Når Folketinget i dag kalder til høring om whistlebloweres retssikkerhed, sætter de fokus på et problem af afgørende betydning for demokratiet.

I kølvandet på de sidste 12 års terrorkrig er fulgt en strøm af retspolitiske skred som hemmelige domstole og vilkårlige anholdelser på hjemmefronten og ulovlige angrebskrige og USA-ledede bombetogter på fremmed jord. Privatiseringsbølgen har skabt en gråzone mellem den offentlige sektor og private virksomheder. Og den nye offentlighedslov har sløret indsigten i de politiske beslutningsprocesser, der styrer vores land.

Det betyder, at der bliver stadig mere at blæse i fløjten over.

Det er et alvorligt demokratisk problem, hvis ikke man kan pege på fejl i systemet uden at blive forfulgt af systemet selv.

Samtidig får det stadigt større konsekvenser.

Gang på gang har vi set, hvordan det kan have endog ganske alvorlige konsekvenser at stå frem og fortælle om lovovertrædelser og andre kritisable forhold, når ens arbejdsgiver er magtfuld nok.

Vi har set det i sagen om til Frank Grevil, der afslørede Fogh-regeringens løgne om Irak-krigens grundlag, men endte med at afsone fire måneders fængsel i Horserød. Vi har set det hos Dorte Jensen, som troede, at hun anonymt kunne henvende sig til Miljøstyrelsen og fortælle om hvordan hendes arbejdsgiver, Mærsk, pålagde de ansatte at snyde med olieprøver i Nordsøen, men oplevede hvordan hendes navn og adresse blev udleveret til Mærsk. Og vi har set det i sagen om Anders Kærgaard, der afslørede Forsvarets løgne om medansvar for mishandling af civile i Irak, men som endte med selv at være den eneste dømte i sagen.

Der tegner sig et uhyggeligt mønster, hvor de skyldige går fri, problemerne ikke bliver undersøgt og whistleblowerne bliver de eneste dømte.

Det er et alvorligt demokratisk problem, hvis ikke man kan pege på fejl i systemet uden at blive forfulgt af systemet selv.

Skytset mod de rigtige

Modsat en række af de lande, vi normalt sammenligner os med, har Danmark ingen lovgivning eller særlige ordninger, der skal sikre whistleblowere mod repressalier.

Derfor var det godt, da regeringen sidste år endelig - to år efter den lovede det i sit regeringsgrundlag og i kølvandet på det pres, som Anders Kærgaards sag skabte - nedsatte et udvalg, som skal se på offentligt ansattes ytringsfrihed og muligheden for whistblowerordninger.

Og det er godt, at politikerne nu i dag har indkaldt til den høring, som de lovede, da Arbejderen, Amnesty og Transparency for et år siden tog sagen i egen hånd og inviterede Anders Kærgaard og Dorte Jensen ind på Christiansborg til en stor høring om whistleblowerrettigheder. 

Men desværre ser det ud til, at udvalget kommer til at skyde ved siden af.

Hvis man ser på udvalgets kommissorium og sammensætning og på dagsordenen til dagens høring, er det tydeligt, at regeringens fokus er på kommuner og regioner.

Det er et problem. For whistleblowing handler ikke om støttestrømper og interne uenigheder på det lokale sygehus. Den slags er der allerede fagforeninger og samarbejdsudvalg, der kan håndtere.

Politi og militær

Whistleblowing handler om statsmagten. Det er hos Politiet og Forsvaret, den del af statsmagten, der har ret til at udøve vold mod andre, at de alvorlige krænkelser af vores demokratiske rettigheder finder sted. Overvågning. Aflytning. Isolation. Dødsfald under anholdelser. Fangemishandling. Brud på Genevekonventionen. Ulovlige angrebskrige og løgn og bedrag om årsagerne og konsekvenserne, for nu at nævne et par eksempler. 

Og det er hos embedsværket i statsmagten, at de sorte tusser kommer frem, når der skal dækkes over manglende grundlag for bombetogter og retspolitiske skred.

Det er også her, systemet lukker sig om sig selv. Der er intet sted i dag, hvor whistleblowere i statsmagten kan henvende sig, uden at det får konsekvenser, som Anders Kærgaards historie viser alt for tydeligt.

Uanset om der er tale om Forsvarets Auditørkorps eller Politiklagemyndigheden: For begge de instanser i statsmagten, der har voldsmonopol, gælder det, at når de bliver anklaget for at misbruge deres magt, skal de undersøge sig selv. I modsætning til resten af de ansatte i den offentlige sektor, hvor lovovertrædelser jo bliver behandlet af politiet – ikke af et organ under kommunerne og regionerne bestående af sosu-assistenter og læger.

Flere sager hos store virksomheder som Nets, CSC eller Mærsk har de sidste år vist, at det også her kan være forbundet med ganske alvorlige konsekvenser at blæse i fløjten.

Sagen i egen hånd

Hvis vores folkevalgte virkelig vil sikre whistlebloweres rettigheder, skal de sørge for, at man kan afsløre misforhold af væsentlig samfundsmæssig betydning hos statsmagten eller de store virksomheder, anonymt og uden frygt for repressalier. Også hos politiet. Også hos militæret.

Man kan håbe, at høringen viser politisk vilje til at sikre whistlebloweres rettigheder, der hvor det gør ondt. Men man kan også have sin tvivl. For det er netop historierne om magtmisbrug i staten, der bliver rigtigt farlige for dem, der bestemmer.

I hvert fald har der ikke været meget opbakning til den særlige whistleblowerordning for militæret, som Enhedslisten foreslog i kølvandet på Anders Kærgaards sag.

Derfor er det ekstra modigt, at Frank Grevil, Dorte Jensen og Anders Kærgaard i dag organiserer sig og starter en ny whistleblowerorganisation. Den første af sin slags i Danmark.

Det er vigtigt. Og derfor er undertegnede også med, sammen med andre gode folk som Mads Pramming og Peter Kofod.

Tiden vil vise, hvad organisationen kan udvikle sig til. Men nu kan Folketinget i hvert tilfælde gå roligt til høring og vide, at hvis ikke de vil sørge for, at man kan afsløre fejl i systemet uden at blive forfulgt
– så er vi andre, der vil gøre det.