Vi har stadig meget at kæmpe for
Blogs

Vi har stadig meget at kæmpe for
Arbejdernes kampe gav os velfærdsstaten med en masse goder. Men kampen er ikke slut. Vores velfærd er under voldsomt angreb. Kun vores modstand kan vende udviklingen.
Vi har lige passeret 1. maj. Det fik mig til at tænke på alle de goder, vi har fået gennem faglig kamp. Vi har fået retten til at holde fri i weekenderne, vi får betaling for overarbejde. Vi arbejder otte timer, nyder otte timers fritid og otte timers hviletid.
Vi er nødt til at kæmpe, fordi velfærdstaten er under angreb.
Vi har ferie med løn, vi kan blive væk fra arbejde under sygdom med løn, vi har fået arbejdsmiljø og sikkerhedslovgivning, vi har lov mod udnyttelse af børn i arbejde og så videre.
Alt det har vi fået takket være arbejdernes kampe for bedre vilkår til os.
Hvis du tror, at kampen er slut nu, så tager du fejl. Vi er nødt til at kæmpe videre, fordi velfærdstaten er under angreb. Jeg fortsætter min kamp mod undertrykkelse. Jeg regner med, at du også er med i kampen.
Stigende fattigdom
Fattigdom i mit Danmark er stigende. Det overrasker hverken mig eller dig, fordi vi i flere år har advaret om, at flere kvinder og børn i dagens Danmark bliver fattige. Flere og flere børn og voksne på bunden af samfundet efterlades i stikken.
I LivaRehab – center for rehabilitering af mennesker med skadevirkninger fra prostitution, vold og seksuelle overgreb – oplever vi, at behovet for hjælp til at blive i boligen, gældssanering og støtte til udgifter som rodbehandling, eller livsnødvendig medicin eller et defekt køleskab er i stigning.
Det betyder, at vi i langt højere grad er nødt til at få hånd i hanke med den trængte økonomi, før der er plads til at tale om og bearbejde psykiske traumer og skader, der ellers er grunden til, at folk søger støtte hos os.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fortæller, at antallet af fattige danskere er mere end fordoblet fra 18.650 personer i 2002 til 44.141 i 2015. I gruppen af fattige er andelen af unge under 30 år, kvinder og enlige forsørgere med mindreårige børn i hastig stigning.
Den udvikling vanskeliggør vores arbejde for at hjælpe folk med at genfinde fodfæste i livet, for fattigdom er en af de stærkeste fastholdelsesmekanisme i udsathed.
Velfærdsstatens afvikling
Denne udvikling kan oversættes som velfærdsstatens stille afvikling.
Fattigdom betyder, at det kan være nærmest umuligt at finde overskuddet til at komme ud af et misbrug, det kan betyde, at det praktisk talt er umuligt at forlade en voldelig partner og finde sin egen bolig, og det betyder, at vi ser flere og flere, der vender tilbage til prostitution trods mange bestræbelser på at komme ud af det. Ikke fordi de har lyst, men fordi de ikke kan se andre muligheder for at blive i deres bolig.
Fattigdom rammer kvinder særlig hårdt. Konsekvensen er, at kvinder bliver mere og mere uligestillet.
Derfor brugte jeg 1. maj til at slå fast, at kampen mod undertrykkelse fortsætter.