Under coronanedlukningen har rigtigt mange københavnere haft den positive oplevelse, at deres bolig lige pludselig var meget mindre plaget af trafikstøj.

Der er rigtig mange borgere i hovedstadskommunerne, som i det seneste år har oplevet at kunne åbne vinduet mod gaden uden at skulle hæve stemmen for at overdøve trafikstøjen ude fra gaden.

Når der opføres nye boliger – her især almene boliger – må vi sørge for, at de bliver opført, så det ikke er deres beboere, der betaler støjprisen for andre og mere velbjærgede borgere.

Men det er (heldigvis) en stakket frist, for på et tidspunkt lukker vi op for samfundet igen, og så kommer bilerne på vejene igen.

130.000 boliger plaget af støj

Alene i Københavns Kommune er mere end 130.000 boliger plaget af trafikstøj efter Miljøministeriets definition, som er støj over 58 decibel, når der ikke er coronanedlukning.

Heraf er cirka 23.500 (2017-tal) af dem så alvorligt plagede, at støjen er direkte og umiddelbart sundhedsskadelig for beboerne. Støjen giver blandt andet forhøjet blodtryk, også selv om man er hærdet bybo og ikke lægger mærke til den.

Selv om Københavns Kommune – og andre hovedstadskommuner – i de senere år har erkendt problemerne og laver støjplaner og eksempelvis lægger støjreducerende asfalt, så er det et altoverskyggende problem, at de store statslige veje rundt om København er blevet udvidet i de senere år, og at biltrafikken stiger år for år.

Når kommunerne forsøger at dæmpe støjen, så kommer der mere trafik, der virker den anden vej.

Miljøstyrelsen har i erkendelse af problemets omfang lavet støjkort.

Nu kunne man sige, at sådan er det bare at bo i en storby, og at hvis man vil have ro, så må man flytte på landet. Men sådan er det ikke bare, for dykker man ned i geografien, tegner der sig endnu et billede af støjen:

Hvis man tager en tur ind ad en af de store indfaldsveje til og i Storkøbenhavn, kan man gøre en markant iagttagelse: De ejendomme, der ligger op til de store veje, er etagebyggeri.

Og hvis man zoomer ind på ejerforholdene, kan man se, at private og almene udlejningsboliger udgør en uforholdsmæssigt stor andel.

Bag etageboligerne ligger der ofte villakvarterer i ly for støjen. De steder, hvor det ikke er etageboliger, der tager støjen for de bagvedliggende kvarterer, men hvor parcelhusene ligger i støjen, ja dér er huspriserne markant lavere end i kvarterer, hvor der ikke er trafikstøj.

Det betyder også, at disse parcelhusejere i mindre grad end gennemsnittet har fået andel i de senere års friværdifest.

På den måde deler borgere i etagebyggeri og borgere i støjplagede parcelhuse skæbne. Men de deler dermed også skæbne på andre parametre, nemlig indkomst- og formueudvikling.

Tjener og ejer kun det halve

Når man ser på de tilgængelige statistikker over indkomst- og formueforhold, er det åbenbart, at lejere – især almene lejere – har meget lavere indtægter og meget mindre formue end boligejere (se rapporten fra Boligministeriets ekspertgruppe).

Her fremgår det, at almene lejere i gennemsnit har halvt så stor indtægt som boligejere.

Dermed er trafikstøjens sociale geografi, at der er sammenhæng mellem lav indtægt og det at blive udsat for trafikstøj i ens bolig.

Og hvad kan vi så gøre ved det (vi der gerne vil gøre noget!)?

For det første må vi sørge for at begrænse trafikstøjen for de borgere, der i dag er truet på deres sundhed af den. Det kan ske ved at dæmpe trafikpresset og ved at lave støjbarrierer og andre fysiske tiltag.

For det andet må vi, når der opføres nye boliger – her især almene boliger – sørge for, at de bliver opført, så det ikke er deres beboere, der betaler støjprisen for andre og mere velbjærgede borgere.

Gør vi ikke det, vil der være endnu et målepunkt, hvor den sociale ulighed har konsekvenser.