Det påstås at venstrefløjen kun vil have flere offentligt ansatte. Det er forkert. Når det gælder flere arbejdspladser har vi en meget bred palet.

1) Flere ansatte inden for velfærden. 

Det nævnes kun som det første, fordi det er den hurtigste og billigste mulighed for at nedbringe arbejdsløsheden og øge velfærden. Det er hurtigt at genansætte i de 30.000 stillinger, der er nedlagt, og langt det meste af lønudgiften modsvares af sparede dagpenge og mere i skat og afgifter.

2) Øgede bevillinger til offentlige investeringer. 

Det giver lidt færre stillinger per million og tager lidt længere tid at sætte i gang. Til gengæld giver det langvarige værdier. De fleste offentlige anlægsopgaver giver beskæftigelse til private entreprenører og deres ansatte.

3) Hjælp til udvikling af små virksomheder. 

Små virksomheder har problemer med at låne til udvikling. Bankerne låner kun til virksomheder mod garantier og dokumentation for store overskud. Samfundsøkonomisk er der brug for at stille andre krav end bankernes krav om størst muligt afkast. Det kan en offentligt ejet kreditfunktion sikre.

4) Inspirationsmiljøer. 

Der bør gøres en større indsats for at lade små virksomheder inspirere og bistå hinanden. Der skal etableres flere lokaliteter, hvor nye virksomheder med nem og direkte kommunikation kan hjælpe hinanden. I sådanne miljøer kan de også få hjælp til at løse de bureaukratiske problemer (regnskaber osv.), som nye virksomheder støder ind i.

Det skal være en generel linje i denne beskæftigelsespolitik, at den understøtter grøn omstilling.

5) Flere iværksættere. 

Hvis der skabes klog efterspørgsel med lovgivning (højere krav inden for miljø, energi, transport...) og offentlige tilskud, bliver der rum til, at folk med nye ideer kan få dem udviklet og prøvet af. Nye produktioner er typisk opstået i forbindelse med efterspørgsel efter nyt udstyr inden for velfærd, energibesparelse, vedvarende energi, etablering af fjernvarme osv. I mange tilfælde er det blevet til virksomheder med stor eksport.

6) Socialøkonomiske virksomheder. 

Det offentlige kan med sit køb af varer skabe grundlag for flere socialøkonomiske virksomheder, der ikke skal skabe profit men arbejdspladser, ikke mindst for dem der ellers har svært ved at finde plads på arbejdsmarkedet, og i områder hvor der er særlige sociale og økonomiske problemer. Der er brug for bedre lovgivning, frigørelse fra EU's udbudskrav og  fra centrale indkøbsaftaler.

7) Kommunal produktion. 

Regionerne og kommunerne har væsentlig viden, der kan udvikles og sælges til andre i form af produkter og systemer. Det er ikke bare inden for velfærd men også drift af kommunale/regionale anlæg, der kan skabe arbejdspladser gennem salg til andre. Der er alt for snærende bånd på kommunerne og regioner til at udnytte dette potentiale og skabe beskæftigele. Ofte vil potentialet kunne udnyttes sammen med private virksomheder, men det skal være på vilkår, hvor private ikke bare kan løbe med den skabte viden.

8) Indsats mod eksport af private job. 

Store virksomheder udvikler produktioner og patenter på basis af viden skabt i det danske samfund. Efterfølgende flyttes arbejdspladser og indtægter fra patenter ud af landet. Den trafik skal stoppes. Alle samarbejdsaftaler med forskningsinstitutioner og andre offentlige institutioner skal indeholde krav, der modvirker det, og der er brug for en opstramning af skatteregler og betingelser, når virksomheder nyder gavn af offentlige kreditter.

9) Grøn omstilling. 

Det skal være en generel linje i denne beskæftigelsespolitik, at den understøtter grøn omstilling. Blind vækst kan skabe beskæftigelse, men vi har brug for at forbedre velfærd, beskæftigelse og miljøet på samme tid.