Nyliberalismen har hærget verden i årtier. Alt skulle bare overlades til markedet, den offentlige sektor var bare en byrde. Selv i et velfærdsland som Danmark dominerede denne opfattelse godt illustreret ved, at Finansministeriets regnemodeller kun indregnede uddannelse og andre offentlige ydelser som en byrde, der ikke skabte værdi.

Det er en opgave for politiske partier, fagbevægelsen og andre bevægelser at formulere de krav, der kan føre til dybtgående forandringer.

Den form for tankegang overlevede finanskrisen. Staterne pumpede milliarder i bankerne og den finansielle sektor, der var skyld i krisen. Efter krisen fik bankerne bare lov til at score store gevinster og fortsætte, som intet var hændt. Sideløbende voksede ulighederne til uhørte højder, både i de enkelte samfund og globalt.

Sådan kommer det ikke til at gå denne gang. Det er blevet alt for klart, at markedet ikke kan løse samfundets store problemer, tværtimod. Den erkendelse var på vej før coronaen. Ulighedens vækst viste markedskræfternes elendighed. Velfærden kom mere og mere under pres på grund af mekaniske nedskæringer år efter år. Klimakrisen viste helt tydeligt, at det problem løser markedet ikke.

Folkelige kræfter

Og hvad der er særligt opløftende, så sker opgøret med den gamle tænkning via folkelige kræfter, der sætter dagsordenen. Klimadiskussionen blev dominerende. Sidste valg og den offentlige debat fik stort set alle partier til hurtigt at tilslutte sig kravet om 70 procents reduktion. Og markedets elendighed viste sig tydeligt, da dele af erhvervslivet prøvede at bruge coronaen til at sætte klimaspørgsmålet på pause. Det lykkedes ikke.

Det, der for få dage siden var utænkeligt set med traditionel økonomisk tankegang, sker nu.

Samfundssind

Staten har i den grad grebet ind i økonomien. Hvor der under finanskrisen blev givet bankstøtte uden modkrav, kommer der nu modkrav om ikke at udbetale udbytter. Det fandt Danske Bank faktisk selv ud af, før regeringen tog sig sammen. Banken havde luret stemningen i befolkningen.

Krav og løfter om at vise samfundssind er et klart brud med nyliberalismen. Hjælpepakkerne går ikke bare til banker og store virksomheder. Fællesskabet yder hjælpepakker i mange forskellige former til lønmodtagere, de små og mellemstore virksomheder og kulturen.

Holdninger ændrer sig hurtigt. Meget få tør i dag sige, at markedet skal ordne problemerne. Selv Venstre kræver stop for udbetaling af udbytter til aktionærerne. Kravet om bedre vilkår for de arbejdsløse vinder frem og har allerede ført til resultater. Alle ved, at den såkaldte løsning fra finanskrisen ikke vil hjælpe, der skal sættes gang i det kollektive forbrug.

Fællesskab

Mette Frederiksen understreger igen og igen, at det efter krisen ikke bliver som før coronaen. Hun understreger også, at bekæmpelsen af coronaen sker i fællesskab og kun via fællesskabet. Rigtigt, selv om jeg ikke er sikker på, om statsministeren har forstået rækkevidden af det, der sker. Det, vi ser nu, vil slå igennem meget bredt i form af kollektive forandringer af vores samfund.

Der vil komme en udbredt erkendelse af, at løsningen på pandemier, klimakrisen, velfærden, uligheden og samfundets andre store problemer kan kun ske i fællesskab. Og at løsningerne ikke bare kræver småjusteringer. Der bliver på mange områder brug for nye fællesskaber.

Det er en opgave for politiske partier, fagbevægelsen og andre bevægelser at formulere de krav, der kan føre til dybtgående forandringer. Og der skal lyttes til de kræfter, der rører sig i befolkningen.

Der skal presses på politisk, men også udvikles flere kollektive løsninger. Lige fra at skabe alternativer til de nuværende banker til at opbygge flere kollektivt ejede virksomheder, så vi i mindre grad er afhængige af de private. Helt aktuelt er det åbenlyst at etablere fællesejede virksomheder inden for sundhed – vacciner og værnemidler for at nævne et par eksempler.