Når vi på torsdag går med landets studerende på gaden, handler det ikke bare om SU.

Regeringen har de sidste uger i hæsblæsende tempo lagt sidste hånd på sit generalangreb på velfærden: Syge, arbejdsløse, førtidspensionister og studerende skal betale, og pengene går til skattelettelser til erhvervslivet. 

Fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen har styrken til at forandre samfundet.

Opbakningen fra fagtoppen i 3F, LO og FTF er beskæmmende.

Med SU-demoen er det første gang, at de store bevægelser, der kæmpede for velfærden under VKO, siger fra over den regering, der blot fortsætter de borgerliges politik. Det er et vigtigt nybrud.

Fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen har styrken til at forandre samfundet. Det så vi i 2006, da en samlet elev- og studenterbevæglse kæmpede Bertel Haardes SU-nedskæringer af bordet og det så vi i 2011,  da titusindvis af faglige aktivister kæmpede den nuværende regering til magten.

Men den kamp vi står overfor bliver ikke så let at vinde som et folketingsvalg. Der står ikke noget alternativt flertal med en køreklar politik klar. Og de sidste halvandet år har vist, at det ikke er nok med en ny regering, hvis vi vil have en ny politik.

Da Helle Thorning sidste år skrev under på EU’s finanspagt bandt hun regeringen til at føre en nyliberal krisepolitik, der ikke efterlader andre muligheder end sociale nedskæringer og skattelettelser. Det er samme virkelighed, som arbejdere og studerende oplever i Grækenland, Irland, Portugal og resten af EU. Det betyder, at regeringen hverken vil eller kan overtales til at føre den politik, de blev valgt på.

Derfor er der ingen anden vej end det lange, seje træk, det er, at opbygge en folkelig alliance for velfærd og imod EU’s nedskæringskrav.  Det stiller store krav til os som kæmpende bevægelse.

De studerende, der går på gaden, gør det eneste, der er at gøre: De tager kampen op. Hvis de skal have en chance, er det en absolut nødvendighed, at fagbevægelsen går med - også selvom det er vennerne, der sidder på ministertaburetterne.

Det er den store opgave, når vi er færdige med at demonstrere på torsdag: Fagtoppen skal presses til at lade bevægelsen fastholde kampen for en ny politik. Det pres kan kun komme fra medlemmerne. Både de, der er aktive i dag, og de studerende, der bliver det om få år.