Vi går hjem fra arbejde med ondt i maven
Blogs

Vi går hjem fra arbejde med ondt i maven
Det er svært at finde tilhængere af integrationsydelse, 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet blandt det socialfaglige frontpersonale. De kan jo ikke lukke øjnene for den urimeligt høje pris, som samfundets allermest udsatte skal betale for reformerne.
Det er givende, men bestemt ikke let at arbejde med socialt udsatte mennesker.
En enlig forsørger med fire børn mister 4300 kroner om måneden.
Særligt ikke i disse reformtider, hvor det socialfaglige frontpersonale får den utaknemmelige opgave at videreformidle folketingsflertallets beslutning om, at kontanthjælpsmodtagernes indkomst skal reduceres.
I modsætning til de mennesker, der har besluttet, at samfundets svageste skal gå drastisk ned i månedligt rådighedsbeløb, har de ikke den luksus at kunne se den anden vej.
Skal se folk i øjnene
Det socialfaglige personale ser de reformramte i øjnene, når de får at vide, præcis hvor omfattende reformen bliver for deres liv.
Det er ikke et under, at så mange socialfagligt ansatte for tiden går hjem med ondt i maven.
De får det utaknemmelige job at fortælle folk, at de fremover skal klare en hverdag for dem selv – og for deres børn – for tusindvis af kroner mindre om måneden; at de skal se sig om efter en bolig til en urealistisk lav husleje; at tøj og varieret kost fremover bliver en sjældenhed, og at deres børn kommer til at vokse op i dybeste fattigdom.
Det er benhårde arbejdsvilkår.
Kontanthjælpsloftet skærer ikke bare ind til benet, det saver dybt ind i knoglen. Og det er ikke fair overfor de arme mennesker, det går ud over.
Det er ikke fair overfor deres børn, hvis muligheder i livet forværres drastisk. (SFI har påvist, at børn falder en hel karakter ved folkeskolens afgangseksamen efter bare et enkelt år med lavindkomst).
Eller for de stakkels socialarbejdere, der med tvungen hånd fører kniven.
Og alle vi andre kan bare se til, mens den sidste rest af velfærd og medmenneskelighed løber ud mellem hænderne på os.
Maksimal ulighed
Katastrofereformen er desuden skruet så uheldigt sammen, at den skaber mest mulig ulighed.
Enlige forsørgere rammes hårdere end familier med to voksne – det er i langt de fleste tilfælde kvinder, der i forvejen er kønsligt ramt på deres indkomst – og jo flere børn man har, jo hårdere rammes man.
De, der taber allermest, er de enlige forsørgere med fire børn, der fremover har 4300 kroner mindre om måneden at klare sig for.
Dem, der i forvejen ligger ned, skal ganske enkelt endnu længere ned med nakken. Det kan vi tydeligt se på LivaRehab – rehabiliteringscenter for mennesker med skader fra prostitution, vold og seksuelle overgreb – hvor jeg er direktør.
Her er der flere af deltagere – dem med børn – der har betroet mig, at de ikke ser anden udvej end at vende tilbage til at sælge seksuelle ydelser.
Ikke fordi de har lyst til det – de søger jo netop hjælp hos os for at komme videre i deres liv – men for at undgå pludselig at blive sat på gaden med deres børn.
De udsigter kan give selv de mest hårdføre mavepine.