De mere end 1000 unge, der i disse uger sigtes for ulovligt at have delt nøgenbillede, får støtte fra flere fremtrædende debattør. Blandt andet Altingets blogger Flemming Chr. Nielsen der mener, at de anklagede unge er ”ofre for overvågningen af vores privatliv”. 

Selvfølgelig skal det have retslige konsekvenser at krænke et mindreårigt medmenneske.

Han argumenterer for, at det er dem, der meldte forbrydelsen, der er synderen. For de unge har ikke gjort sig skyldig i andet end det, man altid har sladret om i festligt lag. Han er ikke alene. Jeg hører flere og flere, der græder samme sang.

Men her tager de fejl. For udleveringen går langt ud over værtshusenes røgskyer. Billederne er synlige for alle, også de unges familie og de fremtidige arbejdsgivere. Men selvom det kun var en lukket kreds, der krænkede et par unge menneskes intimsfære, er der jo stadig tale om en klokkeklar krænkelse, en kriminalitet og distribution af hævnporno. 

Der er tale om noget, der skader de involverede unge. Og vi burde holde os for gode til at afskrive det som sjov og ballade.

Myte om frisind

I Danmark bryster vi os af at være et frisindet land, men den myte holder ikke i mødet med virkeligheden. Her oplever vi stadig, at unge – særligt piger – udskammes for at være seksuelt aktive. Det er jo for pokker ikke tilfældigt, at mennesker i prostitution og gråzoneprostitution som udgangspunkt arbejder under et falskt navn.

På mit arbejde har vi eksempler på at børn mobbes med deres mødres fortid, eller at relationen med forældrene går i vasken, fordi de ad omveje hører om, hvordan man tjente sine penge, dengang man flyttede hjemmefra.  

Debattører som Flemming Chr. Nielsen taler om de unges ret til at lave sjov i deres privatliv, men hvad med privatlivet for de krænkede? Det findes ikke længere, når det uønskede foto vandrer rundt på diverse sociale platforme.  

Sig stop

Ved at acceptere, at der deles hævnporno, skaber vi ikke mere frisind. Vi skaber en generation, hvor alt for mange unge ydmyges, isolerer sig i skyld og skam, får massive problemer med at gennemføre en uddannelse, og kan se frem til et liv i frygt for, at et forhadt billede igen popper op i deres liv.

Vi skaber ganske enkelt et samfund, hvor alt for mange unge mennesker får det rigtigt dårligt, og får langt ringere mulighed for at skabe sig en god tilværelse.

Derfor er det dejligt, at vi som samfund begynder at sige nej. For alt andet er simpelthen ikke værdigt. Forsvarer vi ikke den krænkede unges ret til privatliv, et sexliv på egen præmisser og en ungdom uden krænkelser, så er der ikke meget ved at tale om en retsstat.  

De er ofrene i denne sag kære frisindede debattører. Ikke de som mobbede, delte, medvirkede til århundreders rædselsfuld tradition for at udskamme kvinder for at være seksuelt aktive og som troede den gik. Selvfølgelig skal det have retslige konsekvenser at krænke et mindreårigt medmenneske, ellers har vi som samfund de facto accepteret overgreb.