se på krisecentrene, se på diverse NGO'er, hvem er det, der arbejder her som frivillige uden en krone i løn: Der er hverdags feminister.

Til daglig er jeg direktør for LivaRehab, et rehabiliteringscenter, der årligt hjælper over hundrede kvinder, mænd og transpersoner, der lider under skadevirkninger fra prostitution, vold og seksuelle overgreb, med at komme videre i deres liv.

Det arbejde foregår så langt fra de bonede gulve, som man kan forestille sig. Der er benhårdt på bunden af samfundet, hvor et kontanthjælpsloft, der systematisk har ramt kvinder betydeligt hårdere end mænd, ikke har gjort forholdene lettere. Syv ud af 10 ramte af kontanthjælpsloftet er kvinder.

Vi har ikke brug for stemmer, der kun kritiserer fra debatspalterne. Derimod har vi brug for folk, der hjælper disse mennesker til et liv med muligheder.

For muligheder er, hvad ligestilling handler om for mig. Kvindekampen dækker over en lang historie om at gøre krav på de rettigheder, vi er blevet nægtet. Det handler om stemmeret, ligeløn, retten til vores krop og seksualitet, samt bestyrelsesposter. Kvindekampen er klassekamp og mere end det i 2017.

Vore dages heltinder

Kvindekampen handler om muligheden for at tage selvbestemmelsen over eget liv tilbage, hvis eksempelvis en alfons, en rockerbande eller en voldelig partner prøver at tage den ret fra en kvinde.

Vi er langtfra i mål. Og tiltag, som det førnævnte kontanthjælpsloft, trækker os i den forkerte retning. Men vi er tættere på, end da vi for hundrede år siden blev betragtet som mandens ejendom. Det er værd at fejre. Det er værd at feste for.

Jeg vil feste i denne dag. Jeg vil fejre dagen med hverdags feminister, fejre dagen med kvinder, der kæmper med senfølger af incest, seksuelle overgreb, skader af prostitution, voldens ar.

Når man kæmper for lighed 364 dage om året, kan man godt tillade sig at feste en enkelt dag og fejre alle de kvinder, der kæmper mod ulighed

På mit arbejde vil vi bruge dagen til at give ordet til de udsatte kvinder, som det hele handler om. I stedet for at tale om dem, vil de selv fortælle os, hvad de har brug for. For det er ægte lighed for os. De er vores dages heltinder.