1. maj er Arbejderbevægelsens internationale kampdag. I dag fejrer vi de sejre, som generationer af kæmpende arbejdere har slidt for og vundet før os og vi ser fremad mod det kommende års kampe. Det er også den ene dag på året, hvor resten af medierne interesserer sig for vores bevægelse.

Vi, der er samlet til 1. maj i dag, har et ansvar for at byde mismodet trods. Vi må vise, at der er en anden vej. En revolutionær vej.

I år er snakken om 1. maj kommet til at handle meget om fløjter og om hvem der skal og ikke skal have ørenlyd fra scenerne rundt omkring i landet. Det bliver hurtigt et spørgsmål om kritikløs opbakning til regeringen på den ene side og på den anden side en lille gruppe af aktivister, hvis aktionsformer skubber mange af de arbejdere, der er samlede i dag, væk.

I den sort/hvide debat drukner desværre substansen i utilfredsheden med Helle Thorning og hendes såkaldte centrum-venstre regering.

Og det er ærgerligt, for der god grund til vores utilfredshed, skuffelse og vrede.

Systematisk svigt

Lad os prøve at se tilbage på 1. maj for tre år siden, i 2011. Jeg ved ikke, om I kan huske det – dengang stod fagbevægelsen og arbejderpartierne sammen om ét centralt omdrejningspunkt: Nu skulle alle kræfter sættes ind for at få væltet Lars Løkke. Tusindvis af folk, der aldrig havde været aktive før, engagerede sig i kampen, blandt andet i 3F’s Skævt-kampagne for for at få en ny regering og en ny politik. God fire måneder efter vandt rød blok en snæver valgsejr.

Året efter, i 2012, var begejstringen taget noget af. Det stod klart, at den nye regering ville føre samme økonomiske politik som VK. Efterlønsreformen var blevet vedtaget, dagpengeforringelserne var uændrede og regeringen havde besluttet at tilslutte Danmark til EU’s finanspagt. Med skattereformen valgte regeringen at skære i kontanthjælpen og SU’en sammen med højrefløjen for at give de rige og erhvervslivet skattelettelser.

Sidste års 1. maj havde de lige grebet ind i lærernes overenskomst, og det fik vrede vælgere over hele landet til at vende regeringens talere ryggen og pifte dem ud.

I år er der ikke blevet mindre grund til vrede.

Der er salget af aktier i Dong og Nets til den amerikanske storkapital.

Der er den fortsatte krænkelse af vores demokratiske rettigheder med vedtagelsen af en offentlighedslov, som gør det lettere at føre os bag lyset, accepten af USA’s ulovlige overvågning af os og den kritikløse opbakning til USA’s og NATO’s aggressive angrebskrige.

Der er nedskæringerne på velfærden i kommuner og regioner, sagen om børnechecken og den voksende sociale dumping, som er en direkte følge af, at regeringen har tilsluttet Danmark til EU’s finanspagt og lagt os ind under Unionens krav om besparelser.

Der er konsekvenserne af regeringens asociale reformer med højrefløjen, som for alvor slår igennem, når tusindvis af danskere mister kontanthjælp, SU, fleksydelse, førtidspension og dagpenge. Velfærdsrettigheder, som generationer af arbejdere før os har knoklet for at tilkæmpe vores klasse.

Og selvom regeringen nu i går har forsøgt at tage brodden af vores kritik med en ny beskæftigelsesreform, er dagpengeproblemet stadig ikke løst. Ved årets udgang vil omkring 50.000 danskere stadig være faldet ud af dagpengesystemet.

Brug for et opgør

Der tegner sig et tydeligt mønster af en regering, der gang på gang har sveget den klasse, der fik den kæmpet til magten, der systematisk har handlet i arbejdsgivernes og storkapitalens interesse og villigt har underlagt sig EU’s krav om militær oprustning og sociale nedskæringer.

Så er det let at blive desillusioneret. Så er det let at tænke, at det ikke gør nogen forskel, hvor man sætter sit kryds. Og at der ikke er nogen grund til at kæmpe, når der ikke er et regeringsalternativ man kan kæmpe for.

Som en stribe aktive tillidsfolk forklarer i Arbejderen i dag, er det netop sådan mange af dem, der var aktive i Skævt-kampagnen og kampen for en ny regering, har det.

Vi, der er samlet til 1. maj i dag, har et enormt ansvar for at vise, at der er en anden vej.

Vi har et ansvar for at vise, at der er brug for et helt grundlæggende opgør med det samfund vi har i dag; et opgør med EU og et opgør med det system, der gør de rige rigere, mens arbejderklassen skal betale krisen.

Det er ikke nogen nem vej. Det kan ikke klares ved at sætte sit kryds det rigtige sted hvert fjerde år.

Det kan kun klares ved at opbygge og styrke arbejderklassens organisationer, præcis som alle I, der sidder her i dag, knokler for at gøre.

Men det er den eneste vej, hvis vi vil gøre en ende på den sociale dumping og den asociale nedskæringspolitik.

Jeres våben

Vi fra Arbejderens side står parate at være jeres værktøj i den kamp.

Når man ser på mediernes dækning af emner som EU, Ukraine og regeringens politik bliver det tydeligt, at der er brug for en modvægt, som kan sætte en alternativ dagsorden.

Vi er det eneste dagblad, som kæmper i arbejderklassens tjeneste. Vi fortæller om almindelige menneskers hverdag og kampe og vi giver stemme til en bevægelse, som ellers ikke bliver hørt.

Det er hverken nemt eller gratis. Stærke kræfter forsøger at dæmpe os og dæmpe jer.

Regeringens nye mediestøttelov betyder, at Arbejderen mister en million kroner over de næste tre år. Det kan mærkes, når der kun er 1,6 millioner tilbage til os i støtte. Til sammenligning får de erklæret borgerlige og kristne dagblade tilsammen  174 millioner kroner.

Alligevel fortsætter vi, og Arbejderen er i dag bedre, bredere og større end nogensinde før.

Det kan kun lade sig gøre fordi gode folk som jer og i resten af landet, hvert år samler tusindvis af kroner ind og hjælper med sprede avisen.

Derfor håber jeg, at I vil blive ved med at støtte Arbejderen, så vi kan støtte jeres arbejde med at kæmpe for et mere retfærdigt samfund.

I dag lancerer vi et nyt tiltag, hvor læsere og organisationer kan investere i en solidaritetsaktie for at støtte avisen - det kan I læse meget mere om i dagens avis. Og vi vil stadig rigtig gerne have, at I hjælper med at gøre avisen kendt for flere ved at forære 3 ugers gratis abonnementer væk til venner og kolleger.

Modstand mod EU

Det næste store slag vi skal kæmpe sammen, er EU-valget den 25. maj.

Også her er der brug for et grundlæggende opgør med det EU og den patentdomstol, der kun er til for at tjene storkapitalen og monopolerne.

Og det skal være et opgør på et solidarisk og internationalistik grundlag, så det trækker i retning af det samfund, vi gerne vil have.

Det kæmper kun Folkebevægelsen mod EU for i EU-parlamentet.

Derfor siger jeg: Stem nej til patentdomstolen den 25. maj.

Sæt kryds ved Liste N.

Fortsat god kampdag!